søndag den 30. december 2012

Busters far, Eiffeltårne i mine ører og et nyt år

Der var to flodheste. TO!

Den ene var Magnuses kollega og Busters far....Ja, Buster....

Det var Magnus, som fik brikkerne til at falde på plads. Det var også ham som ringede til Simon og fortalte nyheden.

Juleaften var Simon så med. Sorte Simon med tyk århusiansk accent. Sorry Simon. Det er sådan du bedst beskrives.

Det mindede rent faktisk om et eventyr. Eller som voksne mennesker der kunne finde ud af livet...og juleaften.

Den sidste gave fra Magnus til mig, var ikke noget, sagde han. Bare Eiffeltårne til mine ører:)

OG.....

To billetter.

I morgen, når jeg åbner mine øjne, er jeg i Paris!

Det ER et eventyr.

Bonne annee - Godt nyår!


torsdag den 27. december 2012

Sandheden om Bines baby

Midt i skrig, skrål, forbandelser og hjerteskærende kærlighedserklæringer fra Bine, glemte vi alt det, alle andre snakkede om og lukkede os inde i en bobbel.

Jorden gik ikke under den dag...Den blev blot et bedre sted at være, fordi bassemanden kom til verden og fordi os der bevidnede hans ankomst, for altid ville dele en historie som var smuk, komisk og typisk når Bine, var med i den.

Vi var tre til at tage imod ham. Fire, med jordmoderen, Maude. Og alt gik sin fine gang, som Maude gentog i flere forskellige tonearter.

Magnus og jeg var stumme det øjeblik hvor alt kulminerede.
Stumme af udmattelse, lykke, forbavselse og som rosinen i pølseenden. Stumme over, at det barn som havde gjort sin entré, på ingen måde kunne være i familie med Magnus.

Stilheden som sænkede sig over fødestuen var en sjov størrelse af betragte. Magnus og jeg var totalt synkrone. Vi forstod og respekterede, at Bine skulle nyde dette øjeblik og selv finde frem til den konklusion, vi for længst havde stykket sammen.

Gennem lykketårer og svedperler, kyssede vi og roste vi, alle hinanden. Derefter blev sandheden afsløret.

Maude: Det er godt nok en skøn lille dreng I har fået. Han har måske arvet sit mørke udseende efter et andet familiemedlem.....

Det var et uskyldigt, lidt akavet spørgsmål.

Hvad fanden mener du med det, snerrede Bine og så blev hun stille. Bassemanden var faldet i søvn, Maude listede ud af døren og Bine opdagede, at hendes nyfødte søn var mulat.

Det ændrede ingenting, andet end det hele.


tirsdag den 18. december 2012

EN stor familie

Er det nogensinde sket at en læge, diverse jordmødre og en kommende mor har regnet så meget forkert, som nu?

Nej vel!!!

Det er kun når man er med i sådan en historie som min, at sådan noget sker. Leises liv.

Så ja.

Bine går stadig rundt og bilder os andre ind, at hun skal være mor. Og nu er det endelig feset ind. Kvinden lyver ikke! Så Magnus skal altså være far og det vil han også gerne. Han har faktisk slet ikke haft noget problem med det. Han er klar. Og så stod tiden stille. For det var jeg ikke.

Og fordi Bine og en masse andre ikke kan regne, fik jeg tid.
Tid til at græde, tid til at få alle brikkerne til at falde på plads. Tid til at give Magnus lov til at skulle være far, uden at jeg skal miste ham eller miste mig selv. Tid til at sige JA og tage beslutningen om, at jeg er med! At jeg er klar til at blive en familie. En anderledes en af slagsen. Jeg kan sagtens elske dem alle sammen, uanset hvad.

Og da jeg tog beslutningen, blev jeg pludselig voksen....
Det er sådan et stort ord, som virker enormt afklaret. Men ingen bliver nogensinde 100% afklarede...eller voksne. Hvad er en voksen egentlig?

Jeg har engang hørt en sige, at voksne bare er børn med penge.

Det syntes jeg egentlig passer meget godt. Især til de voksne jeg kender.

Så nu er jeg blevet et barn med penge, som præcis ved hvad hun skal bruge sine penge på!

Sin (snart) nye familie.

For første gang i lang tid, glæder jeg mig til juleaften!

mandag den 3. december 2012

Julen har bragt... en stor lort til min dør

Mens sneen daler hvid
går Bine over tid
alt for længe...

Mens kulden siver ind af alle sprækker
er det Magnus der trækker
for hos ham kan jeg holde varmen...

Mens julen nærmer sig
og alt lod til at have fundet sin naturlige gang
sker det
at dramaet gentager sig endnu engang

Århus lugter af lort!
hvordan kan man overse noget så stort?
det jeg troede bare var et engangsknald
viser sig at være starten på mit forfald

Bine regnede efter og fandt ud af
at Magnus, flodhesten, min store kærlighed
er ham som har vundet titlen
til at kalde sig far!

Det sidste rimer ikke og jeg er også pisse ligeglad!

Endnu en lorte jul står for døren.








mandag den 19. november 2012

Gå ALTID tilbage til en fuser. Det kan ende i et knald!

Det begyndte for et par dage siden. At Leise trak sig. Hun ville ikke kæle så meget mere, miavede på en anden og mere højlydt måde. Fandt højst ro i ti sekunder og hendes skraben på min hoveddør kunne ikke blive mere IN YOUR FACE agtig.

Leise var klar.

Klar til at komme hjem, tilbage, blive kælet med, spinde og finde ro. OG JA, jeg taler jo for fanden også om mig selv...

Jeg har gået som KATTEN om den varme grød, men den har været for varm og jeg har været bange for at brænde mig. IGEN.

Og selv om der har ligget gaver og kattemad uden foran min dør i tide og utide. Selv om Magnus har spillet høje serenader på sin guitar, om smukke, dejlige, sexede og kærlighedsguden Leise, gennem sit loft og mit gulv, så har jeg ikke et sekund været i tvivl om, at det hele har været til mig. Man kan da for helvede ikke savne en kat så meget, kan man vel? Den tanke har så alligevel sået en mikroskopisk tvivl i mit sind og jeg er blevet endnu mere vred. På en god dag, er jeg kommet frem til, at HAN HAR KALDT SIN KAT LEISE!!!.....Og pludselig huskede jeg, at han havde et skænderi med sin eks, fordi han elskede en anden.

Hvor stor kan en overskrift blive?!?

Alligevel har jeg returneret hans højlydte forsøg med vrede. Vrede over alt det han har gjort. Vrede over, at jeg er vild med ham og, at han ikke bare skrider og lader mig være i fred.

Det er eddermame svært, at bede den man elsker om at gå. Især når det er (uafklarede) følelser der taler. Når det man allerhelst vil, er at sige - Bliv for satan. Og fjern alt det som gør ondt, når du... når JEG beslutter mig for at give slip over, at du bliver, trækker vejret og eksisterer, lige nedenunder mine fødder. Hver dag!

Jeg har haft svært ved at sove, spise og tænke. Fordi du ville have mig og jeg ikke tager dig!

Så hvor længe kan man gå og stritte imod?

Indtil i går...

onsdag den 14. november 2012

Mor, far og børn.

JEG SKAL VÆRE FAR!!!!

Det føles som at have tøjkrise, fem minutter inden man skal ud af døren. Bare 100 gange større. Måske tusind...

Dagen efter vi mødte hinanden i Føtex, ringende Bine på min dør.

Vi græd en hel masse. Bine råbte også. Men mest af sig selv....Over alt det alkohol hun har drukket, alt det halvhjertede pis hun har lavet og alt den smerte hun har kastet op.

Og jeg trøstede som jeg plejede, men denne gang var det anderledes. For Bine kunne tage i mod det, uden at skubbe mig væk. Hun var bevidst over min rolle og hendes egen rolle, i vores fælles historie. Hun var bevidst over mange ting....Fordi jeg havde sagt alt det klogepis, som hun kaldte det. Dengang. Og fordi jeg havde ment det. Og fordi hendes far havde været på druktur igen og ovetrådt hendes grænser, igen. Og så havde hun sagt det samme til ham, som jeg havde sagt til hende. Og nu sejler han i sin egen whiskey og øl sø og det har Bine det godt med.

For nu skal hun være mor. Og så må man jo hellere blive voksen...Og så var det at hun var kommet i tanke om, at hun stod og manglede en far...Og det skulle jeg tage som en stor kærlighedserklæring.

Og helt ærlig. Det gjorde jeg også!!!

Så hallo verden!

Fra den 22 oktober og frem, har jeg aflyst alle aftaler i min kalender.

FOR JEG SKAL VÆRE FAR!


torsdag den 1. november 2012

Bine, skilsmisse og i Føtex med jagtgevær

I går var første dag på dagsholdet i Føtex og pludselig kunne jeg se fordelen ved at have været på natholdet. For på dagsholdet er man frissssk. Og hvis man ikke er det, skal de nok sørge for, at man ikke glemmer at være det.
Min nye chef, René, klapper af mig. Ikke fordi han syntes jeg er dygtig, men fordi klapjagt er hans hobby.

-  Du har to minutter og så er det direkte ned i fryseboksen Leise Jensen.

Hvert tiende minut dobbelttjekker de om man sover, ved at sætte en jingle på, som hjernevasker samtlige mennesker, der bevæger sig ind i området.

" Ja du hørte riiiigtigt, 25 kroooner"

Den første time, så jeg må selv tage et jagtgevær med på arbejde og skyde højtalersystemet ned, stikke geværet op i næsen på René. Og med hæs stemme sige noget ala.
- Løb René ellers ender du i fryseboksen!
Men efter to timer gav min hjerne op og jeg blev som alle andre. En zombie.

" Føtex er sej, de gør mere for dig".

Og som en pladespiller, hvor pickuppen ridser pladen midt i melodien, skete det, at Bine trådte ind i mit synsfelt.

Hun smilede stort som om alting var ved det gamle. Og i det øjeblik lagde jeg mærke til hendes mave. Den var enorm og jeg kunne ikke få mine øjne fra den.
- Heej?
- Ja, det kunne godt have været øl.
Jeg kikkede op på hende og lagde mærke til noget, jeg ikke havde set, siden vi var små. Oprigtig glæde.
- Ej hvor vildt!
Jeg havde ikke andet at sige, for det var vildt.
- Det bliver en dreng. Holger tror jeg, måske Buster.
Jeg grinede, men Bine fortrak ikke en mine, så jeg nikkede forstående.
 - Hvem er er faderen, er det en man kender?
Bine trak smilende på skuldrene. Drillende og lillepigeagtigt.
- Men det bliver en dreng!
- Ja stakkels knægt.
Vi grinede begge.
- Ej Bine hvor er det vildt. Du skal være mor.

Og så nåede vi ikke længere. For Rene og jinglen forstyrrede alting og jeg måtte videre til kaffeafdelingen. Vi gav hinanden et knus og det var dejligt og underligt på samme tid. Bines liv have taget en stor drejning og jeg var ikke en del af det.

Da jeg endelig kom hjem, fandt jeg min mor sidde på trappen foran min dør og vente. Da der ikke var ordentlig forbindelse mellem os, opfangede jeg kun ordene: Skilsmisse. Bliver i Århus. Se mere til hinanden. Pludselig blev jeg slået i hovedet med en hammer og mens min mor gjorde sig klar til at gå, gik jeg i seng.

Leise lå ved mit bryst og spandt. Det gjorde mig rolig og jeg faldt i søvn.


mandag den 29. oktober 2012

Kattens. Det kom helt bag på mig

Stemme: Leise, Leiiiseeee...kom, kom, kom.

Mig: Sig mig engang, er der nogen som kalder på mig....?

Stemme: LeiseLeiseLeise, hvor er du skat?

Mig: Ja gu er der så!......Skat?

Mine ører var fem meter lange. Det kom ude fra trappeopgangen. Jeg blev stående i entreen for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Lige så forsigtigt åbnede jeg døren på klem og i tegnefilmsfart, fløj en rød kat ind af døren, gennem mine ben og fortsatte videre ind i soveværelset

Stemme (vred): Leise NEJ!

Forvirret kikkede jeg efter katten.

Stemmen: Leise du kan ikke...kom herud...du må ikke løbe ind i....Det må du altså undsky....

Stemmen stoppede midt i sin undskyldning og da jeg drejede hovedet for at se, hvem den pludselige genkendelige stemme tilhørte, gik alting i stå.

DET VAR MAGNUS!

Og han ligende en som var faldet ned fra månen.

Magnus: Leise!?

Der opstod en stille evighed mellem os.

Mig: Hedder din kat Leise?

Magnus:.... Ja.....

........................................................Jeg prøvede at finde mening i det hele........

Magnus: Jaaøøh Leise jegøøhm...

Mig: Du får Leise tilbage når hun er klar.

Og så lukkede jeg døren. Med bankende hjerte. Stadig forvirret. Jeg gled ned af døren og sad helt stille. Leise kom hen til mig og begyndte at kæle. Som om den ville trøste. Mens tårerne trillede ned af mine kinder, sad vi der og tog vores tid. Og pludselig hørte jeg Magnuses skridt. Han havde åbenbart ikke rørt sig i al den tid. Jeg fulgte hans skridt nedenunder og hørte ham lukke døren efter sig.

Magnus Just!

torsdag den 25. oktober 2012

Den dag hvor Mary kørte en cyklist ned, overtog jeg spotlyset

Den dag på året hvor alting er mest orange. Hvor bladene falder og mørket overtager lyset i lynets hast. Hvor min far forbliver tavs og jeg gør det samme.     I et forsøg på at glemme det faktum, at jeg er alene. Igen. Den dag, hvor Mary kom på alle landets spisesedler, blev jeg et år ældre.

MEN.

Så stod jeg op før fanden fik sko på. Mest fordi de halvtomme hylder i Føtex skreg på mit ansvar, men også fordi. Jeg kom i tanke om, at jeg havde givet mig selv et løfte.

Jeg tændte stearinlys, lavede min ynglings the og tegnede et flag på A 4 papir. Satte mig ved vinduet og betragtede dagen tage hul på sig selv.

Det var præcis som det skulle være.

Og så fik jeg varm kakao, theboller og fødselsdagssang. Af Føtex. Som opgraderede mig til dagsholdet, hvor alle ved, at der venter flere udfordringer og endnu mere ansvar - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og da jeg kom hjem, kom et bud med blomster. Fra Sofie. Som sang fødselsdagssang, med hele familien i baggrunden, da jeg ringede for at sige tak  - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og jeg blev inviteret på L´estragon. Af min mor. Som huskede, at god mad gør mig lykkelig. Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og mens jeg fik Crème brûlée og takkede for en perfekt dag, gjorde en sød og rød, lille kat sig klar.

Til at gøre sin entre og ændre mit liv.




mandag den 22. oktober 2012

Forbrugersamfundet længe leve! HURRA?

De sidste par dage, som har været de første dage i mit arbejdsliv, har været et bombardement af indtryk.

Storcenter Nord! Sikke et gedemarked!!!

Og ved du hvad? Det er fyldt til randen med mennesker. Hele tiden!!!!

Hvad laver alle de mennesker der?

Det skal jeg fortælle dig.

De spiser...
I en zombie lignende tilstand, slæber de deres blegfede kroppe og deres afkom, rundt og rundt i et gråt og kunstigt, kanellugtende, neonbelyst center og propper i kæften!

Hvorfor? Fordi de er ligeglade? Fordi de hygger sig? Fordi de kan?

Og et eller andet sted, sidder der nogle mennesker og klapper af hinanden, fordi endnu et hold, er bukket under for "mer salgs" fælden. UDEN AT VIDE DET!!!

Ved du hvad, du kan?

Du kan købe en masse E numre, forklædt som pølsehorn, bagt af en fake bager. 5 stks. til 30 kroner og ungerne eeeelsker det! Et højt betalt menneske, med forstand på krejleri, har været så strategisk snedig, at placere bageren, så den ligger klisteret op af Føtex. Det skaber kaos. Men det er sku da lige meget, for man kan altid liiiige købe en kage til kaffen.

Når man så endelig er kommet ind i Føtex. Kan man købe tre flasker dyr, DYR rødvin, til UNDER halv pris! Og de står ikke i vin afdelingen. Naaaaj da. De står lige når du kommer ind i Føtex! Midt i mellem plastik skoene, som ser dyre ud, men som KUN koster 48 kr!!! Og det kan man jo ikke gå glip af, kan man vel! Og så kan man jo liiige så godt købe tre par. Når nu man er så heldig!

Forholddaophvorerdetbilligtogsåunderkrisentænkengangdeterjo NÆSTEN GRATIS.....Føtex! Jeg tror du elsker mig....!

14 dage efter, bliver det hele smidt ud, så der kan gøres plads til endnu mere billigt og fuldstændig ligegyldigt lort. I fem forskellige varianter!  Som FOLK KØBER!?!?!?!?

Og jeg skal være ligeglad. Jeg skal gøre mit arbejde. Indskærpe mit fokus. Så jeg ikke bliver bange, for det jeg ser. Så jeg kan være her og ikke har lyst til at råbe SÅ VÅGN DOG OOOOOP!



onsdag den 17. oktober 2012

Har fået arbejde!

Da jeg blev alene, kom jeg til at tænke over, hvad jeg havde sagt til min mor, da jeg, uden at tænke over det, kastede de tre eksempler på bordet.

At min kæreste hedder Magnus, at jeg skal studere antropologi og arbejder som receptionist på et imaginært hotel i Guldsmedegade.

Det kunne have været sandt...

Magnus var jo min kæreste. I 8 dage. Og vi har jo egentlig ikke gjort det forbi. Selv om han (51 % sikkert) holder i hånd med en langbenet og langhåret brunette. Og set i bakspejlet, sikkert gentager samme historie som Pikhovedet jeg engang datede, dumpede, datede og dumpede.

Antropologi....bliver måske en realitet. Faktisk bliver jeg mere og mere glad i låget, når jeg læser om uddannelsen. Og så er jyllands hovedstad, SÅ heldig at udbyde den af slagsen, som tiltaler mig mest!
                                                 
                                                       Århus - København
                                                           1    -    0

Mit arbejde....Dagen kom. Jeg har fået et!
Fordi Leise er et menneske, der er kommet så langt, at hun tør tage et. Også selv om genertheden, koldsveden, hjertebanken og den vaklende tro på sig selv, står på spring rundt om hjørnet. Klar til at........ hvad? At skræmme hende. Så hun løber væk. Gemmer sig under dynen og sover dagene væk. Ængstelig for alting. Men i bund og grund kun en ting. At vise hvem hun er, når hun tror, at hun mister kontrollen og skal dø.

Så jeg har sagt ja!......til at stå op klokken kvalme i morgen tidlig. Alle veje fører nemlig til Storcenter nord. Åbenbart også min.

Det er ikke mit drømmejob. Det behøver det heller ikke at være. Det eneste jeg behøver er, at være er tryg nok. Og lige nu, er der intet der skræmmer mig ved, at skulle sætte varer på hylder.

Føtex here I come!





tirsdag den 16. oktober 2012

Mor

Hun tog alt plads. Mens hun sad der i stuen. Og snakkede som om vi kendte hinanden.

Om Tage der havde mistet lysten til at arbejde og rejse. Hvilket resulterede i at han pludselig var hjemme.

Så hun havde brug for at komme lidt væk. Og nu sad hun så her og tog mit vejr.

- Hvordan går du og har det skat?

Igen. Afventende. Sårbar. Og hvis jeg ikke vidste bedre, oprigtig. Som en mor der interesserer sig for sin datter.

Jeg har øvet mig længe. Ubevidst. Men nu. Helt bevidst. At se normal ud, selv om jeg er ved at dø indvendig.

Jeg ville så gerne dele, men tilliden var væk. 

For jeg kender jo det her scenarie. Jeg ved hvad der sker, når jeg begynder at fortælle om, hvordan jeg har det. Min forældre vil bare gerne høre, at jeg har det godt. Resten kan de ikke håndtere.

Så jeg løj. Lidt. For hvordan kan jeg være mig selv, når personen overfor mig ikke vil se hvem jeg er!?

Jeg fortalte at mit arbejde er fedt, min kæreste er sød og at jeg glæder mig til at komme i gang med mit studie.

Sårbarheden forsvandt og blev erstattet med et tilfreds smil og en interesse i mit liv, som jeg ikke har oplevet før. Og jeg var lige ved at falde i. Men jeg blev på overfladen.

Skulle blot fortælle lidt mere detaljeret. Kæresten hed Magnus. Jeg vil studere antropologi og jeg arbejder i receptionen, på et hotel ved Guldsmedegade.

Og det var det....Resten klarede hun.

Indtil jeg forstod.

At jeg ikke bryder mig om at føle, at jeg ikke kan være i mit eget hjem.... eller. At jeg rent faktisk har meget svært ved, at tage og give mig selv plads.
(Måske ligesom min mor?)
At jeg ikke bryder mig om, at holde på mig selv og være en anden end jeg er.... Eller. At jeg rent faktisk skal stoppe med, at holde på mig selv og så være mig selv. Uanset om min mor kan relatere til det eller ej.

- Mor... Jeg vil gerne have at du finder et andet sted at bo, mens du er i Århus. Jeg har bare brug for at være mig selv.

Kan man tillade sig det? Er det god opdragelse? Burde man ikke liiiiige strække sig? Du har jo ikke set hende i 10 måneder og nu står hun her. Det er jo sikkert kun et par dage. Måske du skulle pakke det lidt pænere ind? Sige at du har nattevagt og at du derfor har brug for søvn....

HOLD KÆFT MORAL STEMME, PÆNE PIGE OG DÅRLIGE SAMVITTIGHED.

Hun var småsur. Måske følte hun, at jeg var imod hende.... Shut up Leise!
Jeg smilede hele vejen ud til døren og forsikrede hende om, at vi nok skulle komme til at se hinanden igen.

Og så skruede jeg helt op for Medina og dansede alle spændingerne ud af min krop.

http://www.youtube.com/watch?v=UB8cSvgfl_M





mandag den 15. oktober 2012

Uventet gæst

Og så stod hun der.

Min mor.

Med en kuffert i hver hånd og et sårbart udtryk i øjnene. Afventende.

Fem sekunder føltes som år og jeg glemte at trække vejret.

Fordi hun pludselig var inde for rækkevidde. Fordi hun var blevet ældre. Og fordi jeg kunne mærke knuden i maven, savnet og lysten til at kaste mig om halsen på hende.

Men lod være.

- Hej skat....

- Hej.

- Skal du ikke invitere mig indenfor?

Jeg var i tvivl.

Hvad laver du her mor?
Hvad vil du mig mor?
Hvor længe bliver du denne gang mor?
Hvor lang tid går der så næste gang mor?
Hvordan skal jeg forholde mig til det mor?

Jeg åbnede døren helt og smilede forsigtigt.

- Skal jeg lave noget the?


onsdag den 10. oktober 2012

Gode vibrationer

Sofie ringede.

- Du former selv dit liv.

Haps. Den åd jeg råt.

Og så tog jeg tilløb.

- Sofie...? Kan du hjælpe mig ud af den ring jeg går rundt i, som er blevet så tyndslidt nu, at jeg blot skal række ud, for at bryde den?

One small step for man.......

- Selvfølgelig skat. Godt gået! Hvad kan jeg gøre?

- Hjælpe mig med at finde et arbejde. Jeg skal ud, igang, og føle, at jeg kan bruges til noget.....På en god måde.

- Skat. Jeg er på det! Noget specielt ellers? Nu når du ved, at du bare kan åbne munden og bede om det, du vil have?

- Jeg skal starte stille. Ikke for meget stress og for store forventninger...og så vil jeg arbejde sammen med mennesker der løfter og har overskud.

Bare dét at sige det højt og ikke være bange for at blive skudt ned.

Kunne høre hende nikke, smilende i røret. Og så satte hun himmel og jord i bevægelse.

Hun ringede til sagsbehandleren på den skole jeg gik på, for at få skovlen under min angst. En skole, jeg vil have med i en takketale engang.

Om lidt skal jeg til møde derhenne! Tænk engang.

Var der ikke noget med, at gode vibrationer, har det med at vende tilbage?

Anyhu.

Kan mærke, at jeg er nervøs. Har efterhånden lært, at det er naturligt. Så jeg husker at trække vejret og mærke angsten banke på. Jeg lukker den ikke ind og jeg bruger heller ingen kræfter på, at holde den ude.

Ikke alle sagsbehandlere er på vej ud af døren Leise.

Nå nej.

Jeg former mig en god oplevelse.

For jeg er fyldt med gode vibrationer.


lørdag den 6. oktober 2012

Tilgivelse

Jeg har fundet ud af noget.

Jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal elske mig selv og videre i mit liv, så bliver jeg nødt til at give slip på det som skygger for, at jeg kan det.

Og det var hvad jeg først rigtig forstod, da jeg læste de ord, som en helt tilfældig dag, fandt vej til min lejlighed. Først registererede jeg bare, at det var smukke ord. Men de voksede og voksede og overdøvede alt hvad jeg foretog mig. Og i dag, for lidt siden, satte jeg mig ned og lyttede.


Forgiveness is the key that unlocks the door of resentment and the handcuffs of hatred. It is the power that breaks the chains of bitterness and the shackles of selfishness. - Corrie ten Boom

Vrede, had, bitterhed, jalousi, bedrevidenhed, stolthed, egoisme, fornægtelse. Det er alle mulige følelser, som tager mig til fange og æder mig. Og det er alt sammen mig! JEG ÆDER MIG SELV OP. 


Det er tanker som fører til følelser, som får horisonten til at forsvinde og dagen til at blive sort. Sort som natten.

Og det kan komme. Pludseligt. Selv på en god dag. Fordi jeg midt i alt det gode, alligevel føler, at jeg mangler noget. Fordi jeg så gerne vil dele og øse af min kærlighed....og dér finder ud af, at jeg ikke har de mennesker mere. De mennesker som jeg delte sorger og glæder med. Som jeg kunne give til og som gav mig tilbage. De gav mig hvad jeg manglede. Hvad jeg havde brug for... Engang.

Og medlidenheden og utilfredsheden vokser og skubber til vreden, som skubber til hadet, som... Den ene tager den anden og som dominobrikker falder mit humør.

De mennesker som overtager mine tanker og mit humør, er for stolte, for vrede, for ligeglade eller for fyldt med smerte. Måske er de enda kommet videre. Uden mig. Fordi det var det valg, som var mest rigtig for dem... Uanset hvad. Deres, har intet med mig at gøre. Ikke mere. Alt mit, er alt mit, og det vil jeg ikke lade æde mig op. Det har jeg forstået nu. Og derfor slipper jeg det.

Så.

Kære far, kære mor, kære Bine, kære Magnus og kære alle jer andre, som dukker op i små glimt, fra min fortid.

Vid. At jeg giver slip på de smertefulde og krampagtige tanker, som kommer, hver gang tanken om jer, kryber ind under huden på mig.

Vid, at hver gang det sker, så trækker jeg vejret og vender opmærksomheden tilbage til mit liv.

Vid, at jeg sørger over tabet af jer, fordi det er noget jeg skal igennem.

Vid, at jeg ikke mere kan gå jer i møde. Fordi det lige nu, er for smertefuldt at banke på en dør, der aldrig bliver åbnet.

Men vid også.

Når jeg er klar og er igennem det, jeg skal igennem, så lukker jeg op. Uden smerte. Og lukker ind.

Jeg vil ikke mere lade jeres valg og de valg jeg tog i fortiden, binde mig og styre mig.

Jeg vil videre og jeg vil have det godt, mens jeg går.

torsdag den 4. oktober 2012

Den rigtige fremtid er svær at spå om

Kære Gud den, det, han, hun.

Ja så er jeg her igen....Jeg skriver til dig, fordi jeg er et sted, hvor jeg ikke selv kan besvare mine spørgsmål og finde stopknappen til mine bekymringer. Jeg er rent ud sagt pisse forvirret og jeg har ikke andre end dig. Så. Here goes.

Iakttagelse:

Hvor er der dog mange muligheder i uddannelsesverdenen! Og hvor er det svært, at vide om man vælger rigtigt! Jeg kan jo kun vælge en ting. Og det ene valg, kommer til at påvirke hele mit liv fremover. Og min fremtid skal jo være sikret. Det hører man jo...
Bordet fanger lidt, syntes jeg. For det er en alvorlig ting det her. Det kræver noget af mig. Jeg mener, jeg har efterhånden lært, at det bedste resultat fåes ved udholdenhed. Så du kan godt se det er lidt svært.....ik?

Konklusion.

Det skal være en uddannelse, jeg skal være sikker på, at komme ind på....
Det findes ikke.
Det skal være en uddannelse jeg ved, at jeg kan få arbejde og løn for, bagefter...
Der er ingen garantier.

Jeg kan ikke finde nogle jobopslag på manusskriptforfattere.
Hvor mange manusskriptforfattere findes der egentlig i Danmark? De må da findes et sted... Og hvor mange af dem har fast arbejde?
Det samme gælder skuespillerne... Her har jeg fundet ud af, at der hvert år "udklækkes" seks elever, fra de tre anerkendte skuespillerskoler, som findes i Danmark. Hvor er de? Og hvor mange af dem har fast arbejde? Paprika Steen og Nikolaj Lie Kaas?

Okay så.

Jeg kan blive ergo- eller fysioterapeut. Der er mega mange jobopslag i den afdeling. Sundhed og omsorg boomer. Men er der ikke noget med at de får alt, alt for lidt i løn?

Så kan jeg jo blive læge!
Det er jo bare slet ikke mig.

Tekstforfatter?! Hvordan bliver man det? Og har jeg lyst til at bruge min dag på at finde de bedste og korteste sætninger, der manipulerer flere mennesker til at gå i Netto?!

Rejseskribent....skribent?....journalist?...Så er det måske Danmarks Journalisthøjskole? Og den ligger trods alt i Århus! Men igen....der er ikke nok arbejde....

Dyyyyb indåndning.

Jeg ved med sikkerhed, at det er nødvendigt for mig, at mit arbejde gør mig glad. Og jeg ved, at jeg ikke skal være for meget alene, når jeg arbejder. Det hele peger tilbage på mit humør og min angst. Er jeg først fanget i angst og depressions fælden, jaaaa... så læs min blog. Jeg ryger direkte ind i (syge)dagpenge, kontanthjælps møllen, og det sted gør alt for at spytte mig ud igen. Så hurtigt så muligt! For man skal helst være rask, når man er syg og når man er syg, er der ikke råd til at hjælp. MED MINDRE den hjælp man får, resulterer i arbejde. Hvilket som helst arbejde. For vi er jo en flok forkælede samling møgunger os danskere. Anyhu. Det må betyde, at dem som arbejder for kommunen, så som min distræte og meget travle sagsbehandler, heller ikke tjener særlig meget. Fordi der heller ikke er råd til hende...... Havde hun forudset det, da hun tog sin uddannelse?

Der kom jeg vidst lige ud på et sidespor. Prøver lige at komme tilbage til den positive og optimistiske Leise. Hende som ser de gode slutresultater, samler sig selv op og tager ansvar for sit eget liv. Fordi hun kan!

Og her er det, at du kære Gud, kommer på banen.

Er det planen nu, at jeg skal finde en masse skoler jeg vil ind på, så som Designskolen i Kolding. Og så søge i et væk?

Ja. Velvidende, at jeg kan riskere at få afslag, men at jeg kan samle mig selv op bagefter. Fordi jeg ingen forventinger skal have og fordi, jeg lige er begyndt at tage mig af mig selv og er ved at forstå, hvad der er godt for mig. OG AT. Der er tid nok og alder ikke skal være nogen hindring.

Kære Gud, den, det, han, hun,

Tak fordi du lytter. Ikke taler mig efter munden og afbryder mig, mens jeg taler;)

fredag den 28. september 2012

Er du med Århus?!

Hvis jeg vil være manuskriptforfatter, skal jeg flytte til København.

Hvis jeg vil være grafisk designer, skal jeg enten flytte til Kolding eller Haderslev...

Tilgengæld kan jeg blive i Århus, hvis jeg vil læse kultur og medie, men kun som videre og efteruddannelse,  hvis jeg altså tager en bachelor i Nordisk sprog og litteratur....

Århus! Hvad har du gang i!?!?

Skal jeg så flytte fra dig?

Åbenbart.

Den havde jeg ikke lige set komme....


mandag den 24. september 2012

Kære Leise, jeg elsker dig.

Har taget en beslutning, lavet en plan og jeg er klar til afgang!

1. Jeg vil finde mig en uddannelse - med start engang i 2013.
Grafisk designer, kultur og medie, manuskriptforfatter... Skal undersøges. Mulighederne er jo mange!

2. Vil begynde på noget dans. Snarest!

3. Elske mig selv.

Sidsnævnte skulle måske stå først...? Den er jo vigtig! Jeg mener, hvem kan elske mig, hvis jeg ikke engang elsker mig selv?!

Men er det mere, at jeg skal tage mig af mig selv, end at elske...?Nej, jeg vil øve mig på at elske mig selv og forkæle mig selv. Som var jeg min egen bedste ven. Basta!

Og hvordan gør jeg så det?

Måske jeg begynder med det, jeg lige har skrevet. Undersøger mulige uddannelser, begynder til dans og....forkæler mig selv/elsker!

Og nej, der skal ikke snige sig en eller anden fyr ind i mit liv, som jeg ikke kan modstå, fordi jeg er ensom og bare vil elskes. Nix! I want the real deal. Og det begynder med mig!

Lyder som en god plan.

Sæt igang!

lørdag den 22. september 2012

Just V Just

De skændtes så det brager. Nedenunder.

Hos Familien Just....eller kæresteparret Just....? Eller just soon to be single...

Jeg må skrue op for musikken, for jeg syntes det er lidt pinligt, at jeg kan høre det hele.

Desuden råber kvinden meget højt.

- Elsker du hende hva? ELSKER DU HENDE!?

Og så diskuterede de igen. Og da jeg skruede lidt højere op, lød der en banken. Som om det er mig der larmer!?!?!? Og så måtte jeg skrue ned.
- Fuck det træls! Råbte kvinden.
Og manden brummede. Lød som om, han bad hende slappe af. Og kvinden begyndte at græde. Og så startede det forfra.
- Elsker du hende...

Jeg satte mig i soveværelset og begyndte at skrive. Og pludselig smækkede døren. BANG. Og der blev helt stille....Jeg listede ind i min stue. Lagde øret mod gulvet og kunne næsten ingenting høre.

Gad vide hvem der skred?

Ham der måske elsker en anden, eller hende der gentager sig selv?


fredag den 21. september 2012

Magnus lever...

TROR JEG SÅ MAGNUS!

Med et hunkøn i hånden. På Mejlgade. Tre skridt fra mit vindue.....måske ti...

Tror det var ham. Er ikke sikker. JO. Det var ham!

Store fede nar.

Hvordan skal jeg nu kunne slappe af, når jeg ved at vi deler by?

Og du ÅBENBART har en kæreste!?!?!?

onsdag den 19. september 2012

Den fabelaktige Sofie

Sofie ringede på døren.

Jeg inviterede hende indenfor, selv om jeg ikke havde lyst. Min dårlige samvittighed og angsten for konfrontation, lurede i baghovedet.


Hun havde læst mit indlæg (det hvor jeg skriver, at hun kalder mig sin veninde og jeg skriver bullshit)....Ups.

Jeg blev rød, varm og anspændt. Endnu en boomerang.

Men Sofie kom ikke for at tage en diskussion. Hun kom heller ikke for at skælde mig ud, forsvare sig, pege fingre eller lege "det er din skyld" legen.

Hun kom bare fordi, hun netop ville vise mig, at hun ikke ignorerer mig.
- Det er ikke min stil og du kan ligeså godt vænne dig til det, som hun sagde. Jeg er lige her og hvis du tør, så ring, eller skriv, hvis du ikke tør. Jeg holder jo af dig Leise.

Nå jamen....okay.

Peace!

Hun havde købt franske oste, hvidvin, baguettes og to stks. overskæg.

Der sad vi så. På gulvet, med dug og overskæg og hørte Valse Parisienne.

Når du nu ikke kan komme til Paris, så må Paris jo komme til dig.

Sofie. Du er fabelaktig!

http://www.youtube.com/watch?v=dYZ8tqxJAQ0&feature=related








tirsdag den 18. september 2012

Mig selv med mig selv på!

Weekenden gik uden mening, indtil jeg begyndte at læse min egen blog.
Først var det bare for at lave et eller andet, men pludselig så jeg må selv sidde i sofaen, med dyne og en god kop the. 

Og så startede jeg fra en ende af. 

Smak! Man kan vidst roligt sige, at jeg fik mig selv i hovedet. Som en boomerang.

Og jeg fandt ud af, at jeg præcis gør dét, jeg siger, jeg hader. Jeg gentager mig selv... Også selv om jeg i begyndelsen af marts, skriver et dagbogsindlæg om, hvorfor gentagelser gentager sig og hvad læringen, i dette fænomen, er. 

- Har du så lært noget af det Leise?
- Joooooo.
- Har du forandret det du gentager?
- Mnjaaaa. Mind mig lige om hvad det er jeg skal forandre!
- Ensomheden, humøret og din ubevidste og usunde afhængighed af mennesker....stadig.
1. Du skal selv gå ud og møde mennesker.
2. Du skal selv, hive dig selv op.
Øvelse gør mester. Og når du bukker under, skal du bede om hjælp. Men fra dem, du ved kan hjælpe og støtte dig. De sunde relationer. Når du begynder på det, spreder det sig som ringe i vandet. Den ene forandring tager den anden. Og du kommer videre...
- Videre? Med hvad?
- Måske du skal til at plante nogle frø. Finde ud af hvad du gerne vil. Til dagligt. Som gør dig glad og giver dig det DU har brug for .......
- Er det sådan det hænger sammen?
- Ja, lige nu er det.

Den der status jeg så på FB forleden dag. Den begynder at give mening.
Der sad to fugle på en gren. Den ene fugl siger "Jeg gad godt at flyve". Den anden fugl gør det.

Jeg skal flyve! Færdig bum. 

Jeg skal handle på det jeg kan lide. Jeg skal gøre noget ved det jeg holder af, så det tager form og vokser og bliver til noget. Og ja, ja. Det tager tid. Ingenting kan på gro på noget, der konstant er på flugt...(fra sig selv).

Og der er den igen. Det indlæg fra Marts. Om at turde give slip, stå selv, tage sig af sig selv. FORME SIG SELV.

- Og HUSK lige Leise. De små ting har lige så stor værdi. Dét, at du også handler på de små ting, er med til at give dit liv indhold og værdi. Ligger du mærke til dem.....?
- Øøøøøøøh giv mig et praj.
- Den der kop the du drikker lige nu. Du giver dig selv noget du kan lide....
- Uuuh du er sku så klog, hvem end du er...?

Og så fandt jeg min "lykkeliste" frem. Den jeg fortalte om i et andet indlæg, men aldrig fik offentliggjort. Den fik pludselig større betydning. For dét at kunne beskrive de ting som gør mig glad og lykkelig, det føltes som opskriften på en ny begyndelse. Og det eneste jeg havde overset, var at jeg, uanset hvad der sker, må blive ved med at handle og gøre det jeg godt kan lide. Hver dag! 

De ting som gør mig glad og lykkelig:
Skrive.
Have det sjovt med mennesker og at socialisere. 
Gode, dybe venskaber.
Lave og spise god mad.
Danse.
Hjemmedage med the, dyne og en god bog.
Føle at jeg bidrager med noget.
Høre musik.
Rejse.
Paris, Paris, Paris.
Se film.
Katte.
Gode udsigter (helst sådan nogle med åbne vidder og et enkelt Eiffeltårn) 
At føle mig fri (uafhængig af angsten)

fredag den 14. september 2012

Har holdt diskussionsklub hele natten

Mine tre bedste venner har været på besøg. De hedder Vrede, Afmagt og Ulykkelighed. De to sidste er bedste veninder og klistrer ofte til hinanden. Nogen gange siger Afmagt, at hun hedder Selvmedlidenhed. Whatever. Jeg har opgivet at finde ud af hende.

Anyhu.
De har haft diskussionsklub hele natten og har slet ikke haft nogen respekt for, at jeg er et menneske der har brug for søvn. Det er dårlig opdragelse hele vejen igennem.  Der er ingen respekt. I-N-G-E-N.

Ulykkelighed er den mest dominerende. Vrede er også godt med. Afmagt/selvmedlidenhed er som en ål. Svær at fange og svømmer ud og ind af de andres meninger.

Uanset hvad, så har det lydt sådan her:

- Hvorfor er der ingen der ringer?! Hvorfor er det, at jeg altid ender alene? Hvorfor ringer I ikke til mig og spørger hvordan jeg har det? Spørger til mig, Leise. Jeres datter! 

Her finder en af mine gæster en violin frem og begynder at spille. Det må være Ulykkelighed for Vrede og Afmagt taler i munden på hinanden.

 - Min far har lavet en hemmelig aftale med sig selv om ikke at ringe. Fordi jeg aldrig tager telefonen, som han siger.......? Og hva' så ? Skal jeg så lukkes ude? Skal jeg så finde mig i, at du kaster dit eget lort over på mig og går i et eller andet mode, som har med dig selv at gøre?! Hva!? HVA!? Jeg er din datter!? Tag nu den samtale! Også selv om den gør ondt far!!! Prøv at sig hvordan du har det. Sig hvad det gør ved dig, at jeg i dine øjne, ALDRIG tager den skide telefon. ISTEDET FOR AT HOLDE OP MED AT TALE MED MIG. Det er jo ikke telefonen det handler om! Det ved vi jo godt begge to!

Vrede kaster med sarkasme og pludselig, af en eller anden årsag, fylder min fars stemme nu rummet. Han lyder som en mopset dreng, smeltet sammen med en ulykkelig russisk dame, jeg engang så beklage sig på TV. Hun havde foldede hænder og blikket vendt mod himlen, når hun talte.

Nej, nej, for hvad vil du have jeg skal gøre Leise? Jeg kan jo ikke gøre noget ved det.......Det er jo dig der....

Vrede får mig til at spænde i hele kroppen! Violinspillet stopper. Ulykkelighed tager over. Afmagt klistre.

Min mor har glemt mig. Og jeg aner ikke hvorfor? Er det hvad jeg er værd mor? Var det nok, de år du havde med mig? Så skulle jeg videre, væk, så du kunne leve et bedre liv!? 

Vrede. Tror jeg...

Det er forældre som spiller et spil, jeg lider under!!!! I skulle ikke have haft børn! Hvorfor er det,at forældre tror de kan kalde sig forældre, bare fordi de får børn!? I er ikke forældre. I er voksne børn!!!! Grrrrrrr!

Jeg er stået af her. Er holdt op med at holde regnskab. Kan ikke skelne mine gæster fra hinanden mere. Jeg er for træt og flyder bare med.

Og Bine! Nå ja. Hun laver den samme. Jeg tør ikke tage en konfrontation Leise, så jeg ignorerer dig!
Hendes forældre og mine forældre, må ha' gået i den samme skole. 
Jamen var det ikke dig der sagde, at du ikke ville have mig?
....Jo........og hva' så?........Den orker jeg ikke at tage.

P! Er stadig et Pikhoved. Helt ude af mit liv, heldigvis! og Sofie.... hvor er hun? Hun sagde, at hun så mig som en veninde....Bullshit! 

Og Magnus!..........

Magnus. 

Du er ikke en skid bedre Leise. 
Har du prøvet at ringe til ham?
Mnjjjjja.....men han tager jo ikke telefonen........
Gør du så ikke som din far? Og din mor? Og alle de andre?
................................Hmpfffff.... Hvad skal jeg bruge det til?


Det ved du jo godt.




torsdag den 13. september 2012

Hvordan har du det Leise?

Jeg er pludselig usikker på, om jeg egentlig fik skovlen under den der socialfobi?

Tilbagegang? 

Min følelsesfobi fejler til gengæld ingenting. Jeg kan i hvertfald ikke slå det op nogen steder....Så joo, den må være forsvundet....

Fremgang?

Har stadig ikke lyst til at gå nogen steder....eller at se nogen mennesker, eller ringe til min far, eller mor, eller..........nogen......

Agorafobi

Agorafobi betyder angst for åbne pladser - og opleves som angst i forbindelse med at forlade hjemmet. Angsten kan komme til udtryk ved, at man ikke kan gå i butikker, opholde sig i store forsamlinger eller på offentlige steder. Det betyder også at man er afskåret fra at rejse, fordi man ikke kan færdes i bus, tog eller fly. Dette har ofte at gøre med tanker om at falde om og blive hjælpeløs, hvor man ikke forventer, at nogen vil hjælpe en, men blot kigge kritisk til.

Agorafobien har det fint tak.



Hvad med dig Leise? DIG!?

....................................................mig?....................



Hvem er det nu jeg er?



onsdag den 12. september 2012

I'm gonna laugh you right out of my life

Når nu jeg ikke er i stand til at sige det, så må jeg jo lade andre om det...
Cy Coleman og  Joseph Allen McCarthy har skrevet den her geniale tekst (før mig). Nu ved du altså, at jeg ikke sidder og græder, men har en fest.....

I'm gonna laugh you right out of my life,
Laugh, and forget this affair
Guess I was foolish 
To care.

So I'm gonna dance you right out of my dreams,
Try to be carefree and gay
I guess I'll learn to play 
The part.

'Cause when our friends begin that
Heartless rumor,
I know I'll really need my
Sense of humor.

I'm gonna laugh you right out of my life,
Make it a beautiful joke.
No one will know you broke
My heart.

But if I find you and I
Really meant that last goodbye,
Then I'm gonna laugh so hard,
I'll cry.

http://www.youtube.com/watch?v=FbZ2Ovau4r0&feature=related

mandag den 10. september 2012

Fra himmel til helvede

Da sommeren var ovre, skyllede det ind med mennesker. Festugen gjorde sit indtog og ALLE jyder valfartede til Århus. Man går ikke glip af noget så helligt som Danmarks største halmbal, pånær liiiige mig.

Jeg burede mig inde. Den skærende kontrast gjorde for ondt at kikke på.

Jeg havde lige haft 8 dage i himlen, da livet uden for min fars penge, kom bulrende.

Otte dage i et langt knus, hvor det ene sammentraf tog det andet.

Skæbnen?!

Bedøm selv! 

Da Magnus kørte mig ned på sin cykel dengang, var han lige flyttet hertil. Han genkendte mig med det samme, men var i chok.

For!

Magnus var min første kæreste, da jeg boede i nordvest!!! Ham vi kaldte Mager og som mine første hede fantasier handlede om. Ham som stod på skateboard og tegnede vilde tegninger af drager, katte og hjerter med mit navn i. Ham jeg drak the hos, to gange, inden jeg flyttede. Ham jeg aldrig nåede at kysse....

Før nu:)

Og fordi det ikke er vildt nok...

Magnus er Flodhesten! Ja, DEN flodhest!
Hvorfor sagde han det ikke? Det spurgte jeg også om. Han prøvede. Men:
1. Man må ikke tage flodhesten af, andet end i pauserne.
2. Flodhestens hoved har det med at sætte sig fast.

Nå jamen ok. Og så overgav jeg mig fuldstændig til kærligheden. Det var det simpelthen for syret til, ikke at gøre.

Og så var det, at Magnus skulle hjem og besøge familien på nørrebro. Efter otte dage i paradis.

Der sad jeg så i min lejlighed og sukkede og pludselig kom billederne snigende.

Flodhest.
Flodhestehoved.
Bine......
SEX!

Tja og så ligende jeg mig selv igen.

Farvel kærlighed, farvel love of my life. Hvordan kan jeg fortsætte når nu jeg ved at Bine og Magnus har haft sex?!

Alt, alt for forvirret.

Skal jeg lade som ingenting? Skal jeg sige det? Skal jeg være ligeglad? I så fald. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af dét? Måske er han slet ikke hjemme og besøge sin familie! Måske bor han slet ikke i Århus! Måske er han slet ikke Mager!!! Måske boller han med alt hvad der rør sig. I flodhestekostume, fordi det er en fettish han har... Måske var han virkelig bare den Magnus jeg så, da han kørte mig ned. Snobbet, ligeglad og ude på hævn. Måske er det nemesis, efter alt hvad jeg har gjort ved P.....Måske var det alligevel okay, at Bine kastede op ud over ham.

Jep, kan du kende mig nu!?

Så her har jeg siddet og kogt i mit eget fedt, mens tiden er gået (i stå). Magnus skulle være startet på sine studier nu...hvis det passer. Jeg tvivler kraftigt. Han ville have haft ringet, hvis han virkelig var alt dét, jeg følte han var.

Tror jeg bliver siddene her lidt endnu....







mandag den 20. august 2012

Mozart Junior og miraklet Magnus

På årets varmeste dag, tog min far og dukken til Rom...
Fem dage forinden havde han købt en ny Mozart. I forgårs ringede han så pludselig, for lige at høre hvordan det gik....og om jeg kunne passe den lille ny.

Min far bruger kun penge når det er til hans fordel og da jeg ingen bagdel så, ved tilbudet om 8 dage i luksus med alt betalt, flyttede jeg ind i huset ved vandet og mødte verdens grimmeste og mest søde, lille mops, Mozart Junior.

Det hviskede fra alle husets designer møbler, at der havde været forhandlinger ind over. "Hvis du skal have en Mozart til, så vil jeg have 3 uger i Rom, hvor jeg får alt hvad jeg peger på"..... "Du kan få 8 dage og jeg bestemmer resten, basta!". Noget i den stil.

Dukken kunne ikke komme hurtigt nok afsted. Min far, det modsatte. For første gang, tog jeg dukkens parti.

God tur, hej, hej, ja, ja jeg skal nok huske at fodre, tisse, gå tur og låse efter mig FAAAARVEL!

Ude af øje, ude af sind.

HVOR SVÆRT KAN DET LIGE VÆRE, AT PASSE EN HUND!?

Alle døre og vinduer blev åbnet og musikken sat på max. Fandt kold hvidvin i køleskabet og inviterede mig selv på take away sushi i badet, i baghaven. Aaaaaaaah. LIFE IS GOOD WHEN IT'S FREE!


Da kedsomheden fandt mig og jeg pludselig kom i tanke om, at Mozart var grunden til mit paradis, fik jeg mig taget sammen til at gå en tur.................Der var bare lige det problem..... Mozart var væk!

I det sekund jeg fandt ud af hvor fuldstændig nederdrægtig, nosse dumt og ansvarsløst det havde været af mig, kun at tænke på mig selv, lod jeg et dybt, desperat og jamrende brøl, undslippe mine læber.

NEEEEEEEEEEEEEEEJ!

Og så lagde jeg hovedet. Og fes rundt som en skoldet skid, i det der mindende om en uendelighed. Min tro følgesvend og straffen for min tankeløshed, var panik, angst, koldsved, skyld og skam. Indtil jeg havnede på stranden. Hvor miraklet skete.

Det var søndag, stranden var sort af mennesker og i fuld offentlighed, valgte jeg at bryde sammen.

Og som en amerikansk feel good film, i slow motion, hørte jeg mit navn blive nævnt i det fjerne. Jeg så op og kikkede direkte ind i solen, på et udefinerbart menneske, hvis indentitet var slettet, på grund af lyset og på grund af Mozart junior, som vedkommende bar i sin favn. Sidst men ikke mindst, blev alt sort fordi jeg besvimede.

Skal der være drama, så lad der vare drama. Ring til Leise. Hun leverer varen, hver gang!

Som du nok kan tænke dig til, på grund af overskriften til dette indlæg, var personen i solstrålen, Magnus.

Af alle mennesker på denne jord, var det Magnus der reddede Mozart og min dag.

MAGNUS!!!!!


PS.

1. Jeg har det godt
2. Mozart har det godt.
3. Huset har det godt.

4. Magnus fik mit telefon nummer.
5. Han ringede et kvarter efter.
6. Han kommer forbi i morgen.

7. Man kan få noget godt ud af alting.



mandag den 6. august 2012

Tak til John Mayer

Har tilbragt weekenden med John Mayer.

Af flere grunde.

1. Fordi han minder en lille, bitte, bitte, bitte smule om Magnus.

2. Fordi jeg har været så ked af det og fyldt med ensomhed.

3. Fordi den eneste som har kunne trøste mig, har været ham.

John Mayer.

De der stemninger.

De der drømme som efterlader mig i en tilstand af, at bare være ked af det. Og gennemvædet af ensomhed.
Hele dagen. Uden egentlig at kunne sætte fingeren på hvorfor.

Jeg lader det sive igennem mig. Og jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal lade mig farve af det. Blot lade det passere.

Men det er hårdt. Hårdt ikke at lade sig rive med af den stemning. At ligge i sengen en hel dag og dykke i tudebølger. Op og ned.

Jeg øver mig. For jeg har hørt at øvelse gør mester.

Og den her gang, var John Mayer altså en slags redningskrans. Ikke detso mindre var det MIG der tog fat i ham. Og det er nyt! At kunne være stærk nok til at rejse sig og gribe fat i det, som man ubevidst eller bevidst, ved kan hjælpe.

Sang og tekst fulgte mit humør. Jeg er vild med de fleste af hans sange. Gravity, Free fallin', Daughters, Clarity osv. osv. Men den som talte mest til mig, i løbet af weekenden, var War of my life. Teksten gik rent ind! http://www.youtube.com/watch?v=h8_Y_1psB6g
Tilsidst. Igår. Søndag fandt jeg mig selv sidde og skrive en liste over de ting, jeg godt kan lide at lave. De ting som gør mig glad. Og det var rart at finde frem til. Igen.

Så tillykke Leise. Du har lige hjulpet dig selv igennen en kold tyrker og er måske snart slet ikke mere afhængig af stoffet kaldet, ensomkedafdethedsstoffet.

Tak.

onsdag den 1. august 2012

MMMMMagnus

Tror jeg er forelsket i Magnus....

Hvordan kan jeg egentlig være det?!

Jeg kender ham jo ikke. Jeg aner ikke hvor han bor, eller om jeg nogensinde kommer til at se ham igen.....selv om vi har det med at støde ind i hinanden i tide og utide.

Måske var han ude på at hævne Bines lille stunt, fra dengang vi så hinanden sidst!? Måske reddede Tusse mig uden jeg var klar over det!.....Måske var han slet ikke interesseret i mig.....

Tak Tusse....Jeg er ked af alt det der skete. Jeg er ked af, at du ikke sagde til mig hvad der foregik. Ked af, at du stjal alle de glas...eller måske ikke ked af det. Mere forundret.
Forundret over, at noget kan forandre sig så hurtigt. Forundret over, at lysten til at se dig, pludselig er væk. Og forundret over, at det ikke gør noget....Måske var det blot skolen vi havde sammen. Dét at vi kunne være der for hinanden og hjælpe hinanden, mens vi begge så vores angst i øjnene.....Måske var det socialfobien der spillede os et puds? Måske var det for hurtigt, at ville åbne så meget op...Måske ikke. Måske tænker jeg for meget over alting....Tjaaaaa det lyder sku egentlig meget rigtigt.

Tanker og bekymringer om fortiden og fremtiden, gør det meget svært for os mennesker, at leve i nuet. Det handler om fokus. Hvis fokus er spredt for alle vinde, er det svært at holde balancen. Nej jeg er ikke en fortune cookie - det er blot sætninger jeg tog med fra skolen, og som jeg har lært en hel del af.........(Skoleforløbet er i øvrigt slut, så jeg "happily arbejdsløs" og helt uden (for)mål...igen).

Jeg er her, lige nu. Lige nu, er jeg her. Foooooookus.

Skulle man hænge sedler op, rundt omkring i byen, hvor man efterlyser ham? Eller er det liiiige voldsomt nok? Måske man skulle starte med at skrive på en enkelt toiletdør. På Train.....på mændenes toiletter....

Eeeej.

Jeg nøjes bare med at sidde her og sukke. I nuet.

Jeg tror hans øjne var brune....

Uuuuuh ja. Hold det fokus;)

SUK.

tirsdag den 31. juli 2012

Et øjebliks ro og kaos

Jeg restituerer. Efter hårdt slag i hjertet, maven og hvis jeg havde været mand, ville de nedre regioner også have lidt nød. Kort sagt. Min krop gør ondt!

Hvorfor?

Fordi.

Vi skulle eksponerer.
Med vi, mener jeg, Tusse og jeg.
Med eksponering mener jeg: at gøre dét, jeg ikke tør (er ængstelig over), men som jeg rigtig gerne vil. I et tempo hvor jeg selv kan følge med. Formål: At overvinde angsten eller endnu bedre. At kunne være i den, uden den styrer mig, og nå dertil, hvor jeg tør og kan dét, jeg rigtig gerne vil. Sagt på en anden måde. BABYSTEPS.

Anyhu.

Tusse og jeg skulle i byen.
Eksponeringsøvelse: Høje hæle, krigsmaling og socialisering - Uden at lyve!
Vi skulle altså udfordre vores feminine sider og samtidig være bundærlige omkring hvem vi var. Hvilket vil sige, at jeg ikke fik lov til at gemme mig bag mine sneakers, hættetrøjen og Karen Enghøj, der nogen gange læser Antropologi på Århus Univeristet og andre gange går på Gøglerskolen, fordi hun vil være skuespiller. Alt afhængig af humøret og hvilken mand hun møder.

Jeg skulle bare være Leise....

Og jeg glædede mig rent faktisk. Mest fordi min partner in crime og jeg, var i synk. Nervøse, men trygge. Eksponeringsreglerne var i hus, så intet burde kunne gå galt....Med mindre, den ene af os gjorde noget fuldstændig uventet!!?!

Eksponeringsreglerne lød sådan: Hvis en af os, kom over 7 i "angsttalrækken", var det bare med at finde en vej ud, UDEN at slå sig selv oven i hovedet med, at øvelsen mislykkedes.
Talrækken strækker sig fra 0 til 10. Og hvis du skulle være i tvivl, betyder 10 " I have left the building and is now on my way to the hospital".

Nå, men der var vi så. To lækre, lidt akavede tøser, på høje hæle, med læbestift og et ekstra lag mascara. Klar til at vælte byen i al ærlighed.

Jeg spoler tiden frem til cirka 02.00. Vi befinder os på Train og alt er gået efter planen. Sådan cirka.
Tusse har meget svært ved at falde ned og jeg spørger hende gentagne gange, om alt er fint og hvad tal hun ligger på. Hun når ikke over 5 en eneste gang og jeg stoler på hende, selv om jeg stusser lidt over, at vi har cyklet rundt det meste af aftenen og været steder, jeg ikke anede eksisterede. Da vi når Train, klokken ca. 01.00, siger jeg stop. Jeg er træt i benene og vil bare gerne ha' noget at drikke, hygge, flirte, danse OG lære Tusse bedre at kende. For det går pludselig op for mig, at jeg egentlig ikke kender hende særlig godt. Men hver gang jeg spørger ind til hende, bemærker jeg, at bassunkinderne går i gang.
Det er først på Train, det går op for mig, at hun bevidst undgår alle mine spørgsmål, ved at flygte....Jeg forstår.
I stedet for at tale - forsøger jeg mig med en anden taktik. Jeg inviterer hende ud på dansegulvet. Men Tusse vil hellere sidde og er helt fin med, at jeg indtager dansegulvet alene. Og det gør jeg, for jeg har sådan lyst til at danse. Desuden er jeg meget modig den aften!

Idet jeg træder ud på dansegulvet, ændres musikken fra MEGET hurtig til MEGET langsom. Alt bliver mørkt og diskokuglen går i gang. De fleste forlader dansegulvet og jeg prøver at lade som ingenting. Jo jo, jeg kan da også danse alene, på et halvtomt dansegulv, til en sang der ligger op til kys og kærlighed....og det gør jeg så, for sangen er fantastisk. Jeg lukker øjenene og giver mig hen til Massive Attack - Teardrop.  
http://www.youtube.com/watch?v=yftOy8kz7aE

Midt under sangen åbner jeg øjnene og ser at Tusse betragter mig med et saligt smil på læben. En hurtig tanke flyver gennem mit hoved, men jeg når ikke at tænke den til ende. Jeg får nemlig øje på Magnus som står ved baren. Han betragter mig også...Men det rør mig underligt nok ikke. Jeg kan rent faktisk lide det. Vi holder hinandens blik. Længe. Han smiler. Jeg gør det samme. Lukker øjnene og nyder, at jeg føler mig tryg i dette hypnotiserende musikocean.

Da jeg åbner øjene igen, står Magnus foran mig. Ham der engang cyklede mig ned og virkede som en spasser, men som lige nu....
- Hej Leise.
Jeg bliver forvirret. Hvor kender han mit navn fra?
- Må jeg danse med dig?
Jeg nikker og vil spørge om en helt masse, men tier stille. For jeg vil hellere nyde de sekunder af gnist, ro og lykke, jeg mærker lige nu, inden sangen er forbi.

Kan det virkelig være rigtigt det her? Jeg er helt rolig.

Og så, da sangen er færdig, er der tre sekunders stilhed, hvor vi bliver stående. I omfavnelse. Og det der skulle ha' være så smukt, forstyrres af et kæmpe brag, der får os begge til at give slip på hinanden.

Den hurtige og meget høje musik sætter ind.

Tusse har rejst sig op. 500 glas ligger spredt rundt på gulvet. De er faldet ud af hendes taske! Hun stirrer på mig og så løber hun.

Jeg er målløs. Kikker på Magnus. Han holder fast i min hånd.
- Inden du forsvinder Leise så lov mig at vi ses igen!
- Undskyld, siger jeg og giver slip.

Der er kun få mennesker ude foran Train. Jeg råber efter Tusse, men hun er ikke til at se nogen steder. Jeg begynder at løbe, men aner ikke hvilken retning jeg skal løbe i, for jeg ved ikke hvor hun bor....Jeg aner ikke hvor hende, jeg har gået og kaldt min nye bedste veninde, bor!!? Jeg har hendes taske og leder fabrilsk efter hendes pung i håb om, at der ligger en adresse, jeg kan bruge til noget.....Hvorfor fanden har hun taget alle de glas?! Jeg skærer mig på en glassplint. Det bløder. Tempoet skrues ned. Jeg stopper, putter fungeren i munden og finder hendes pung. Der er billeder af mig over alt... I hendes pung, i hendes kalender og på hendes mobiltelefon. Jeg stirrer på dem og alle brikkerne falder pludselig på plads.

Tusse er forelsket i mig.

Jeg cykler hjem til hende og da hun endelig lukker mig ind, kan jeg se at hun har grædt. Jeg trøster hende så godt jeg kan. Men det hjælper ikke. Det er som om der er en afstand mellem os. Tusse er forandret. Eller også er det mig. Allerede inden vi skilles den nat, ved jeg, at vi ikke kommer til at se hinanden igen.

Og så cyklede jeg tilbage. Til Train. Men Magnus var der ikke mere.

Da jeg kom hjem, græd jeg. Pludselig var det hele blevet så tungt, at bære på.


søndag den 29. juli 2012

En sommerhilsen fra det solbeskinnede Danmark

Jacques Schiraff er på bondegårdsferie og har sendt dette billede


I'll be back!
God Sommer:)

fredag den 6. juli 2012

Sofies hjerte og en dag i himlen

Har været hjemme hos min lærer.

I hendes have, i høj sol, med økologisk blåbærsaftevand, fregnet 6 årig datter, svømmebassin, jordbær og vanilje is. To katte og super rar, nede på jorden husbond. Med smilerynker omkring sine blå øjne.


Det føles forkert når jeg skriver lærer. Sofie føles mere og mere som en søster. En storesøster. Og scenerariet lyder, nu når jeg læser det igennem, som et pastelfarvet glansbillede med glimmer og engle på. Eller en Morten Korch film, anno 2012. 


Jeg har intet at modsige høje dommer. Det var sådan det var. Det er sandheden.


Det VAR sku idyllisk, lattermildt og meget, meget kærligt. Så meget kærlig, venlighed, har jeg ikke oplevet på en gang. Og jeg drak af det. Slugte det råt og nød hvert sekund. Tænk at sådan noget findes i virkeligheden! Tænk at nogle mennesker har det så godt og trives så godt sammen! 


Det smittede. 


Jeg var slet ikke genert. Jo lidt. Men ikke nok til, at jeg blev akavet, begynde at snuble over mine ord og forvandlede mig til hende den underlige som ingenting siger. Jeg var mig selv. Og når jeg er mig selv, så er jeg ret dejlig at være sammen med. Hvis jeg selv skal sige det. 
Jeg har humor, kan fortælle jokes, uden pointen går tabt i kludder og dårlig timing, og så kan jeg parodiere andre mennesker og fortælle små historier. Med hele kroppen. Og det gjorde jeg så. I græsset, foran grillen, mens Sofie skreg af grin, husbond smilede og sørgede for at pølserne ikke brændte på. Og 6 årig datter faldt i søvn, med hovedet i mit skød. Nyforelsket. 


Senere på aftenen talte Sofie og jeg om Bine, og hun forstod og trøstede og fortalte, at hun også havde gjort det samme, med nogle af sine veninder. Hun fortalte mig, at det ikke kan undgåes. At sådan er det, når man finder ud af hvad der er godt for en. Og så gik vi lige et spadestik dybere. Sofie fortalte, at hendes mor og hende ikke taler sammen mere. En beslutning der gjorde helvedes ondt, men en beslutning hun ikke har fortrudt før eller siden. Sofies mor drak. Og gør det stadig. Det vidste jeg slet ikke. Men hvor skulle jeg også vide det fra. Jeg har næsten lige lært Sofie at kende. 


Det var stort. For vi tog hul på noget nyt. Og det var som om det gjorde Sofie til et mere... helt menneske. Ikke alt er smil og nyplukkede jordbær. Og det var rart at se. Og gjorde, at jeg besluttede mig for, også at fortælle hende om min opvækst og familie. Og efter den historie, sagde Sofie noget lignende det her:


- Jeg vil ikke sige noget ondt om dine forældre, for jeg kender dem ikke personligt. Men det lyder som om, de har meget travlt med deres eget liv og har glemt, at lære deres datter at kende og ikke mindst, støtte hende. Og nu er hun blevet voksen, og er begyndt at finde ud af, at hun kan gå andre steder hen. Og jeg kan se den store forandring Leise. Jeg kan se, at du begynder, at kunne give dig selv dét, du har higet efter hos dine forældre, og Bine for den sags skyld. Og ved du hvad? Det er synd for dem. For det betyder, at de aldrig lærer dig at kende. De går glip af en kvinde, som er oven ud dejlig, har humor, varme, en dyb indsigt og i øvrigt er et rigtig, rigtig godt menneske.... (det sagde hun!) Med mindre DU beslutter dig for, at invitere dem ind i dit liv. På DINE præmisser. 


Orv en mundfuld. Jeg tør godt indrømme, at jeg kunne lide det jeg hørte. Jeg tror rent faktisk, jeg voksede et par centimeter.


Inden jeg cyklede hjem, fortalte jeg Sofie, at jeg så hende som en storesøster og Sofie kikkede på mig og sagde, at hun så mig som en veninde. Og, at ingen af de to betegnelser, var mere rigtig end den anden.

Hele vejen hjem tænkte jeg over det Sofie havde sagt.


Sikke en aften! Den var sindsyg dejlig og meget, meget..... ligeværdig. 

tirsdag den 26. juni 2012

Bine var min ven...

Min psykolog har sagt, at det er naturligt med store forandringer, når man efter flere års angst, begynder at få sig selv tilbage.

Og jeg ved hvad hun mener....

Bines og mit forhold er under forandring, og det har det været i et stykke tid. Det er som om, der har hængt en tåge over os, hver gang vi var sammen. Samtidig er tågen lettet mere og mere, for hver gang, og jeg er begyndt at indse...og forstå. At det lakker mod enden.

Jeg ved det er mig. Jeg ved det er mit træk. Men jeg har ikke helt besluttet mig....endnu.  Det skriger til himlen, men det er bare så svært, at skulle såre et andet menneske. Og så er det pisse hårdt, at tage sådan en konfrontation!

Den kunne bare ikke strækkes mere. Jeg kunne mærke, med hver fiber i min krop, at der skulle gøres et eller andet. 

Så jeg tog hen til hende i weekenden. For at se hvor hun var. Hvor vi var.
Hun havde taget på, og var meget kærlig? På en måde jeg ikke har oplevet før. Det var næsten for meget. Og jeg kunne ikke helt lure, hvad der foregik. Men et eller andet var i spil. Det virkede nærmest hysterisk. Som om hun var på noget. Før i tiden ville jeg begynde, at lege bekymret mor/psykolog. Men jeg lod den ligge. Jeg gad simpelthen ikke mere. 

Hun åbnede en flaske rødvin og jeg fik ét glas. Resten drak Bine. Og mens jeg sad der og spyttede ned i mit glas, talte hun om sig selv. Om sine one night stands, om chefen der har et crush på hende, om sine semi kendte venner og bla. bla. bla.

Jeg kastede en sætning omkring mit liv. Om alt det nye som blomstrer, men hun tog den ikke. Hun lod den visne og dø. Og jeg var lige ved at ryge i fælden. Den jeg plejer at ryge i, når jeg føler mig overset og fejlplaceret.

Jeg tog et skridt tilbage, uden at ligge mærke til det. Og så væltede det ud. 

Kære Bine. 
Jeg har fundet ud af, at jeg er mere ked af det, end glad, når jeg er sammen med dig. Det er som om, jeg glemmer mig selv. Som om jeg går på autopilot og et pleaser-gen tager over. Det underdanige, stumme og
altopofrende pleaser-gen, som opfylder alle din ønsker, slikker dig i røven, løfter dig og redder dig.
Og lige meget hvad jeg gør, så ser du mig ikke. Du overser mig, overtræder mine grænser og jeg er ikke mig selv, når jeg er sammen med dig. Jeg er en klumpet lille klat, som ikke kan formulerer mig. Jeg føler mig dum og ligegyldig og sådan skal et venskab ikke være. Sådan vil jeg ikke være. Jeg kan ikke lide at se mig selv sådan. Jeg ved ikke om jeg kan mere. Jo, Bine. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for tid uden dig. Jeg har brug for at komme ovenpå, tage mig af mig selv og skabe sunde relationer. 

Jeg var rød i hovedet, træk næsten ikke vejret og hakkede mig igennem alle ordende. Men jeg fik det trods alt sagt! Ikke helt, som jeg har genfortalt det, men sådan cirka. 

Bine sagde ingenting. Hun gik hen til hoveddøren, åbnede den og lavede en bevægelse der ikke kunne misfortås.

-Skrid!

Og så skred jeg.

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det skulle ske nu og på den måde. Jeg havde regnet med, at jeg havde sagt noget helt andet, trukket lidt i land og forsøgt mig med forskellige løsningsmodeller. Men det som blev sagt, føltes rigtigt for mig og derfor gik jeg. Uden noget drama og "undskyld Bine, jeg mente det ikke alligevel. Tilgiv mig". 

Det vi havde sammen, er forbi.

Det gjorde ondt, men det gjorde også godt.

fredag den 22. juni 2012

L som i Lorte vejr, Løvebrøl og Lækre mennesker

Jeg hader regnvejr. Især når det tenderer til monsun. OG. Man skal udenfor!


Hader det især i dag, fordi min cykel er rusten og lyder som en syg hund....kat...whatever. Det primære problem her er, at det føles som om jeg er i tiende gear - op af bakke!
Hader det også fordi, jeg ikke tør tage bussen....Angst, du ved...
Og så hader jeg det allermest fordi sætningen, "Der findes ikke forkert vejr, kun forkert påklædning", fandt adgang til min hjerne og tog kvælertag på mig, i et mother Teresaagtigt forsøg på selvhjælp. 
HOLD SÅ KÆFT! Man må altså godt hade regnvejr, sig selv og alle andre lige nu. JO moralstemme, det må man godt!!!

Rent faktisk blev jeg lettere hysterisk. Kæde knækker, regn skruer op for volumen, regntøj har aldrig været første prioritet OG JEG HAR IKKE ENGANG PMS!

Så midt i det hele. Mellem cyklister, biler, fodgængere og vandland, fik jeg nok. Jeg brølede. Højt!

Det hjalp.

Tusse lavede sort the med skovbær. Sofie kreerede sari af sit tørklæde, mens mit tøj tørrede. Og min lærer fortalte om eksponering, dagsform og et værdistyret liv.

Jeg lænede mig tilbage, overrasket og taknemmelig over, at der eksisterer hjælpsomme mennesker. Kikkede ud af vinduet og nød regnvejret.

Og så stoppede det....


Fakta:
Eksponering = Betyder, at jeg snart skal ud og gøre det, jeg er bange for. Jeg skal eksponere. I grader og i det tempo, jeg er villig til. 
Dagsform = En slags temperatur måling på sig selv og en læren om, hvornår man skal sige nej tak (de fleste mennesker med angst og stress, har brug for en nejhat;).
Værdistyret liv =  At finde frem til og handle på sine værdier, for tilsidst at leve et værdistyret liv!


Lyder sku meget godt. Bring it on!


onsdag den 20. juni 2012

Tusse - Du er sød på den lækre måde!

Det siger sig selv.

Navnet Tusse virker helt naturligt og er ganske klædeligt til 25 årig sidemand, som spuler sine kinder ud, i tide og utide.

Først tænkte jeg. "Hun er vidst ikke helt normalt hende der" Dengang var det ikke så pænt formuleret. Bagefter tænkte jeg "Men der er et eller andet over hende". For Tusse smiler altid til mig og så er hun pisse sød og oprigtig interesseret. Og de der kinder. De har humor.
I øvrigt er det kun når hun er nervøs, at Louis Armstrong kommer på banen. Hvilket han ofte gør.

Det er heller ikke hver dag, man tager sin angst i kraven og stirrer den dybt i øjnene!

Det gør Tusse.

Derfor er vi blevet venner!





onsdag den 13. juni 2012

Gåden om Teddy

Jeg gik forbi et vindue i byen i dag.

Derinde så jeg til min rædsel "min" store, mørkebrune Teddybjørn, stå i et butikslignende lokale, blandt en masse mennesker. Det så ud til at være en slags reception.

Komisk.
At betragte sceneriet på afstand.
Skræmmende.
At vide, at Teddybjørnen stadig eksisterer og måske lusker hemmeligt rundt, i Mejlgade og omegn.
Mareridtsagtigt.
At tænke på, at Teddy tilbringer natten i lokalområdet, med hæs vejrtrækning, på jagt efter lille mig.
Til grin.
Hvis det viser sig, at være P som befinder sig inden i. (mon man kan sparke en mand i bamsekostume hårdt nok i nosserne, så han kan mærke det?!)
Lykkelig.
Over at opdage, efter en halv times dedektivarbejde, at mand i Teddybjørn, lejes ud til diverse opgaver.
Ubehageligt, akavet og mega underligt. 
Som en slags maskot eller levende reklamesøjle...
Penge.
Hvor meget mon man får, for at hoppe rundt som bamse eller brumlebi? Hvor meget ville jeg gøre det for?
Nix. 
Tror ikke Teddy og jeg har kemi nok til at blive kollegaer.
Bekymrende. 
Med alle de flashbacks, hvor Teddy danser, hilser og forfølger mig.
Angstfremkaldende.
At se Teddy vinke til mig, da jeg passerer vinduet, for at gå hjem af. (måske er han hemmelig agent og har placeret en GPS på mig!)

Har du? Hvor? Hvorfor?

Hvem er du!?!

SCARY.

tirsdag den 12. juni 2012

Mozart er død

Der stod vi så. Far, dukken og jeg. På dyregravpladsen i Viby. Dukken havde syet min far et sørgebind med velcrolukning og jeg var usikker på, om jeg skulle græde eller grine...

Det var min første begravelse nogensinde.

Kære Mozart. 
Jeg vil aldrig glemme din larmende vejrtrækning og dit mopsede, lidt forskrækkede ansigstudtryk.
Mahler, Strauss, Wolfgang A. Mozart og Gamle Ole vil for altid minde mig om dig.
14 år! Det er godt gået gamle dreng.
Jeg kommer nok til at savne dig.

Far græd stille, diskret og blev stående, da dukken og jeg gik hen til bilen. Vi spiste frokost i stilhed og bagefter gik min far op på sit kontor og kontaktede sit netværk.

Mozart er død og nu vil min far have en dyregravplads i Risskov.


mandag den 28. maj 2012

Leise K. Jensen - Filmanmelder.

Her er jeg så igen. Efter lang tids... alt muligt. Lige nu, er der alt for meget og derfor lægger jeg blødt ud. Jeg gør noget helt andet. Jeg prøver mig som filmanmelder.

Jeg har nemlig set to helt fantastiske, lækre film. 
Det var ikke amerikanere. Dem bliver der flere og flere af, når jeg selv skal vælge. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg er mest til franske, spanske, italienske... og åbenbart også Libanesiske film! Det må være temperamentet...og filmsproget.

Den første film efterlod mig i en salig rus og gav mig en frygtelig lyst til, at skrive en laaang kærlighedserklæring til manusskriptforfatteren. Og instruktøren for den sags skyld:) De var nemlig én og samme person. Gustavo Taretto hedder han. Han er fra Argentina og her foregår hele filmen også. Næmere bestemt, i landets hovedstad. Buenos Aires.

Filmen hedder Sidewalls.  

Det er en kærlighedsfilm. Eller måske mere....en ensomhedsfilm. På den smukke, poetiske måde... (giv det lige et forsøg;)

Filmens hovedpersoner, Martin og Mariana, bor i hver deres lejlighed. Og ja, de er ensomme.

De første mange minutter af filmen, introduceres man for byens kaotiske arkitektur, samt en voice over, der trods den mutte tone, levende beskriver hvordan det er, at være menneske i en overbefolket by, hvor ingen taler sammen.

Martin lider, af angst. Så meget, at han næsten ingenting kan. Når han skal ud af døren, har han derfor sin "survival backpack" med sig. Den indeholder et hav af forskellige piller, solbriller, regnslag, lommelygte, batterier, kondomer, penge, tre Tati film og et kamera. Sidstnævnte tages i brug, når virkeligheden kommer for tæt på.

Mariana er et sted i sit liv, hvor hun ikke føler hun har udrettet noget. Hun er lige gået fra sin kærste gennem 4 år og har, trods det at hun er arkitekt, ikke bygget en eneste bygning endnu. Lejligheden roder med flyttekasser og repræsenterer et stop og en ulidelig venten.

Begge længtes de efter kærlighed.
Den kan tage sin tid at finde. Også selvom man, som Martin og Mariana, bor side om side.

Den næste film fik mig til Beirut og gjorde mig forelsket i den støvede by.

Caramel er en romantisk komedie og handler om kvindeliv på godt og ondt. Det er der jo ikke nogte nyt i. Jooo, det er der. Hvorfor den her film er så fantastisk, er fordi den er så anderledes og samtidig, så genkendelig...

For nogle af kvindeproblematikkerne er man blevet præsenteret for før. Bl.a. kvinden som har et forhold til en gift mand ect. Andre har man kun hørt om, men aldrig fået vist. Sådan, up front!...(ja du må jo se den:)
Der ud over, har jeg heller aldrig set disse problematikker udspille sig i et land, hvis kvindesyn er så fjernt fra det danske. Og det er jo dét som gør det så interessant. Og befriende! For det er befriende, at opleve så bramfrit og varmt et forhold, kvinderne i filmen, har sammen. Og det er befriende, at få et helt andet indblik i en hverdag, i et land, som medierne aldrig viser noget om.

onsdag den 2. maj 2012

Søde, smilende og æblekindede Sofie.

- Du ejer ikke skyggen af socialfobi.

Det var de første ord, jeg hørte fra Sofies mund og det var det sekund, jeg begyndte at elske hende. Søde, smilende og æblekindede Sofie.

- Du er bare genert Leise, og så har du været alene alt for længe, uden nogen har hjulpet dig.

Det var sådan hun sagde. Ordret. Og efter at have tygget på det et par dage, begyndte det at give mening. Sådan havde jeg aldrig set det før.

Sofie er kreativ lærer på den skole jeg er begyndt på. Det er en skole, hvor der er fyldt med sådan nogen som mig. Og her skal jeg gå i 13 uger, blive klogere på min angst og lære at gebærde mig ude i den "virkelige verden".

Og en af de ting som står på skemaet, er altså kreativt værksted. Sådan lidt tosse anstalts agtigt, lær at male dine følelser ud. Og her bor Sofie. Og efter at have haft en time med hende, fandt jeg ud af, det slet ikke er så tosset alligevel. Det er egentlig ret stort.

Det var befriende at komme derind. Men også skræmmende. Befriende, fordi jeg pludselig følte mig normal og skræmmende, fordi jeg ikke gjorde. De første dage var der helt stille i klassen. Altså som i HELT, MUSSE, BUM STILLE. Vi var omkring 12 elever i klassen. Hold kæft nogle festaber, tænkte jeg. Og pludselig gik det op for mig, at jeg jo var en af dem. En af dem, som valgte at sidde helt stille, afventende, genert og fyldt med uro i kroppen.

Det er åbenbart sådan det er, at have social forbi....?
Eller lad mig hellere omformulerer det. At være genert og ikke ha' øvet den sociale muskel i alt, ALT for lang tid. På den måde, hvor man bare taler, uden at tænke over, at man er grim, dum, kedelig og helt forkert. Og i øvrigt også, er helt sikker på, at den man taler med, syntes det samme.

Ind til videre har jeg lært, at det bare er tanker i mit hoved. En vane. Som jeg selv kan ændre. Hvis jeg virkelig er klar på, at gøre noget ved det...

Første skridt er, at være havnet her.


(Tænk at der fandtes noget godt ved at komme kontanthjælp)

torsdag den 26. april 2012

Paris, Je t'aime

Fordi lyden af harmonika river i mit melankolske hjerte.


Fordi sproget er som croissanter i mine ører.


Fordi de kysser hinanden hele tiden.


Fordi kropssproget er så stort, at man kan følge med, selv om man ikke forstår et eneste ord.


Fordi sort pagehår og rød læbestift på petit, franske kvinder, kun klæder petit, franske kvinder.


Fordi det er som at være med i en naiv fransk film.


Fordi amour er ud over det hele.


Fordi jeg savner Paris.


Et l'amour


http://www.youtube.com/watch?v=25WRRSQgkbM


fredag den 20. april 2012

Min nye ven

Meet Jacques


Jacques Schiraff.

He is french.

He speaks english with a (h)eavy french accent, smokes a lot of cigerettes which makes his voice deep and hoarse.

Jacques has suicidal tendenseese. Out of nowhere he becomes depressed. Then he says:

- I kill myself.

He has his good days too though. Then he wants to kiss. A lot!

- I want to kissss you, he says. Then he puts his head very close to mine.



- I kiss you! He says in a very demanding tone. And if I don't want to kiss (Jesus he can go on all day) his demanding tone becomes evil and he starts to whisper.
- Kiiiiiis me!
If I refuse, he wants to kill himself.


We have many short conversations like this.


- Why am I here Jacques?
- Because you are...

- yeah but what is the deeper meaning with my existence?
- Well eeeh... I dønt nø - I ‘m a Schiraff - kiss meeeee.


I like my new best friend.