Kattens. Det kom helt bag på mig

Stemme: Leise, Leiiiseeee...kom, kom, kom.

Mig: Sig mig engang, er der nogen som kalder på mig....?

Stemme: LeiseLeiseLeise, hvor er du skat?

Mig: Ja gu er der så!......Skat?

Mine ører var fem meter lange. Det kom ude fra trappeopgangen. Jeg blev stående i entreen for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Lige så forsigtigt åbnede jeg døren på klem og i tegnefilmsfart, fløj en rød kat ind af døren, gennem mine ben og fortsatte videre ind i soveværelset

Stemme (vred): Leise NEJ!

Forvirret kikkede jeg efter katten.

Stemmen: Leise du kan ikke...kom herud...du må ikke løbe ind i....Det må du altså undsky....

Stemmen stoppede midt i sin undskyldning og da jeg drejede hovedet for at se, hvem den pludselige genkendelige stemme tilhørte, gik alting i stå.

DET VAR MAGNUS!

Og han ligende en som var faldet ned fra månen.

Magnus: Leise!?

Der opstod en stille evighed mellem os.

Mig: Hedder din kat Leise?

Magnus:.... Ja.....

........................................................Jeg prøvede at finde mening i det hele........

Magnus: Jaaøøh Leise jegøøhm...

Mig: Du får Leise tilbage når hun er klar.

Og så lukkede jeg døren. Med bankende hjerte. Stadig forvirret. Jeg gled ned af døren og sad helt stille. Leise kom hen til mig og begyndte at kæle. Som om den ville trøste. Mens tårerne trillede ned af mine kinder, sad vi der og tog vores tid. Og pludselig hørte jeg Magnuses skridt. Han havde åbenbart ikke rørt sig i al den tid. Jeg fulgte hans skridt nedenunder og hørte ham lukke døren efter sig.

Magnus Just!