Bine var min ven...

Min psykolog har sagt, at det er naturligt med store forandringer, når man efter flere års angst, begynder at få sig selv tilbage.

Og jeg ved hvad hun mener....

Bines og mit forhold er under forandring, og det har det været i et stykke tid. Det er som om, der har hængt en tåge over os, hver gang vi var sammen. Samtidig er tågen lettet mere og mere, for hver gang, og jeg er begyndt at indse...og forstå. At det lakker mod enden.

Jeg ved det er mig. Jeg ved det er mit træk. Men jeg har ikke helt besluttet mig....endnu.  Det skriger til himlen, men det er bare så svært, at skulle såre et andet menneske. Og så er det pisse hårdt, at tage sådan en konfrontation!

Den kunne bare ikke strækkes mere. Jeg kunne mærke, med hver fiber i min krop, at der skulle gøres et eller andet. 

Så jeg tog hen til hende i weekenden. For at se hvor hun var. Hvor vi var.
Hun havde taget på, og var meget kærlig? På en måde jeg ikke har oplevet før. Det var næsten for meget. Og jeg kunne ikke helt lure, hvad der foregik. Men et eller andet var i spil. Det virkede nærmest hysterisk. Som om hun var på noget. Før i tiden ville jeg begynde, at lege bekymret mor/psykolog. Men jeg lod den ligge. Jeg gad simpelthen ikke mere. 

Hun åbnede en flaske rødvin og jeg fik ét glas. Resten drak Bine. Og mens jeg sad der og spyttede ned i mit glas, talte hun om sig selv. Om sine one night stands, om chefen der har et crush på hende, om sine semi kendte venner og bla. bla. bla.

Jeg kastede en sætning omkring mit liv. Om alt det nye som blomstrer, men hun tog den ikke. Hun lod den visne og dø. Og jeg var lige ved at ryge i fælden. Den jeg plejer at ryge i, når jeg føler mig overset og fejlplaceret.

Jeg tog et skridt tilbage, uden at ligge mærke til det. Og så væltede det ud. 

Kære Bine. 
Jeg har fundet ud af, at jeg er mere ked af det, end glad, når jeg er sammen med dig. Det er som om, jeg glemmer mig selv. Som om jeg går på autopilot og et pleaser-gen tager over. Det underdanige, stumme og
altopofrende pleaser-gen, som opfylder alle din ønsker, slikker dig i røven, løfter dig og redder dig.
Og lige meget hvad jeg gør, så ser du mig ikke. Du overser mig, overtræder mine grænser og jeg er ikke mig selv, når jeg er sammen med dig. Jeg er en klumpet lille klat, som ikke kan formulerer mig. Jeg føler mig dum og ligegyldig og sådan skal et venskab ikke være. Sådan vil jeg ikke være. Jeg kan ikke lide at se mig selv sådan. Jeg ved ikke om jeg kan mere. Jo, Bine. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for tid uden dig. Jeg har brug for at komme ovenpå, tage mig af mig selv og skabe sunde relationer. 

Jeg var rød i hovedet, træk næsten ikke vejret og hakkede mig igennem alle ordende. Men jeg fik det trods alt sagt! Ikke helt, som jeg har genfortalt det, men sådan cirka. 

Bine sagde ingenting. Hun gik hen til hoveddøren, åbnede den og lavede en bevægelse der ikke kunne misfortås.

-Skrid!

Og så skred jeg.

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det skulle ske nu og på den måde. Jeg havde regnet med, at jeg havde sagt noget helt andet, trukket lidt i land og forsøgt mig med forskellige løsningsmodeller. Men det som blev sagt, føltes rigtigt for mig og derfor gik jeg. Uden noget drama og "undskyld Bine, jeg mente det ikke alligevel. Tilgiv mig". 

Det vi havde sammen, er forbi.

Det gjorde ondt, men det gjorde også godt.