Leise K. Jensen - Filmanmelder.

Her er jeg så igen. Efter lang tids... alt muligt. Lige nu, er der alt for meget og derfor lægger jeg blødt ud. Jeg gør noget helt andet. Jeg prøver mig som filmanmelder.

Jeg har nemlig set to helt fantastiske, lækre film. 
Det var ikke amerikanere. Dem bliver der flere og flere af, når jeg selv skal vælge. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg er mest til franske, spanske, italienske... og åbenbart også Libanesiske film! Det må være temperamentet...og filmsproget.

Den første film efterlod mig i en salig rus og gav mig en frygtelig lyst til, at skrive en laaang kærlighedserklæring til manusskriptforfatteren. Og instruktøren for den sags skyld:) De var nemlig én og samme person. Gustavo Taretto hedder han. Han er fra Argentina og her foregår hele filmen også. Næmere bestemt, i landets hovedstad. Buenos Aires.

Filmen hedder Sidewalls.  

Det er en kærlighedsfilm. Eller måske mere....en ensomhedsfilm. På den smukke, poetiske måde... (giv det lige et forsøg;)

Filmens hovedpersoner, Martin og Mariana, bor i hver deres lejlighed. Og ja, de er ensomme.

De første mange minutter af filmen, introduceres man for byens kaotiske arkitektur, samt en voice over, der trods den mutte tone, levende beskriver hvordan det er, at være menneske i en overbefolket by, hvor ingen taler sammen.

Martin lider, af angst. Så meget, at han næsten ingenting kan. Når han skal ud af døren, har han derfor sin "survival backpack" med sig. Den indeholder et hav af forskellige piller, solbriller, regnslag, lommelygte, batterier, kondomer, penge, tre Tati film og et kamera. Sidstnævnte tages i brug, når virkeligheden kommer for tæt på.

Mariana er et sted i sit liv, hvor hun ikke føler hun har udrettet noget. Hun er lige gået fra sin kærste gennem 4 år og har, trods det at hun er arkitekt, ikke bygget en eneste bygning endnu. Lejligheden roder med flyttekasser og repræsenterer et stop og en ulidelig venten.

Begge længtes de efter kærlighed.
Den kan tage sin tid at finde. Også selvom man, som Martin og Mariana, bor side om side.

Den næste film fik mig til Beirut og gjorde mig forelsket i den støvede by.

Caramel er en romantisk komedie og handler om kvindeliv på godt og ondt. Det er der jo ikke nogte nyt i. Jooo, det er der. Hvorfor den her film er så fantastisk, er fordi den er så anderledes og samtidig, så genkendelig...

For nogle af kvindeproblematikkerne er man blevet præsenteret for før. Bl.a. kvinden som har et forhold til en gift mand ect. Andre har man kun hørt om, men aldrig fået vist. Sådan, up front!...(ja du må jo se den:)
Der ud over, har jeg heller aldrig set disse problematikker udspille sig i et land, hvis kvindesyn er så fjernt fra det danske. Og det er jo dét som gør det så interessant. Og befriende! For det er befriende, at opleve så bramfrit og varmt et forhold, kvinderne i filmen, har sammen. Og det er befriende, at få et helt andet indblik i en hverdag, i et land, som medierne aldrig viser noget om.

Søde, smilende og æblekindede Sofie.

- Du ejer ikke skyggen af socialfobi.

Det var de første ord, jeg hørte fra Sofies mund og det var det sekund, jeg begyndte at elske hende. Søde, smilende og æblekindede Sofie.

- Du er bare genert Leise, og så har du været alene alt for længe, uden nogen har hjulpet dig.

Det var sådan hun sagde. Ordret. Og efter at have tygget på det et par dage, begyndte det at give mening. Sådan havde jeg aldrig set det før.

Sofie er kreativ lærer på den skole jeg er begyndt på. Det er en skole, hvor der er fyldt med sådan nogen som mig. Og her skal jeg gå i 13 uger, blive klogere på min angst og lære at gebærde mig ude i den "virkelige verden".

Og en af de ting som står på skemaet, er altså kreativt værksted. Sådan lidt tosse anstalts agtigt, lær at male dine følelser ud. Og her bor Sofie. Og efter at have haft en time med hende, fandt jeg ud af, det slet ikke er så tosset alligevel. Det er egentlig ret stort.

Det var befriende at komme derind. Men også skræmmende. Befriende, fordi jeg pludselig følte mig normal og skræmmende, fordi jeg ikke gjorde. De første dage var der helt stille i klassen. Altså som i HELT, MUSSE, BUM STILLE. Vi var omkring 12 elever i klassen. Hold kæft nogle festaber, tænkte jeg. Og pludselig gik det op for mig, at jeg jo var en af dem. En af dem, som valgte at sidde helt stille, afventende, genert og fyldt med uro i kroppen.

Det er åbenbart sådan det er, at have social forbi....?
Eller lad mig hellere omformulerer det. At være genert og ikke ha' øvet den sociale muskel i alt, ALT for lang tid. På den måde, hvor man bare taler, uden at tænke over, at man er grim, dum, kedelig og helt forkert. Og i øvrigt også, er helt sikker på, at den man taler med, syntes det samme.

Ind til videre har jeg lært, at det bare er tanker i mit hoved. En vane. Som jeg selv kan ændre. Hvis jeg virkelig er klar på, at gøre noget ved det...

Første skridt er, at være havnet her.


(Tænk at der fandtes noget godt ved at komme kontanthjælp)