Her er jeg så igen. Efter lang tids... alt muligt. Lige nu, er der alt for meget og derfor lægger jeg blødt ud. Jeg gør noget helt andet. Jeg prøver mig som filmanmelder.
Jeg har nemlig set to helt fantastiske, lækre film.
Det var ikke amerikanere. Dem bliver der flere og flere af, når jeg selv skal vælge. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg er mest til franske, spanske, italienske... og åbenbart også Libanesiske film! Det må være temperamentet...og filmsproget.
Den første film efterlod mig i en salig rus og gav mig en frygtelig lyst til, at skrive en laaang kærlighedserklæring til manusskriptforfatteren. Og instruktøren for den sags skyld:) De var nemlig én og samme person. Gustavo Taretto hedder han. Han er fra Argentina og her foregår hele filmen også. Næmere bestemt, i landets hovedstad. Buenos Aires.
Filmen hedder Sidewalls.
Det er en kærlighedsfilm. Eller måske mere....en ensomhedsfilm. På den smukke, poetiske måde... (giv det lige et forsøg;)
Filmens hovedpersoner, Martin og Mariana, bor i hver deres lejlighed. Og ja, de er ensomme.
De første mange minutter af filmen, introduceres man for byens kaotiske arkitektur, samt en voice over, der trods den mutte tone, levende beskriver hvordan det er, at være menneske i en overbefolket by, hvor ingen taler sammen.
Martin lider, af angst. Så meget, at han næsten ingenting kan. Når han skal ud af døren, har han derfor sin "survival backpack" med sig. Den indeholder et hav af forskellige piller, solbriller, regnslag, lommelygte, batterier, kondomer, penge, tre Tati film og et kamera. Sidstnævnte tages i brug, når virkeligheden kommer for tæt på.
Mariana er et sted i sit liv, hvor hun ikke føler hun har udrettet noget. Hun er lige gået fra sin kærste gennem 4 år og har, trods det at hun er arkitekt, ikke bygget en eneste bygning endnu. Lejligheden roder med flyttekasser og repræsenterer et stop og en ulidelig venten.
Begge længtes de efter kærlighed.
Den kan tage sin tid at finde. Også selvom man, som Martin og Mariana, bor side om side.
Den næste film fik mig til Beirut og gjorde mig forelsket i den støvede by.
Caramel er en romantisk komedie og handler om kvindeliv på godt og ondt. Det er der jo ikke nogte nyt i. Jooo, det er der. Hvorfor den her film er så fantastisk, er fordi den er så anderledes og samtidig, så genkendelig...
For nogle af kvindeproblematikkerne er man blevet præsenteret for før. Bl.a. kvinden som har et forhold til en gift mand ect. Andre har man kun hørt om, men aldrig fået vist. Sådan, up front!...(ja du må jo se den:)
Der ud over, har jeg heller aldrig set disse problematikker udspille sig i et land, hvis kvindesyn er så fjernt fra det danske. Og det er jo dét som gør det så interessant. Og befriende! For det er befriende, at opleve så bramfrit og varmt et forhold, kvinderne i filmen, har sammen. Og det er befriende, at få et helt andet indblik i en hverdag, i et land, som medierne aldrig viser noget om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar