Har været hjemme hos min lærer.
I hendes have, i høj sol, med økologisk blåbærsaftevand, fregnet 6 årig datter, svømmebassin, jordbær og vanilje is. To katte og super rar, nede på jorden husbond. Med smilerynker omkring sine blå øjne.
Det føles forkert når jeg skriver lærer. Sofie føles mere og mere som en søster. En storesøster. Og scenerariet lyder, nu når jeg læser det igennem, som et pastelfarvet glansbillede med glimmer og engle på. Eller en Morten Korch film, anno 2012.
Jeg har intet at modsige høje dommer. Det var sådan det var. Det er sandheden.
Det VAR sku idyllisk, lattermildt og meget, meget kærligt. Så meget kærlig, venlighed, har jeg ikke oplevet på en gang. Og jeg drak af det. Slugte det råt og nød hvert sekund. Tænk at sådan noget findes i virkeligheden! Tænk at nogle mennesker har det så godt og trives så godt sammen!
Det smittede.
Jeg var slet ikke genert. Jo lidt. Men ikke nok til, at jeg blev akavet, begynde at snuble over mine ord og forvandlede mig til hende den underlige som ingenting siger. Jeg var mig selv. Og når jeg er mig selv, så er jeg ret dejlig at være sammen med. Hvis jeg selv skal sige det.
Jeg har humor, kan fortælle jokes, uden pointen går tabt i kludder og dårlig timing, og så kan jeg parodiere andre mennesker og fortælle små historier. Med hele kroppen. Og det gjorde jeg så. I græsset, foran grillen, mens Sofie skreg af grin, husbond smilede og sørgede for at pølserne ikke brændte på. Og 6 årig datter faldt i søvn, med hovedet i mit skød. Nyforelsket.
Senere på aftenen talte Sofie og jeg om Bine, og hun forstod og trøstede og fortalte, at hun også havde gjort det samme, med nogle af sine veninder. Hun fortalte mig, at det ikke kan undgåes. At sådan er det, når man finder ud af hvad der er godt for en. Og så gik vi lige et spadestik dybere. Sofie fortalte, at hendes mor og hende ikke taler sammen mere. En beslutning der gjorde helvedes ondt, men en beslutning hun ikke har fortrudt før eller siden. Sofies mor drak. Og gør det stadig. Det vidste jeg slet ikke. Men hvor skulle jeg også vide det fra. Jeg har næsten lige lært Sofie at kende.
Det var stort. For vi tog hul på noget nyt. Og det var som om det gjorde Sofie til et mere... helt menneske. Ikke alt er smil og nyplukkede jordbær. Og det var rart at se. Og gjorde, at jeg besluttede mig for, også at fortælle hende om min opvækst og familie. Og efter den historie, sagde Sofie noget lignende det her:
- Jeg vil ikke sige noget ondt om dine forældre, for jeg kender dem ikke personligt. Men det lyder som om, de har meget travlt med deres eget liv og har glemt, at lære deres datter at kende og ikke mindst, støtte hende. Og nu er hun blevet voksen, og er begyndt at finde ud af, at hun kan gå andre steder hen. Og jeg kan se den store forandring Leise. Jeg kan se, at du begynder, at kunne give dig selv dét, du har higet efter hos dine forældre, og Bine for den sags skyld. Og ved du hvad? Det er synd for dem. For det betyder, at de aldrig lærer dig at kende. De går glip af en kvinde, som er oven ud dejlig, har humor, varme, en dyb indsigt og i øvrigt er et rigtig, rigtig godt menneske.... (det sagde hun!) Med mindre DU beslutter dig for, at invitere dem ind i dit liv. På DINE præmisser.
Orv en mundfuld. Jeg tør godt indrømme, at jeg kunne lide det jeg hørte. Jeg tror rent faktisk, jeg voksede et par centimeter.
Inden jeg cyklede hjem, fortalte jeg Sofie, at jeg så hende som en storesøster og Sofie kikkede på mig og sagde, at hun så mig som en veninde. Og, at ingen af de to betegnelser, var mere rigtig end den anden.
Hele vejen hjem tænkte jeg over det Sofie havde sagt.
Sikke en aften! Den var sindsyg dejlig og meget, meget..... ligeværdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar