Tilgivelse

Jeg har fundet ud af noget.

Jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal elske mig selv og videre i mit liv, så bliver jeg nødt til at give slip på det som skygger for, at jeg kan det.

Og det var hvad jeg først rigtig forstod, da jeg læste de ord, som en helt tilfældig dag, fandt vej til min lejlighed. Først registererede jeg bare, at det var smukke ord. Men de voksede og voksede og overdøvede alt hvad jeg foretog mig. Og i dag, for lidt siden, satte jeg mig ned og lyttede.


Forgiveness is the key that unlocks the door of resentment and the handcuffs of hatred. It is the power that breaks the chains of bitterness and the shackles of selfishness. - Corrie ten Boom

Vrede, had, bitterhed, jalousi, bedrevidenhed, stolthed, egoisme, fornægtelse. Det er alle mulige følelser, som tager mig til fange og æder mig. Og det er alt sammen mig! JEG ÆDER MIG SELV OP. 

Det er tanker som fører til følelser, som får horisonten til at forsvinde og dagen til at blive sort. Sort som natten.

Og det kan komme. Pludseligt. Selv på en god dag. Fordi jeg midt i alt det gode, alligevel føler, at jeg mangler noget. Fordi jeg så gerne vil dele og øse af min kærlighed....og dér finder ud af, at jeg ikke har de mennesker mere. De mennesker som jeg delte sorger og glæder med. Som jeg kunne give til og som gav mig tilbage. De gav mig hvad jeg manglede. Hvad jeg havde brug for... Engang.

Og medlidenheden og utilfredsheden vokser og skubber til vreden, som skubber til hadet, som... Den ene tager den anden og som dominobrikker falder mit humør.

De mennesker som overtager mine tanker og mit humør, er for stolte, for vrede, for ligeglade eller for fyldt med smerte. Måske er de enda kommet videre. Uden mig. Fordi det var det valg, som var mest rigtig for dem... Uanset hvad. Deres, har intet med mig at gøre. Ikke mere. Alt mit, er alt mit, og det vil jeg ikke lade æde mig op. Det har jeg forstået nu. Og derfor slipper jeg det.

Så.

Kære far, kære mor, kære Bine, kære Magnus og kære alle jer andre, som dukker op i små glimt, fra min fortid.

Vid. At jeg giver slip på de smertefulde og krampagtige tanker, som kommer, hver gang tanken om jer, kryber ind under huden på mig.

Vid, at hver gang det sker, så trækker jeg vejret og vender opmærksomheden tilbage til mit liv.

Vid, at jeg sørger over tabet af jer, fordi det er noget jeg skal igennem.

Vid, at jeg ikke mere kan gå jer i møde. Fordi det lige nu, er for smertefuldt at banke på en dør, der aldrig bliver åbnet.

Men vid også.

Når jeg er klar og er igennem det, jeg skal igennem, så lukker jeg op. Uden smerte. Og lukker ind.

Jeg vil ikke mere lade jeres valg og de valg jeg tog i fortiden, binde mig og styre mig.

Jeg vil videre og jeg vil have det godt, mens jeg går.