Mit ansigt afslører ikke hvordan jeg har det inden i. Jeg kan smile til mit eget spejlbillede, men ingenting ændrer sig. Så jeg lader være med at smile. Jeg har ikke lyst. Punktum.
Det er en sort dag i dag. Hvorfor den har udviklet sig sådan, ved jeg egentlig ikke. Jeg har intet gjort for at fremprovokere den.
Det er en følelse jeg bliver grebet af tit. Det er ked af det hed og dét at være følelseløs og rastløs på samme tid. Det er noget med, at jeg føler, jeg skal nå en masse ting, før det er for sent. At jeg skal skynde mig et sted hen, et bestemt sted. Men det sted er ikke defineret. Det er ikke færdiggjort. Det ér bare... Og så får jeg fornemmelsen af, at jeg vil føle mig fyldt og lykkelig når jeg er kommet det sted hen....Men hvad det er, der lige præcis får den følelse igang, aner jeg ikke.... Stilstand måske? At føle sig ubrugelig? Bagud.
Jeg syntes i hvert fald hele tiden, jeg er bagefter. Jeg burde have nået et eller andet, ha' taget en uddannelse, specialiseret mig til et eller andet. Have færdiggjort noget. Skrevet en bog, en digtsamling, ha' et job, I don't know, et eller andet!!! Og så burde jeg ha’ en fast kæreste og tænke på at få børn...bare være der omkring i mit liv....nu. Eller omvendt. Ha' en cocktail i den ene hånd og en fyr i den anden, mens jeg sidder rundt om et bål med alle mine venner og har det... sjovt. De fleste på min alder ser ud som de har gang i den. På den ene eller anden måde. Og så sidder jeg her...
Nu har jeg fået min egen lejlighed og jeg burde føle mig voksen. Et stempel der passer til min alder, men jeg føler mig slet ikke noget som helst, heller ikke glad. Jeg er mere, ligeglad. Jeg skulle jo bare væk fra det kollektiv, væk fra mine forældre, væk. Hvorfor? Fordi jeg skal nå noget før det er for sent......for sent til hvad Leise???!
Fake it till you make it. Det har jeg hørt en aller anden sige engang. Jeg kan ikke engang fake mit eget smil....
Det er en sort dag i dag. Hvorfor den har udviklet sig sådan, ved jeg egentlig ikke. Jeg har intet gjort for at fremprovokere den.
Det er en følelse jeg bliver grebet af tit. Det er ked af det hed og dét at være følelseløs og rastløs på samme tid. Det er noget med, at jeg føler, jeg skal nå en masse ting, før det er for sent. At jeg skal skynde mig et sted hen, et bestemt sted. Men det sted er ikke defineret. Det er ikke færdiggjort. Det ér bare... Og så får jeg fornemmelsen af, at jeg vil føle mig fyldt og lykkelig når jeg er kommet det sted hen....Men hvad det er, der lige præcis får den følelse igang, aner jeg ikke.... Stilstand måske? At føle sig ubrugelig? Bagud.
Jeg syntes i hvert fald hele tiden, jeg er bagefter. Jeg burde have nået et eller andet, ha' taget en uddannelse, specialiseret mig til et eller andet. Have færdiggjort noget. Skrevet en bog, en digtsamling, ha' et job, I don't know, et eller andet!!! Og så burde jeg ha’ en fast kæreste og tænke på at få børn...bare være der omkring i mit liv....nu. Eller omvendt. Ha' en cocktail i den ene hånd og en fyr i den anden, mens jeg sidder rundt om et bål med alle mine venner og har det... sjovt. De fleste på min alder ser ud som de har gang i den. På den ene eller anden måde. Og så sidder jeg her...
Nu har jeg fået min egen lejlighed og jeg burde føle mig voksen. Et stempel der passer til min alder, men jeg føler mig slet ikke noget som helst, heller ikke glad. Jeg er mere, ligeglad. Jeg skulle jo bare væk fra det kollektiv, væk fra mine forældre, væk. Hvorfor? Fordi jeg skal nå noget før det er for sent......for sent til hvad Leise???!
Fake it till you make it. Det har jeg hørt en aller anden sige engang. Jeg kan ikke engang fake mit eget smil....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar