Forfulgt af en teddybjørn lørdag. Smilet stift søndag. I dilemma mandag.

Jeg har så mange ting at fortælle. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg er helt speedet. Der er så meget der gerne vil ud. Så mange detaljer af alting.
Weekenden har været spækket med al verdens finuerligheder - Crazy stuff - Jeg har for eksempel mødt en bamse. Altså en levende teddybjørn! I menneske størrelse!! Vedkommende i bamsen var ikke til sin egen polterabend eller til fastelavn (tror jeg), ej heller undsluppet fra psykiatrisk (ej heller...det lød godt nok gammeldags)....... Måske vár vedkommende undsluppet, jeg ved det virkelig ikke. Det var i hvert fald meget mystisk, en smule grænseoverskridende og lidt sjovt på samme tid. (trækker lige vejret og venter med at fortælle historien til, lige om lidt)

Tænk at tre dage kan have så meget indhold!?

I dag.
Bliver først nødt til at fortælle, at P har spurgt om vi skulle mødes...undskyld, P har spurgt Natalie om de skulle mødes....I morgen....På valentinsdag!!!! Det er sgu da for kinky.
Alligevel forløber alt jo efter planen, så jeg burde jo ikke have det sådan. Jeg burde sidde og klappe i mine små hænder og gnække ondt....Jeg syntes bare det er ekstra ondt...Lidt ligesom hvis man bestiller en pizza med ekstra sardiner og gorgonzola (De hører nu lyden af opkast)......... Og så på valentinsdag......!
Jeg må tænke og fundere og vende alting, før Natalie og jeg, siger ja tak. Jeg ville ønske, jeg havde nogen der kunne tage stilling for mig. Det kommmer liiiiige lidt for tæt på. Er der nogen derude som vil tage beslutningen for mig? Måske jeg lige skulle indvie jer i min plan, så I ved hvad F jeg taler om....Ik?

Er det for ondt at dumpe en fyr på Valentinsdag? Altså hmmmm, jeg prøver lige igen. Er det for ondt, at Natalie, som ikke eksisterer i virkeligheden, dumper sin date på Valentinsdag, efter at P har dumpet mig noget så grusomt....???? Hvad fanden har jeg gang i?!???

De er blevet så tætte. P og Natalie. Det gør helt ondt. Så åben var han aldrig over for mig og så er han det over for en person han aldrig har mødt i virkeligheden...?! Han vil for eksempel gerne have børn. Tre for at være helt nøjagtig... Han kunne godt tænke sig, at bo i udlandet, og han var helt med på, at det blev Paris, da Natalie sagde, at hun altid havde drømt om at bo der....De har har delt madopskrifter, babynavne og hinandens parfumemærker...!?!?! Så nu går han rundt med hendes parfume på.
- Det er ligesom at have dig i nærheden hele tiden, siger han.
SYGT!
Hvis/Når Natalie siger ja til invitationen, har P allerede bestilt bord (siden hvornår er du blevet så romantisk?!?!?). Det eneste Natalie skal er....at møde op....
Og ja! Jeg er jaloux!

Lørdag
Bines far har i mange år arbejdet i reklamebranchen, men for nogle år siden stoppede han pludselig og kastede sig over malingen. Så nu maler han billeder. I lørdags holdt han så en fernisering, et eller andet skummelt sted i Brabrand og ja, vi var selvfølgelig inviteret. Det er ikke særlig tit jeg ser og hører om Bines far. Jeg har sammenlagt nok set ham 10 gange og de gange, har han siddet på sit kontor og arbejdet. Altid med et rør klisteret til øret, en smøg i kæften eller en øl i hånden. Og jeg har altid tænkt, at han endten ville dø af stress, røgforgiftning eller druk. Måske var det derfor han stoppede med sit arbejde....? På samme tidspunkt stoppede min far og ham også med at være venner, eller kammerater, er nok et bedre ord.
Nå men. Bine og jeg troppede op ved en 21 tiden og på det tidspunkt havde ferniseringen udvilket sig til en mindre fest. Der var i hvert fald proppet med mennesker, røg, snak, musik og abstrakte billeder, med navne som "mand uden låg", "kvinde kend din vulva" og "onsdage med Dan" ect.

Bines far var kærlig og kælende. Lidt for meget og lidt for fuld. Han var stolt og Bine var glad på hans vegne. Hun gik i hvert fald direkte op i baren for at fejre det og for, at gøre en lang historie kort og get to the point, så havde jeg lige været på toilettet og var på vej tilbage til baren, da jeg ser Bine stå og råsnave på en fyr, der kunne have været hendes far (det var det ikke!). Jeg stopper op, for jeg føler ikke lige, jeg kan gå hen og, du ved....være. Såååå jeg står lidt og betragter forsamlingen og der er det jeg ser...det er nærmest som på film. Et omrids af en meget stor person, først lidt sløret pga. røgen, derefter helt skarpt, da personen nu er trådt ud af røgen. Det store menneske, er ikke et menneske ala Dirch Passer size. Det er en teddybjørn!... OG teddybjørnen er på vej i min retning. Min første tanke er, at vedkommende skal på toilettet og derfor går jeg et skridt til siden, så bjørnen kan komme forbi. MEN... Teddy skal ikke på toilettet. Teddy har åbenbart set sig lun på mig. Den stiller sig i hvert fald op foran mig og begynder at vinke og.... danse....!?!?!? En meget akavet situation og en lille smule CRAAAAZYYYY! Jeg aner ikke om jeg skal vinke tilbage eller begynde at danse. Er paf. Slet ikke fuld nok til at håndtere en situation som denne. Næste tanke! Teddy kan kun være en jeg kender. Men da jeg ikke er så vandt til, at have en samtale med en teddybjørn i menneskestørrelse og i øvrigt ingenting kan høre pga. musikken, opgiver jeg, før jeg er begyndt........ Og så går jeg. Skal bare væk fra Teddybjørnen. MEN. Teddy følger efter. Hvilket betyder, at hver gang jeg stopper og vender mig om, så står der en teddybjørn og vrikker med numsen, vinker og er nu også begyndt, at hive sig fabrilsk i sit hoved.
Alle er fulde, Bine har fundet sit livs one night stand og jeg.......................JEG BLIVER FORFULGT AF EN TEDDYBJØRN!?!
I fem minutter, hvor jeg vader fra det ene hjørne til det andet, i håb om at ryste Teddy af mig, er jeg nu blevet så paranoid, at jeg ender med at flygte. Ud i natten. Uden at sige farvel. Og helt uden teddybjørn.


SØNDAG
Fatter mig i korthed.
Søndag vågner jeg op og tænker at det kunne være hyggeligt at se min far..... Optimist! Stopper ved bageren og køber fars yndlings. Othellosnask. Er jeg ikke en god datter? Jo. Lige en til at få ondt af. Tak!

Lillian og far er synkrone i alt hvad de laver. En anden måde at sige: RØV KEDELIGE og en lille smule uhyggelige. Vi befinder os i Risskov, kæmpe villa, ned til vandet. Nej, her er jeg ikke vokset op. Min mor har taget sig af den afdeling.

Lillian er ikke min mor. Lillian er en dukke. Hun smiler altid og alting er altid så dejligt altid. Fik jeg sagt ALTID, HELE TIDEN, ALTID!?! Hun forguder min far. Og sådan har det ALTID været. Min far er advokat. Lilllian VAR hans sekretær. Ja. Den er hørt før. Og nej. Min far var ikke utro. Mine forældre var dygtige nok til selv at fucke deres forhold op, syv år efter jeg kom til verden. Tænk de holdt hinanden ud i 7 år! Det eneste jeg husker, er skænderierne, men det gider jeg ikke at belæmrer jer med. Det bliver sgu bare for trist.

Min far skal ikke røre en finger. Lillian gør alt. Så der sidder han. I sin store stue, og drikker luksuskaffe lavet på sin italienske kaffemaskine, med sin overforkælede mops, Mozart, ved sine fødder. I stilhed. Min far elsker stilhed. Og den eneste der får lov til at blande sig i den samtale, er Mozart. Den lyder så til gengæld som et menneske, der har fået noget galt i halsen konstant. Men min far tilgiver og accepterer, for Mops og min far, er som far og søn. De elsker hinanden til døden dem skiller. Og den eneste der kan se, at de er hinandens klon, er mig.

Nå ja Korthed. Sorry!

(min fars replik)
-Har du fået søgt noget arbejde? Har du fundet ud af om filmskolen søger nye elever? Peters datter kom jo ind på teaterskolen sidste år og hun havde forsøgt seks gange før det lykkedes! Har du undersøgt andre muligheder? Hvorfor har du ikke det, det og det? Hva? Hva? Hva?

Jeg kan høre mig selv komme med en masse akavede og energiforladte forklaringer til et svar der bare burde være NEJ. I stedet bliver jeg sur og ked af det og efter alt for meget stilhed, alt for vammel Othellolagkage og alt for mange stive smil, fra os alle sammen, ville jeg ønske, jeg bare var blevet hjemme i min seng og sovet søndag væk!
Men jeg ved jo godt at min far ikke mener noget ondt med det (hvor voksent...). Det er bare som om de der spørgsmål ikke hjælper mig. De rammer en nerve af dårlig samvittighed. For ja. Alle de spørgsmål du stiller, stiller jeg også mig selv! Og hvorfor er det jeg ingenting gør?!?!?!
Det er som om jeg ikke kan. Som om jeg er gået i stå. Som om jeg skal have hjælp. Op på hesten igen, sige han. Jeg er træt af at få afslag far. Træt af at søge ind på den ene skole efter den anden og få afslag om og om  og om igen. Halllooooo hvad skal jeg gøre? Jeg er ikke Peters datter. Jeg er din datter!

Og så havde jeg ondt af mig selv resten af søndagen og det gjorde det ikke bedre, at Bine ringede og skældte mig ud, fordi jeg "BARE VAR SKREDET OG DET KUNNE JEG DA FANDME IKKE VÆRE BEKENDT"!!!
Heldigvis havde Stingestregen (en anden blogger), lagt en rigtig sød kommentar for nogle dage siden, og den fik jeg lige læst et par gange. TAK STINE. Det hjalp....

Nu er det mandag og jeg er ok. Næste projekt er som sagt SKAL, SKAL IKKE, VALENTINS DATE, DUMPING!