Kan ikke sætte en finger på hvad det er, andet end det føles som en helt massse ting samlet på en gang.
P, min far, Bine, min sagbehandler...mig.
1 ting af gangen.
Der er tomt efter/uden P........
Har ventet på en eller anden reaktion. At han ville banke min dør ned eller smadrer mine vinduer, som tak for det stunt med Natalie. Et eller andet. Men der har ingenting været.
___________________________________________________________________
Så inviterede jeg Bine hjem til middag i lørdags.
Min plan var at hygge. Du ved. Lige mødes efter det telefoncrap hun gav mig og efterfølgende silence treat. Jeg savner en veninde man kan tale rigtigt med. Lige ud af posen. Ikke så meget fnidder fnadder og ligegyldigt ingenting. Jeg savner det mellem os!
Men da Bine kom, var hun allerede halvsnalret....Så der stod jeg med mine 3 retter. Og ja, jeg havde sgu brugt tid, penge og kærlighed på det.
Surprise. Vi endte i byen. Og det personlige venindesnak, hun valgte at dele med mig var, at hun havde haft sex med "min" teddybjørn.... den aften, efter jeg var gået. Kun iført teddyhoved....Altså ham, ikke hende. Det kunne have været sjovt at høre om ....hvis man var i humør til det.....
___________________________________________________________________
Så ringede jeg til min far. Noget jeg må holde op med.
Det er officielt. Vi kan ikke kommunikere. Han forvirrer mig. Det er som om vi taler uden om, eller forbi hinanden. Når jeg siger noget i øst, svarer han i vest. Jeg har gennemtænkt vores samtaler 100 gang inde i mit hoved, men jeg kan ikke finde sammenhæng.
Jeg har det som om, han skyder alle de ting ned, jeg kommer med. Så jeg giver op. Jeg stopper, fordi jeg føler, han hiver i håndbremsen. Skåret ud i pap. JEG FØLER MIG IKKE MØDT!
_________________________________________________________________
Min sagbehandler ringede i dag. Min dagpenge periode udløber snart.
- Så vi skal have fundet noget til dig, hurtigt. Vi kan jo ikke have dig hængede i systemet. Det er du alt for ung til.....Du må tage hvad du kan få Leise. Ikke være så kræsen, tror det var det ord, hun valgte at bruge.
Min sagbehandler har et falskt smil. Hun er afstandstagende venlig, indtil hun bliver irriteret. Og når hun stiller spørgsmål, lader hun mig aldrig tale færdi. Hun har travlt, meget travlt. Hun skal jo have folk i arbejde!
Ja jeg må tage hvad jeg kan få. Hvad fanden er det jeg skal tage, som jeg kan få!?? Og jeg er ikke kræsen. Jeg er blot en pige, der gerne vil kunne leve af det, jeg er god til og som jeg elsker. For min egen skyld og for alle andres. For det er dér alle mine ressourcer ligger. (ja, fandme! - et stort og up to date ord!). Jeg ville give mig selv 500% når jeg laver noget, jeg godt kan lide. Det er ikke noget jeg tænker over. Det er noget der bare sker. Og JA! Selvfølgelig er jeg godt klar over, at det er svært. Men jeg prøver. Jeg gør et forsøg!
Jeg kan allerede se hende vende det hvide ud af øjnene.
-Det er noget forkælet pjat. Sådan fungerer det ikke.
Nej, men giv mig i det mindste et forsøg, inden du skyder mig ned...ligesom min far. Jeg er ikke doven. Jeg har skrevet 30.000 jobansøgninger. Jeg har været på alle jeres aktiveringskomigangslåtidenihjelkurser. Fortæl mig hvad jeg skal gøre!
Hun begyndte, at tale om vikarjobs. I en vuggestue... lige som sidste gang jeg havde et job. Det er ok. Det er ok.....Hvis de bare gider, at sige ja og ikke forventer, jeg vil passe spædbørn de næste 30 år af mit liv. Jeg kan jo knap nok passe på mig selv.
ÅÅÅÅÅÅH. Jeg vil noget mere! Og nej, jeg dømmer ikke. Jeg vil bare ikke være pædagog eller vikar. Jeg dør mand!......Men jeg må tage hvad jeg kan få. Når jeg er på min alder, ikke har taget en uddannelse og bla. bla. bla.
Ingen gider en tudemarie, så tag en tudekiks!
Er jeg offer nu? Mmmmmmmmmmmm.... Jeg er i hvert fald ked af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar