det SLUT!

Hvis du synes 

er det ok med mig

sådan at vente

til det passer dig

Jeg har tid nok og håb for os begge to

Ray Dee Ohh dukkede op i mit hoved, for over en uge siden. Men det var kun omkvædet som gentog sig selv, om og om og om igen.

Først syntes jeg det var lidt hyggeligt, at gå og nynne den for mig selv. Så begyndte jeg, at tænke over hvem fanden det nu var der havde sunget den sang! Og senere, da jeg havde fundet ud af hvem, hvor, hvorfor og hvornår, begyndte sangen at pisse mig af. Den ville ikke gå væk!

TILBAGEBLIK.

Jeg har taget Remeron, uden der er sket nogen ændringer i lykke afdelingen. Det eneste som er sket er, at jeg er tør over det hele, som om medicinen suger al væske ud af min krop og tørlægger mine slimhinder. Der ud over har jeg det som om, jeg lever i en bobbel. Som om hjerne og krop ikke hører sammen......Eller dvs. Sådan havde jeg det....

Først.

Jeg tog min medicin, for første gang, da P var på besøg. Ville helst gøre det, når der var en anden i hytten. Just in case..... Jeg havde ingenting fortalt ham. Projektet var bare, som vi var enige om, at jeg skulle få det bedre.
Jeg kunne mærke, at jeg var bange. Bange for dét jeg lige havde gjort. For, at få det bedre ved hjælp af en pille.....Tænk, at jeg skulle nå helt der ud! Men jeg sagde ingenting. Det her var MIT projekt. P skulle ikke tro, at jeg var svag. Jeg klarer det her. SELV!.

Der sad vi så og så fjernsyn og pludselig kunne jeg mærke mit hjerte hamre i mit bryst. Hårdere og hårdere. Hurtigere og hurtigere. Og så gik jeg i seng. Jeg ville sove følelsen væk. Bedøve mig selv med søvn. Forsvinde!

Nu er det gjort. Du har taget hul på dét, du er gået uden om i så lang tid. Jeg har taget den skide sugetablet og det skal jeg bare fortsætte med. Jeg skal have det bedre nu. Jeg får det bedre. Frem ad!

Men så vågnede jeg midt om natten ved, at jeg havde det meget underligt. Mit hjerte hamrede endnu hårdere i mit bryst og jeg måtte bare gøre et eller andet. Jeg kunne ikke være i mig selv.
Jeg går ud i køkkenet, for at hente noget vand og da jeg står der med glasset i hånden, er det som om al blod forsvinder fra mit hoved. Jeg troede jeg skulle dø! Jeg råber efter P. Vitterligt. Råber! Men han kommer ikke. Han sover videre. Det sortner for mine øjne og det sidste jeg mærker er, at jeg ikke kan bære mig selv. Jeg besvimer. Midt på køkkengulvet.

Klokken lidt i seks. Cirka fire timer efter, vågner jeg i samme position, som da jeg faldt. Der er helt stille og hundekoldt. Jeg prøver at rejse mig op, men jeg er sindsygt tung, underlig diffus og enormt ked af det. Jeg har brug for varme og trøst. Så jeg går ind i soveværelset. Ind til P.

Han ligger nøgen og brun, viklet ind i min hvide dyne. Det minder om en scene fra en film. Men det jeg husker, stemmer ikke overens med virkeligheden. Jeg bliver stående. Betragter P og har det pludselig som om, jeg ser ham for første gang.

Under tæppet, inde i stuen, begynder jeg at græde. Men denne gang, har jeg ikke følelsen af afmagt og ensomhed. Orderne fra omkvædet vokser i mit sind. Stille og vuggende, som om de prøver at trøste mig.

Og mine tårer stopper. Jeg er pludselig kommet i tanke om, at jeg hader gentagelser.

Ingenting har ændret sig. Andet end mig. Og jeg vil ikke vente mere.

Det SLUT.