mandag den 19. november 2012

Gå ALTID tilbage til en fuser. Det kan ende i et knald!

Det begyndte for et par dage siden. At Leise trak sig. Hun ville ikke kæle så meget mere, miavede på en anden og mere højlydt måde. Fandt højst ro i ti sekunder og hendes skraben på min hoveddør kunne ikke blive mere IN YOUR FACE agtig.

Leise var klar.

Klar til at komme hjem, tilbage, blive kælet med, spinde og finde ro. OG JA, jeg taler jo for fanden også om mig selv...

Jeg har gået som KATTEN om den varme grød, men den har været for varm og jeg har været bange for at brænde mig. IGEN.

Og selv om der har ligget gaver og kattemad uden foran min dør i tide og utide. Selv om Magnus har spillet høje serenader på sin guitar, om smukke, dejlige, sexede og kærlighedsguden Leise, gennem sit loft og mit gulv, så har jeg ikke et sekund været i tvivl om, at det hele har været til mig. Man kan da for helvede ikke savne en kat så meget, kan man vel? Den tanke har så alligevel sået en mikroskopisk tvivl i mit sind og jeg er blevet endnu mere vred. På en god dag, er jeg kommet frem til, at HAN HAR KALDT SIN KAT LEISE!!!.....Og pludselig huskede jeg, at han havde et skænderi med sin eks, fordi han elskede en anden.

Hvor stor kan en overskrift blive?!?

Alligevel har jeg returneret hans højlydte forsøg med vrede. Vrede over alt det han har gjort. Vrede over, at jeg er vild med ham og, at han ikke bare skrider og lader mig være i fred.

Det er eddermame svært, at bede den man elsker om at gå. Især når det er (uafklarede) følelser der taler. Når det man allerhelst vil, er at sige - Bliv for satan. Og fjern alt det som gør ondt, når du... når JEG beslutter mig for at give slip over, at du bliver, trækker vejret og eksisterer, lige nedenunder mine fødder. Hver dag!

Jeg har haft svært ved at sove, spise og tænke. Fordi du ville have mig og jeg ikke tager dig!

Så hvor længe kan man gå og stritte imod?

Indtil i går...

onsdag den 14. november 2012

Mor, far og børn.

JEG SKAL VÆRE FAR!!!!

Det føles som at have tøjkrise, fem minutter inden man skal ud af døren. Bare 100 gange større. Måske tusind...

Dagen efter vi mødte hinanden i Føtex, ringende Bine på min dør.

Vi græd en hel masse. Bine råbte også. Men mest af sig selv....Over alt det alkohol hun har drukket, alt det halvhjertede pis hun har lavet og alt den smerte hun har kastet op.

Og jeg trøstede som jeg plejede, men denne gang var det anderledes. For Bine kunne tage i mod det, uden at skubbe mig væk. Hun var bevidst over min rolle og hendes egen rolle, i vores fælles historie. Hun var bevidst over mange ting....Fordi jeg havde sagt alt det klogepis, som hun kaldte det. Dengang. Og fordi jeg havde ment det. Og fordi hendes far havde været på druktur igen og ovetrådt hendes grænser, igen. Og så havde hun sagt det samme til ham, som jeg havde sagt til hende. Og nu sejler han i sin egen whiskey og øl sø og det har Bine det godt med.

For nu skal hun være mor. Og så må man jo hellere blive voksen...Og så var det at hun var kommet i tanke om, at hun stod og manglede en far...Og det skulle jeg tage som en stor kærlighedserklæring.

Og helt ærlig. Det gjorde jeg også!!!

Så hallo verden!

Fra den 22 oktober og frem, har jeg aflyst alle aftaler i min kalender.

FOR JEG SKAL VÆRE FAR!


torsdag den 1. november 2012

Bine, skilsmisse og i Føtex med jagtgevær

I går var første dag på dagsholdet i Føtex og pludselig kunne jeg se fordelen ved at have været på natholdet. For på dagsholdet er man frissssk. Og hvis man ikke er det, skal de nok sørge for, at man ikke glemmer at være det.
Min nye chef, René, klapper af mig. Ikke fordi han syntes jeg er dygtig, men fordi klapjagt er hans hobby.

-  Du har to minutter og så er det direkte ned i fryseboksen Leise Jensen.

Hvert tiende minut dobbelttjekker de om man sover, ved at sætte en jingle på, som hjernevasker samtlige mennesker, der bevæger sig ind i området.

" Ja du hørte riiiigtigt, 25 kroooner"

Den første time, så jeg må selv tage et jagtgevær med på arbejde og skyde højtalersystemet ned, stikke geværet op i næsen på René. Og med hæs stemme sige noget ala.
- Løb René ellers ender du i fryseboksen!
Men efter to timer gav min hjerne op og jeg blev som alle andre. En zombie.

" Føtex er sej, de gør mere for dig".

Og som en pladespiller, hvor pickuppen ridser pladen midt i melodien, skete det, at Bine trådte ind i mit synsfelt.

Hun smilede stort som om alting var ved det gamle. Og i det øjeblik lagde jeg mærke til hendes mave. Den var enorm og jeg kunne ikke få mine øjne fra den.
- Heej?
- Ja, det kunne godt have været øl.
Jeg kikkede op på hende og lagde mærke til noget, jeg ikke havde set, siden vi var små. Oprigtig glæde.
- Ej hvor vildt!
Jeg havde ikke andet at sige, for det var vildt.
- Det bliver en dreng. Holger tror jeg, måske Buster.
Jeg grinede, men Bine fortrak ikke en mine, så jeg nikkede forstående.
 - Hvem er er faderen, er det en man kender?
Bine trak smilende på skuldrene. Drillende og lillepigeagtigt.
- Men det bliver en dreng!
- Ja stakkels knægt.
Vi grinede begge.
- Ej Bine hvor er det vildt. Du skal være mor.

Og så nåede vi ikke længere. For Rene og jinglen forstyrrede alting og jeg måtte videre til kaffeafdelingen. Vi gav hinanden et knus og det var dejligt og underligt på samme tid. Bines liv have taget en stor drejning og jeg var ikke en del af det.

Da jeg endelig kom hjem, fandt jeg min mor sidde på trappen foran min dør og vente. Da der ikke var ordentlig forbindelse mellem os, opfangede jeg kun ordene: Skilsmisse. Bliver i Århus. Se mere til hinanden. Pludselig blev jeg slået i hovedet med en hammer og mens min mor gjorde sig klar til at gå, gik jeg i seng.

Leise lå ved mit bryst og spandt. Det gjorde mig rolig og jeg faldt i søvn.


mandag den 29. oktober 2012

Kattens. Det kom helt bag på mig

Stemme: Leise, Leiiiseeee...kom, kom, kom.

Mig: Sig mig engang, er der nogen som kalder på mig....?

Stemme: LeiseLeiseLeise, hvor er du skat?

Mig: Ja gu er der så!......Skat?

Mine ører var fem meter lange. Det kom ude fra trappeopgangen. Jeg blev stående i entreen for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Lige så forsigtigt åbnede jeg døren på klem og i tegnefilmsfart, fløj en rød kat ind af døren, gennem mine ben og fortsatte videre ind i soveværelset

Stemme (vred): Leise NEJ!

Forvirret kikkede jeg efter katten.

Stemmen: Leise du kan ikke...kom herud...du må ikke løbe ind i....Det må du altså undsky....

Stemmen stoppede midt i sin undskyldning og da jeg drejede hovedet for at se, hvem den pludselige genkendelige stemme tilhørte, gik alting i stå.

DET VAR MAGNUS!

Og han ligende en som var faldet ned fra månen.

Magnus: Leise!?

Der opstod en stille evighed mellem os.

Mig: Hedder din kat Leise?

Magnus:.... Ja.....

........................................................Jeg prøvede at finde mening i det hele........

Magnus: Jaaøøh Leise jegøøhm...

Mig: Du får Leise tilbage når hun er klar.

Og så lukkede jeg døren. Med bankende hjerte. Stadig forvirret. Jeg gled ned af døren og sad helt stille. Leise kom hen til mig og begyndte at kæle. Som om den ville trøste. Mens tårerne trillede ned af mine kinder, sad vi der og tog vores tid. Og pludselig hørte jeg Magnuses skridt. Han havde åbenbart ikke rørt sig i al den tid. Jeg fulgte hans skridt nedenunder og hørte ham lukke døren efter sig.

Magnus Just!

torsdag den 25. oktober 2012

Den dag hvor Mary kørte en cyklist ned, overtog jeg spotlyset

Den dag på året hvor alting er mest orange. Hvor bladene falder og mørket overtager lyset i lynets hast. Hvor min far forbliver tavs og jeg gør det samme.     I et forsøg på at glemme det faktum, at jeg er alene. Igen. Den dag, hvor Mary kom på alle landets spisesedler, blev jeg et år ældre.

MEN.

Så stod jeg op før fanden fik sko på. Mest fordi de halvtomme hylder i Føtex skreg på mit ansvar, men også fordi. Jeg kom i tanke om, at jeg havde givet mig selv et løfte.

Jeg tændte stearinlys, lavede min ynglings the og tegnede et flag på A 4 papir. Satte mig ved vinduet og betragtede dagen tage hul på sig selv.

Det var præcis som det skulle være.

Og så fik jeg varm kakao, theboller og fødselsdagssang. Af Føtex. Som opgraderede mig til dagsholdet, hvor alle ved, at der venter flere udfordringer og endnu mere ansvar - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og da jeg kom hjem, kom et bud med blomster. Fra Sofie. Som sang fødselsdagssang, med hele familien i baggrunden, da jeg ringede for at sige tak  - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og jeg blev inviteret på L´estragon. Af min mor. Som huskede, at god mad gør mig lykkelig. Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og mens jeg fik Crème brûlée og takkede for en perfekt dag, gjorde en sød og rød, lille kat sig klar.

Til at gøre sin entre og ændre mit liv.




mandag den 22. oktober 2012

Forbrugersamfundet længe leve! HURRA?

De sidste par dage, som har været de første dage i mit arbejdsliv, har været et bombardement af indtryk.

Storcenter Nord! Sikke et gedemarked!!!

Og ved du hvad? Det er fyldt til randen med mennesker. Hele tiden!!!!

Hvad laver alle de mennesker der?

Det skal jeg fortælle dig.

De spiser...
I en zombie lignende tilstand, slæber de deres blegfede kroppe og deres afkom, rundt og rundt i et gråt og kunstigt, kanellugtende, neonbelyst center og propper i kæften!

Hvorfor? Fordi de er ligeglade? Fordi de hygger sig? Fordi de kan?

Og et eller andet sted, sidder der nogle mennesker og klapper af hinanden, fordi endnu et hold, er bukket under for "mer salgs" fælden. UDEN AT VIDE DET!!!

Ved du hvad, du kan?

Du kan købe en masse E numre, forklædt som pølsehorn, bagt af en fake bager. 5 stks. til 30 kroner og ungerne eeeelsker det! Et højt betalt menneske, med forstand på krejleri, har været så strategisk snedig, at placere bageren, så den ligger klisteret op af Føtex. Det skaber kaos. Men det er sku da lige meget, for man kan altid liiiige købe en kage til kaffen.

Når man så endelig er kommet ind i Føtex. Kan man købe tre flasker dyr, DYR rødvin, til UNDER halv pris! Og de står ikke i vin afdelingen. Naaaaj da. De står lige når du kommer ind i Føtex! Midt i mellem plastik skoene, som ser dyre ud, men som KUN koster 48 kr!!! Og det kan man jo ikke gå glip af, kan man vel! Og så kan man jo liiige så godt købe tre par. Når nu man er så heldig!

Forholddaophvorerdetbilligtogsåunderkrisentænkengangdeterjo NÆSTEN GRATIS.....Føtex! Jeg tror du elsker mig....!

14 dage efter, bliver det hele smidt ud, så der kan gøres plads til endnu mere billigt og fuldstændig ligegyldigt lort. I fem forskellige varianter!  Som FOLK KØBER!?!?!?!?

Og jeg skal være ligeglad. Jeg skal gøre mit arbejde. Indskærpe mit fokus. Så jeg ikke bliver bange, for det jeg ser. Så jeg kan være her og ikke har lyst til at råbe SÅ VÅGN DOG OOOOOP!



onsdag den 17. oktober 2012

Har fået arbejde!

Da jeg blev alene, kom jeg til at tænke over, hvad jeg havde sagt til min mor, da jeg, uden at tænke over det, kastede de tre eksempler på bordet.

At min kæreste hedder Magnus, at jeg skal studere antropologi og arbejder som receptionist på et imaginært hotel i Guldsmedegade.

Det kunne have været sandt...

Magnus var jo min kæreste. I 8 dage. Og vi har jo egentlig ikke gjort det forbi. Selv om han (51 % sikkert) holder i hånd med en langbenet og langhåret brunette. Og set i bakspejlet, sikkert gentager samme historie som Pikhovedet jeg engang datede, dumpede, datede og dumpede.

Antropologi....bliver måske en realitet. Faktisk bliver jeg mere og mere glad i låget, når jeg læser om uddannelsen. Og så er jyllands hovedstad, SÅ heldig at udbyde den af slagsen, som tiltaler mig mest!
                                                 
                                                       Århus - København
                                                           1    -    0

Mit arbejde....Dagen kom. Jeg har fået et!
Fordi Leise er et menneske, der er kommet så langt, at hun tør tage et. Også selv om genertheden, koldsveden, hjertebanken og den vaklende tro på sig selv, står på spring rundt om hjørnet. Klar til at........ hvad? At skræmme hende. Så hun løber væk. Gemmer sig under dynen og sover dagene væk. Ængstelig for alting. Men i bund og grund kun en ting. At vise hvem hun er, når hun tror, at hun mister kontrollen og skal dø.

Så jeg har sagt ja!......til at stå op klokken kvalme i morgen tidlig. Alle veje fører nemlig til Storcenter nord. Åbenbart også min.

Det er ikke mit drømmejob. Det behøver det heller ikke at være. Det eneste jeg behøver er, at være er tryg nok. Og lige nu, er der intet der skræmmer mig ved, at skulle sætte varer på hylder.

Føtex here I come!