Bine var min ven...

Min psykolog har sagt, at det er naturligt med store forandringer, når man efter flere års angst, begynder at få sig selv tilbage.

Og jeg ved hvad hun mener....

Bines og mit forhold er under forandring, og det har det været i et stykke tid. Det er som om, der har hængt en tåge over os, hver gang vi var sammen. Samtidig er tågen lettet mere og mere, for hver gang, og jeg er begyndt at indse...og forstå. At det lakker mod enden.

Jeg ved det er mig. Jeg ved det er mit træk. Men jeg har ikke helt besluttet mig....endnu.  Det skriger til himlen, men det er bare så svært, at skulle såre et andet menneske. Og så er det pisse hårdt, at tage sådan en konfrontation!

Den kunne bare ikke strækkes mere. Jeg kunne mærke, med hver fiber i min krop, at der skulle gøres et eller andet. 

Så jeg tog hen til hende i weekenden. For at se hvor hun var. Hvor vi var.
Hun havde taget på, og var meget kærlig? På en måde jeg ikke har oplevet før. Det var næsten for meget. Og jeg kunne ikke helt lure, hvad der foregik. Men et eller andet var i spil. Det virkede nærmest hysterisk. Som om hun var på noget. Før i tiden ville jeg begynde, at lege bekymret mor/psykolog. Men jeg lod den ligge. Jeg gad simpelthen ikke mere. 

Hun åbnede en flaske rødvin og jeg fik ét glas. Resten drak Bine. Og mens jeg sad der og spyttede ned i mit glas, talte hun om sig selv. Om sine one night stands, om chefen der har et crush på hende, om sine semi kendte venner og bla. bla. bla.

Jeg kastede en sætning omkring mit liv. Om alt det nye som blomstrer, men hun tog den ikke. Hun lod den visne og dø. Og jeg var lige ved at ryge i fælden. Den jeg plejer at ryge i, når jeg føler mig overset og fejlplaceret.

Jeg tog et skridt tilbage, uden at ligge mærke til det. Og så væltede det ud. 

Kære Bine. 
Jeg har fundet ud af, at jeg er mere ked af det, end glad, når jeg er sammen med dig. Det er som om, jeg glemmer mig selv. Som om jeg går på autopilot og et pleaser-gen tager over. Det underdanige, stumme og
altopofrende pleaser-gen, som opfylder alle din ønsker, slikker dig i røven, løfter dig og redder dig.
Og lige meget hvad jeg gør, så ser du mig ikke. Du overser mig, overtræder mine grænser og jeg er ikke mig selv, når jeg er sammen med dig. Jeg er en klumpet lille klat, som ikke kan formulerer mig. Jeg føler mig dum og ligegyldig og sådan skal et venskab ikke være. Sådan vil jeg ikke være. Jeg kan ikke lide at se mig selv sådan. Jeg ved ikke om jeg kan mere. Jo, Bine. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for tid uden dig. Jeg har brug for at komme ovenpå, tage mig af mig selv og skabe sunde relationer. 

Jeg var rød i hovedet, træk næsten ikke vejret og hakkede mig igennem alle ordende. Men jeg fik det trods alt sagt! Ikke helt, som jeg har genfortalt det, men sådan cirka. 

Bine sagde ingenting. Hun gik hen til hoveddøren, åbnede den og lavede en bevægelse der ikke kunne misfortås.

-Skrid!

Og så skred jeg.

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det skulle ske nu og på den måde. Jeg havde regnet med, at jeg havde sagt noget helt andet, trukket lidt i land og forsøgt mig med forskellige løsningsmodeller. Men det som blev sagt, føltes rigtigt for mig og derfor gik jeg. Uden noget drama og "undskyld Bine, jeg mente det ikke alligevel. Tilgiv mig". 

Det vi havde sammen, er forbi.

Det gjorde ondt, men det gjorde også godt.

L som i Lorte vejr, Løvebrøl og Lækre mennesker

Jeg hader regnvejr. Især når det tenderer til monsun. OG. Man skal udenfor!


Hader det især i dag, fordi min cykel er rusten og lyder som en syg hund....kat...whatever. Det primære problem her er, at det føles som om jeg er i tiende gear - op af bakke!
Hader det også fordi, jeg ikke tør tage bussen....Angst, du ved...
Og så hader jeg det allermest fordi sætningen, "Der findes ikke forkert vejr, kun forkert påklædning", fandt adgang til min hjerne og tog kvælertag på mig, i et mother Teresaagtigt forsøg på selvhjælp. 
HOLD SÅ KÆFT! Man må altså godt hade regnvejr, sig selv og alle andre lige nu. JO moralstemme, det må man godt!!!

Rent faktisk blev jeg lettere hysterisk. Kæde knækker, regn skruer op for volumen, regntøj har aldrig været første prioritet OG JEG HAR IKKE ENGANG PMS!

Så midt i det hele. Mellem cyklister, biler, fodgængere og vandland, fik jeg nok. Jeg brølede. Højt!

Det hjalp.

Tusse lavede sort the med skovbær. Sofie kreerede sari af sit tørklæde, mens mit tøj tørrede. Og min lærer fortalte om eksponering, dagsform og et værdistyret liv.

Jeg lænede mig tilbage, overrasket og taknemmelig over, at der eksisterer hjælpsomme mennesker. Kikkede ud af vinduet og nød regnvejret.

Og så stoppede det....


Fakta:
Eksponering = Betyder, at jeg snart skal ud og gøre det, jeg er bange for. Jeg skal eksponere. I grader og i det tempo, jeg er villig til. 
Dagsform = En slags temperatur måling på sig selv og en læren om, hvornår man skal sige nej tak (de fleste mennesker med angst og stress, har brug for en nejhat;).
Værdistyret liv =  At finde frem til og handle på sine værdier, for tilsidst at leve et værdistyret liv!


Lyder sku meget godt. Bring it on!

Tusse - Du er sød på den lækre måde!

Det siger sig selv.

Navnet Tusse virker helt naturligt og er ganske klædeligt til 25 årig sidemand, som spuler sine kinder ud, i tide og utide.

Først tænkte jeg. "Hun er vidst ikke helt normalt hende der" Dengang var det ikke så pænt formuleret. Bagefter tænkte jeg "Men der er et eller andet over hende". For Tusse smiler altid til mig og så er hun pisse sød og oprigtig interesseret. Og de der kinder. De har humor.
I øvrigt er det kun når hun er nervøs, at Louis Armstrong kommer på banen. Hvilket han ofte gør.

Det er heller ikke hver dag, man tager sin angst i kraven og stirrer den dybt i øjnene!

Det gør Tusse.

Derfor er vi blevet venner!

Gåden om Teddy

Jeg gik forbi et vindue i byen i dag.

Derinde så jeg til min rædsel "min" store, mørkebrune Teddybjørn, stå i et butikslignende lokale, blandt en masse mennesker. Det så ud til at være en slags reception.

Komisk.
At betragte sceneriet på afstand.
Skræmmende.
At vide, at Teddybjørnen stadig eksisterer og måske lusker hemmeligt rundt, i Mejlgade og omegn.
Mareridtsagtigt.
At tænke på, at Teddy tilbringer natten i lokalområdet, med hæs vejrtrækning, på jagt efter lille mig.
Til grin.
Hvis det viser sig, at være P som befinder sig inden i. (mon man kan sparke en mand i bamsekostume hårdt nok i nosserne, så han kan mærke det?!)
Lykkelig.
Over at opdage, efter en halv times dedektivarbejde, at mand i Teddybjørn, lejes ud til diverse opgaver.
Ubehageligt, akavet og mega underligt. 
Som en slags maskot eller levende reklamesøjle...
Penge.
Hvor meget mon man får, for at hoppe rundt som bamse eller brumlebi? Hvor meget ville jeg gøre det for?
Nix. 
Tror ikke Teddy og jeg har kemi nok til at blive kollegaer.
Bekymrende. 
Med alle de flashbacks, hvor Teddy danser, hilser og forfølger mig.
Angstfremkaldende.
At se Teddy vinke til mig, da jeg passerer vinduet, for at gå hjem af. (måske er han hemmelig agent og har placeret en GPS på mig!)

Har du? Hvor? Hvorfor?

Hvem er du!?!

SCARY.

Mozart er død

Der stod vi så. Far, dukken og jeg. På dyregravpladsen i Viby. Dukken havde syet min far et sørgebind med velcrolukning og jeg var usikker på, om jeg skulle græde eller grine...

Det var min første begravelse nogensinde.

Kære Mozart. 
Jeg vil aldrig glemme din larmende vejrtrækning og dit mopsede, lidt forskrækkede ansigstudtryk.
Mahler, Strauss, Wolfgang A. Mozart og Gamle Ole vil for altid minde mig om dig.
14 år! Det er godt gået gamle dreng.
Jeg kommer nok til at savne dig.

Far græd stille, diskret og blev stående, da dukken og jeg gik hen til bilen. Vi spiste frokost i stilhed og bagefter gik min far op på sit kontor og kontaktede sit netværk.

Mozart er død og nu vil min far have en dyregravplads i Risskov.

Leise K. Jensen - Filmanmelder.

Her er jeg så igen. Efter lang tids... alt muligt. Lige nu, er der alt for meget og derfor lægger jeg blødt ud. Jeg gør noget helt andet. Jeg prøver mig som filmanmelder.

Jeg har nemlig set to helt fantastiske, lækre film. 
Det var ikke amerikanere. Dem bliver der flere og flere af, når jeg selv skal vælge. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg er mest til franske, spanske, italienske... og åbenbart også Libanesiske film! Det må være temperamentet...og filmsproget.

Den første film efterlod mig i en salig rus og gav mig en frygtelig lyst til, at skrive en laaang kærlighedserklæring til manusskriptforfatteren. Og instruktøren for den sags skyld:) De var nemlig én og samme person. Gustavo Taretto hedder han. Han er fra Argentina og her foregår hele filmen også. Næmere bestemt, i landets hovedstad. Buenos Aires.

Filmen hedder Sidewalls.  

Det er en kærlighedsfilm. Eller måske mere....en ensomhedsfilm. På den smukke, poetiske måde... (giv det lige et forsøg;)

Filmens hovedpersoner, Martin og Mariana, bor i hver deres lejlighed. Og ja, de er ensomme.

De første mange minutter af filmen, introduceres man for byens kaotiske arkitektur, samt en voice over, der trods den mutte tone, levende beskriver hvordan det er, at være menneske i en overbefolket by, hvor ingen taler sammen.

Martin lider, af angst. Så meget, at han næsten ingenting kan. Når han skal ud af døren, har han derfor sin "survival backpack" med sig. Den indeholder et hav af forskellige piller, solbriller, regnslag, lommelygte, batterier, kondomer, penge, tre Tati film og et kamera. Sidstnævnte tages i brug, når virkeligheden kommer for tæt på.

Mariana er et sted i sit liv, hvor hun ikke føler hun har udrettet noget. Hun er lige gået fra sin kærste gennem 4 år og har, trods det at hun er arkitekt, ikke bygget en eneste bygning endnu. Lejligheden roder med flyttekasser og repræsenterer et stop og en ulidelig venten.

Begge længtes de efter kærlighed.
Den kan tage sin tid at finde. Også selvom man, som Martin og Mariana, bor side om side.

Den næste film fik mig til Beirut og gjorde mig forelsket i den støvede by.

Caramel er en romantisk komedie og handler om kvindeliv på godt og ondt. Det er der jo ikke nogte nyt i. Jooo, det er der. Hvorfor den her film er så fantastisk, er fordi den er så anderledes og samtidig, så genkendelig...

For nogle af kvindeproblematikkerne er man blevet præsenteret for før. Bl.a. kvinden som har et forhold til en gift mand ect. Andre har man kun hørt om, men aldrig fået vist. Sådan, up front!...(ja du må jo se den:)
Der ud over, har jeg heller aldrig set disse problematikker udspille sig i et land, hvis kvindesyn er så fjernt fra det danske. Og det er jo dét som gør det så interessant. Og befriende! For det er befriende, at opleve så bramfrit og varmt et forhold, kvinderne i filmen, har sammen. Og det er befriende, at få et helt andet indblik i en hverdag, i et land, som medierne aldrig viser noget om.

Søde, smilende og æblekindede Sofie.

- Du ejer ikke skyggen af socialfobi.

Det var de første ord, jeg hørte fra Sofies mund og det var det sekund, jeg begyndte at elske hende. Søde, smilende og æblekindede Sofie.

- Du er bare genert Leise, og så har du været alene alt for længe, uden nogen har hjulpet dig.

Det var sådan hun sagde. Ordret. Og efter at have tygget på det et par dage, begyndte det at give mening. Sådan havde jeg aldrig set det før.

Sofie er kreativ lærer på den skole jeg er begyndt på. Det er en skole, hvor der er fyldt med sådan nogen som mig. Og her skal jeg gå i 13 uger, blive klogere på min angst og lære at gebærde mig ude i den "virkelige verden".

Og en af de ting som står på skemaet, er altså kreativt værksted. Sådan lidt tosse anstalts agtigt, lær at male dine følelser ud. Og her bor Sofie. Og efter at have haft en time med hende, fandt jeg ud af, det slet ikke er så tosset alligevel. Det er egentlig ret stort.

Det var befriende at komme derind. Men også skræmmende. Befriende, fordi jeg pludselig følte mig normal og skræmmende, fordi jeg ikke gjorde. De første dage var der helt stille i klassen. Altså som i HELT, MUSSE, BUM STILLE. Vi var omkring 12 elever i klassen. Hold kæft nogle festaber, tænkte jeg. Og pludselig gik det op for mig, at jeg jo var en af dem. En af dem, som valgte at sidde helt stille, afventende, genert og fyldt med uro i kroppen.

Det er åbenbart sådan det er, at have social forbi....?
Eller lad mig hellere omformulerer det. At være genert og ikke ha' øvet den sociale muskel i alt, ALT for lang tid. På den måde, hvor man bare taler, uden at tænke over, at man er grim, dum, kedelig og helt forkert. Og i øvrigt også, er helt sikker på, at den man taler med, syntes det samme.

Ind til videre har jeg lært, at det bare er tanker i mit hoved. En vane. Som jeg selv kan ændre. Hvis jeg virkelig er klar på, at gøre noget ved det...

Første skridt er, at være havnet her.


(Tænk at der fandtes noget godt ved at komme kontanthjælp)