torsdag den 9. februar 2012

Flere penge og en spændetrøje tak!

De fleste bøger og film handler altid om, at hovedpersonen rejser. Han/hun er på en mission. Bevidst eller ubevidst. For at finde lykken, eventyret, kærligheden, sig selv ect.

Måske er der bare mig. Det er dét jeg ser og ligger mærke til. Fordi jeg har lyst til at rejse, komme væk, flygte!  Befinde mig et sted hvor solen altid skinner. Hvor der sker noget! Hvor P ikke er så fandens tæt på! Hvor jeg får brugt mig selv og kan bruges...bla. bla. blazzzzzzzzzzzzzz

Men jeg vælger at blive, fordi jeg, dybt inde et sted, tror på, at den impuls kommer når jeg ikke har det godt.

Hvis jeg endelig tog afsted ville det være ligesom at flygte fra mig selv. Og det er jo dét som i bund og grund forårsager ulykkeligheden.....ik?

Så jeg bliver i min to værelses med minus på kontoen, på termometeret, på venner, på mad, på kærligheden og på mig selv Jeg tager kampen op, ser dæmonerne i øjnene, rider stormen af og tøjler min impuls. 

I øvrigt har jeg heller ikke råd til at tage nogen steder. 


PS
Hvor højt og hvor længe har man lov til at råbe før man bliver "hentet"? Måske jeg skulle prøve. En tur på psyk er vel også en form for rejse......!?

3 kommentarer:

  1. Kære Leise

    Der er ikke noget værre, end når du har set som nu. Jo, at have det, som du har det nu, og så vælter folk gode råd ud over en. Men jeg gør det lige om lidt alligevel. Og du behøver ikke skrive noget høfligt til gengæld, bare ignorer mig.

    Sagen er bare den, at for dælen hvor har jeg været der, hvor du er, mange gange. Og nu er jeg hende den gammelklog, der fortæller, hvordan jeg håndterede det. Stop omgående med at læse, hvis du ved, at det vil få dig til at spuleopkaste.

    Én gang besluttede jeg mig for at gøre det til et eksperiment at se, hvordan man kunne koble gratis mad med oplevelser - svaret er at arbejde gratis for så mange ting som muligt - fx koncerter. Der er søde mennesker, godt sammenhold OG mad som tak for indsatsen. Jeg oprettede dengang en blog for at holde mig selv op på, hvordan det gik. Jeg glemte bloggen i takt med at jeg lærte at have det sjovt igen.

    En anden gang søgte jeg job i en lille sushibiks, hvor vi lærte hinanden godt at kende og havde det sjovt, mens vi åd os yogaslanke (i vores drømme) i den gode mad. Jeg studerede en milliard timer ved siden af, så arbejde var næsten "fritid", fordi jeg slap for at tænke for meget imens.

    En anden gang lavede jeg en blog, jeg vidste, ville udfordre mig til det yderste. Den har fået lidt sit eget liv nu, og den er sgu handy, når det hele brænder på.

    Undskyld, at jeg putter alle de ting på dit kommentarfelt, slet det endelig. Det gør mig bare så trist, at du har det sådan. Ud og rejs i din egen by (evt adventure trekking på Mejlgadevejarbejdet), en dag vender humøret tilbage!

    SvarSlet
    Svar
    1. Stine du er....tusind tak! Hvor er det bare sødt af dig.
      Jeg elsker din blog, som må være den du lavede for, at udfordre dig selv. Det er godt nok godt gået! Du tegner helt fantastisk. Tak igen. Det betyder rigtig meget, at du gad bruge tid på, at skrive og komme med råd OG DET MENER JEG;)

      Slet
  2. Hey Stine,

    Hvor er det nogle seje råd!
    Hatten af for din kreativitet og handlingskraft ;)

    SvarSlet