det SLUT!

Hvis du synes 

er det ok med mig

sådan at vente

til det passer dig

Jeg har tid nok og håb for os begge to

Ray Dee Ohh dukkede op i mit hoved, for over en uge siden. Men det var kun omkvædet som gentog sig selv, om og om og om igen.

Først syntes jeg det var lidt hyggeligt, at gå og nynne den for mig selv. Så begyndte jeg, at tænke over hvem fanden det nu var der havde sunget den sang! Og senere, da jeg havde fundet ud af hvem, hvor, hvorfor og hvornår, begyndte sangen at pisse mig af. Den ville ikke gå væk!

TILBAGEBLIK.

Jeg har taget Remeron, uden der er sket nogen ændringer i lykke afdelingen. Det eneste som er sket er, at jeg er tør over det hele, som om medicinen suger al væske ud af min krop og tørlægger mine slimhinder. Der ud over har jeg det som om, jeg lever i en bobbel. Som om hjerne og krop ikke hører sammen......Eller dvs. Sådan havde jeg det....

Først.

Jeg tog min medicin, for første gang, da P var på besøg. Ville helst gøre det, når der var en anden i hytten. Just in case..... Jeg havde ingenting fortalt ham. Projektet var bare, som vi var enige om, at jeg skulle få det bedre.
Jeg kunne mærke, at jeg var bange. Bange for dét jeg lige havde gjort. For, at få det bedre ved hjælp af en pille.....Tænk, at jeg skulle nå helt der ud! Men jeg sagde ingenting. Det her var MIT projekt. P skulle ikke tro, at jeg var svag. Jeg klarer det her. SELV!.

Der sad vi så og så fjernsyn og pludselig kunne jeg mærke mit hjerte hamre i mit bryst. Hårdere og hårdere. Hurtigere og hurtigere. Og så gik jeg i seng. Jeg ville sove følelsen væk. Bedøve mig selv med søvn. Forsvinde!

Nu er det gjort. Du har taget hul på dét, du er gået uden om i så lang tid. Jeg har taget den skide sugetablet og det skal jeg bare fortsætte med. Jeg skal have det bedre nu. Jeg får det bedre. Frem ad!

Men så vågnede jeg midt om natten ved, at jeg havde det meget underligt. Mit hjerte hamrede endnu hårdere i mit bryst og jeg måtte bare gøre et eller andet. Jeg kunne ikke være i mig selv.
Jeg går ud i køkkenet, for at hente noget vand og da jeg står der med glasset i hånden, er det som om al blod forsvinder fra mit hoved. Jeg troede jeg skulle dø! Jeg råber efter P. Vitterligt. Råber! Men han kommer ikke. Han sover videre. Det sortner for mine øjne og det sidste jeg mærker er, at jeg ikke kan bære mig selv. Jeg besvimer. Midt på køkkengulvet.

Klokken lidt i seks. Cirka fire timer efter, vågner jeg i samme position, som da jeg faldt. Der er helt stille og hundekoldt. Jeg prøver at rejse mig op, men jeg er sindsygt tung, underlig diffus og enormt ked af det. Jeg har brug for varme og trøst. Så jeg går ind i soveværelset. Ind til P.

Han ligger nøgen og brun, viklet ind i min hvide dyne. Det minder om en scene fra en film. Men det jeg husker, stemmer ikke overens med virkeligheden. Jeg bliver stående. Betragter P og har det pludselig som om, jeg ser ham for første gang.

Under tæppet, inde i stuen, begynder jeg at græde. Men denne gang, har jeg ikke følelsen af afmagt og ensomhed. Orderne fra omkvædet vokser i mit sind. Stille og vuggende, som om de prøver at trøste mig.

Og mine tårer stopper. Jeg er pludselig kommet i tanke om, at jeg hader gentagelser.

Ingenting har ændret sig. Andet end mig. Og jeg vil ikke vente mere.

Det SLUT.

Det blev til et digt

Da hun åbnede sit hjerte

 spredte ti tusind fugle deres vinger

og satte kurs mod himlen

Sekundet efter 

lød en kold, monoton lyd

ra ta ta ta ta ta ta ta ta

ligegyldigt og uinteresseret

Og så faldt de

en efter en

som drømme der forsvinder 

og aldrig tager form

Så hun trak sig

og hendes hjerte blev 

som geværet der skød

og mennesket bag

Hvad der skete derefter

ved jeg ikke

for den historie

mangler sin forfatter

Det sidste jeg hørte var

at hun havde

låst døren

og besluttet sig for aldrig mere 

at skrive

Eller også var det
at elske...

Er der noget jeg har misforstået?

Troede, at når man var nyforelsket, så skulle man ligge i sengen og tale. Hele natten. Elske og tale. Tale og elske.
Troede, at når man var nyforelsket, så skulle man ikke kunne få en bid ned. Af bare kærlighed.
Troede, at når man var ny forelsket, så skulle man have lyst til hinanden. Hele tiden. Røre, kysse, smile, betragte. Og glemme at trække vejret.

Er der noget jeg har misforstået?!

Jeg har taget fire kilo på og har sammenlagt set P i to timer på en uge. Jeg sover alene, vågner alene, spiser alene, alene, alene, ALENE!

Nyforelsket?! Nej. Åbenbart ikke. Bare hverdags, nå hej, det var bare dig forelsket....Måske er det godt nok.....

Det er bare ikke godt nok, at vi havde vores første skænderi i går. Eller i hvert fald det første, efter anden omgang. Forstod du den? Egentlig meget godt gået, nu når vi kun ser hinanden i en spillefilms længde.

Fortalte P om min sagbehandler og alle de bekymringer der følger med en usikker fremtid.
Det var egentlig bare for at få luft....Og for at blive krammet.............

Lang historie kort.

Jeg har fået til opgave, at finde ud af mit liv. Finde et arbejde, få et liv, eller sådan noget i den dur.
P mener ikke man kan opbygge en fælles fremtid, når den ene person i forholdet, er så ustabil som jeg er.......?

Av! Fælles fremtid. Er det positivt?  Ustabil. Er det negativt? Hvad mener du egentlig?

Ikke noget, sagde han. Han ville bare have, jeg fik samlet mig selv op og taget mig sammen.....For min egen skyld....

Kan stadig ikke finde ud af, om det er positivt eller negativt.

Just?

Der står JUST på døren.

Nedenunder.

Som i Just eat, eller Just kidding.

Måske bor der en hel familie under navnet Just!?
Måske er det bare en ung, forsigtig pige, som har fået af vide af sin far, at hvis man kun skriver efternavnet på dørskiltet, så vil tyvene ikke bryde ind. Fordi de ikke kan se om Just dækker over fem sumobrydere, en genert, forsigtig og gennemsigtig pige, eller bare en seriemorder.........Eller er det Just me?

Faktisk er jeg i tvivl om, der overhovedet er flyttet nogen ind. Der er i hvert fald MEGET stille......Måske blev det hende den døvstumme gamle dame alligevel...? FRU Mathilde Eleonora Just......

Med mit held er det måske en operasangerinde, der begynder at øve morgen, middag, aften og nat, efter hun er kommet sig over sin meget slemme halsbetændelse.

Måske, måske, måske.

Forårsglad i låget

OKAY........................................................................................................Jeg må hellere få det sagt.

P og jeg er sammen igen............Jeg sagde simpelthen ja, da han spurgte. På sine grædende knæ, eller hvad sådan noget hedder. Så deeeeeet.

Det hele er gået så hurtigt. Og foråret er kommet på samme tid....Ja. Jeg tilstår! Jeg er glad. Sådan lidt ala: Himlen er blå og min cykel lilla.Tjulahæj tjulahop.

Han har inviteret mig til Paris!!!!...........Jubiii og klap i mine små hænder.

Hånden på hjertet. Bare mellem dig og mig.

Et eller andet sted, helt inde, er der en lille bitte stemme som gør mig utryg. Jeg er rent faktisk bange for, at det her, er hans helt egen, personlige hævnplan. Sådan én, hvor jeg ser mig selv, stående foran eiffeltårnet, med mascara hængende under øjnene og min røde kysselæbestift tværet ud over det hele. Fordi jeg har tørret snot og tårer væk i en uendelighed. Fordi P har efterladt mig på den onde måde! Store røvhul!

Samtidig kan jeg hverken mærke det, eller se det på ham. I skrivende stund, kan jeg godt se, at jeg er den paranoide type...men hvad nu hvis.....?

Han aner ikke, at jeg skriver den her blog (og det får han aldrig at vide!) Han er slet ikke en bloggertype. Han er sælger.....og hvad så?! Kan en sælger ikke finde ud af at blogge?.............Jo men man kan jo ikke bare sige: - Øøøh har du tilfældigvis hørt om min blog øøøh hvor jeg beskriver i detaljer, hvordan jeg får dig ned med nakken...!?
NEJ VEL! Dum, dum, DUM idé!

Hmmmmmmmmmmmmmmmmmm får ondt i hovedet af at tænke så meget. Tager lige en time out.

Anyhu. Er på vej ned til samtale med sagsbehandler. Vi skal diskuterer min fremtid og mine muligheder i min kommende fremtid. Som åbenbart ligger lige rundt om hjørnet.

Det var bare lige det jeg ville sige.

Hej hej.

og så kom P....

OMG! Det her begynder at blive uhyggeliiigt.

Gæt hvem der bankede på min dør i går? P!!!!

Han ville hverken slå mig ned eller begrave mig levende. Han kom bare lige forbi..........? Øøøøøøh nå!

Han havde tænkt. Tænkt over, at man først finder ud af alt det gode man har, når man har mistet det...........Sådan noget i den stil.

Kliche? Ja.

Men......

Vender tilbage.

Har besøg;)

Åh Gud.........Tak.......?

Kære Gud - det er lige mig igen

Kære Gud, han/hun, den, det.

Hvis det der vognstangs koncept virkelig eksisterer, vil jeg meget gerne have det stopper nu!
Og hvis det udskyder noget og jeg bliver straffet endnu hårdere, senere i mit liv, så er jeg rent faktisk ligeglad. Basta!............Nej, men så sæt det på pause. Bare et år eller to.

Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvad det er jeg skal lære... og helt ærlig, så kan jeg ikke mere! Det gør for ondt!!!

Okay jeg tilstår. Det der med at farve mit hår. Det var nok ikke helt for min skyld. Jaaar det var for Ps. I tilfælde af,at jeg skulle møde ham og han syntes jeg var meget sød alligevel...med kastanjebrunt hår............................................ Ja jeg skammer mig. Bonus er, at hvis det var det jeg skulle lære, så har jeg lært det nu! Tak for det. Jeg skal gøre tingene for min skyld. Got it!

Lige et spørgsmål. Hvad sker der nu, hvis jeg går ned og køber min hårfave tilbage med penge, jeg ikke har? Lover du så at lade torturinstrumentet ligge?
I øvrigt. Mens jeg har dig. Ville det så være for meget at forlange, at du drysser lidt positiv tryllestøv hen over mig? Kunne rigtig godt tænke mig, at opleve det fænomen, som vidst nok kaldes, at være en heldig kartoffel.. Vil du?......Hva? Eller, hvadbehager?.............................

Stilhed er altså ikke min form for kommunikation. Og hvis du er i gang med, at tale til mig i symbolsprog via min hjerne, så kan du godt glemme det. Tegn og ledetråde er heller ikke mig. Jeg er til direkte, konkret og synlig kommunikation. Med lyd og ord og sådan. Tak. Igen.

Og så var der lige ham der, The love of my life, som vi talte om forleden........ Øh ja altså. Du må meget gerne speede processen lidt op tak............................

Ok. Er du med på at vi lige prøver noget af?

Så kære Gudhamhundendet.

Lad mig se hvor hurtigt du opererer og lad os mødes på midten.

Jeg beder om, at han står ude foran min dør i morgen.....! Og at, jeg har fået mit fine røde hår tilbage inden da. Og, at du fortæller mig, om jeg skal tage det der Remeronnoget.

Tak takiditak.

Vi tales.

Mor

Nævnte min mor i går. Kan se, at hun ikke har fået særlig meget blogplads. Så lad os få hende overstået og done with. Alt i mens jeg venter på... farven i mit hår. Der står på brugsanvisningen, at det tager en halv time til tre kvarter, at blive kastanjebrun. I den tid kan jeg godt nå at skrive om MIA MADRE.

Det er over fire måneder siden, jeg har talt med hende. Har efterhånden affundet mig med de store afstande og, at hun ikke har brug for mig, som jeg har brug for hende. Eller havde. Er blevet lidt mere kold i røven....på en bitter måde. Hånden på hjertet. Jeg savner hende. Det har jeg altid gjort.

Jeg er en krydsning mellem en jyde og en københavner. Min fars aner løber gennem nordjylland og min mors, er centereret inden for volden. I jyden ligger der flere generationer af tung melankoli. I københavneren ligger en evig rodløs blafren. Min far er den muld, han selv står fast i. Min mor er sommerfuglen, som flyver hvorhen vinden tager hende. De er hinandens totale modsætninger og det kom der mig ud af. Jeg repræsenterer de to dualer, der svinger som et pendul. Frem og tilbage. Det er ikke nogen undskyldning for hvem jeg er, blot en koncenteret faktor af det, som har været med til at forme den jeg er i dag. Jeg er dualernes evige svingning. Tvivlen er altid den, som sætter bevægelsen i gang. (poetisk, dybt og en lille smule tungt).


Anyhu. Ja, jeg er den store tvivler. Tvivlen er for mig, det der gør, at jeg stiller spørgsmål og undersøger. I mit liv betyder det to ting. Enten, at jeg bliver der hvor jeg er, eller, at jeg rykker mig. Måske er det bare en dårlig undskyldning for ikke, at give mig hen.

Hov det var min mor det skulle handle om...

Min mor elsker drama, sin anden familie og luksusferier. Hun bliver glad af, at tale om andre menneskers problemer, hendes to succesrige papbørn og hvor meget hun elsker Tage og hans penge...nå nej, hans forretningsrejser (som hun altid er med på). 


Da Tage kom ind i billedet, forandrede alting sig. På et split sekund.
I syv lykkelige år, boede min mor og jeg, i en lejlighed på Frederikssundsvej. Tæt på Nørrebro station. Selv om jeg ikke havde kontakt til min far, var dét det tætteste jeg kom på, at føle mig som alle andre. Min mor havde det vidst ikke på samme måde.


Nå men, jeg var nordvestbarn (eller unge hedder det vel, når det er på den forkerte side af Kbh.), gik i nordvestskole, havde nordvestvenner og var lige blevet forelsket i Mauer fra nørrebro. Min første kærlighed. Suk. Han var skater og troede på alle mine løgnhistorier. Vupti! Så blev jeg Hellerupbarn.....Eller dvs. jeg kunne være kommet på Tranegårdskolen, videre på Gammel Hellerup og derudaf....men der var bare lige dét. Jeg passede ikke ind i glansbilledet. Tage ville have min mor og min mor ville have alt det, han havde. Og mig. Jeg ville bare have, at alting blev som før. Resten er historie. Farvel og tak. Jeg tager på efterskole og vil resten af mit liv, undre mig over, hvor vildt det er, at tilfældighederne kan ændre alting så drastisk. Hyg jer!


Det var historien om min mor. Fuck, jeg må meget snart gerne komme med noget, der er lidt mere lyst, sandfarvet og tjullahej tjullahop! Kan godt selv se det.


Mit hår. Det er da positivt! Forandring fryder og det er der brug for. Er lige væk i fem minutter. Skal ha' skyllet farven ud. Hæng på så længe............................................


Det er blevet lilla!!!!?!!!!

Kære forår. Bliv hjemme!

Har ikke skrevet i noget tid. Undskyld. Du vil forstå hvorfor, når du læser videre.

Lige en lille advarsel inden du går igang.

Mennesker der ikke kan tåle og tolerere kedafdethed og den negativitet som følger i kølvandet på tusind tårer, bør venligst stoppe med at læse NU!

Dette indlæg handler om en læge, om politiet og ordet Remeron.

Here we go.

Blev stoppet af politiet forleden. Man må åbenbart ikke cykle på en gågade. Nej vel Leise!!! Og hvis du er i tvivl, så giver vi dig lige en bøde på 700 kr. for en god ordens skyld. 700 KR!!!!!
Ja da. BLOODY HELL!

Det er første gang jeg er blevet stoppet af politiet, første gang jeg har fået en bøde og allersidste gang jeg cykler på gågaden.....Gud hvor jeg hader mennesker der har brug for at råbe "SÅ KAN DU LÆRE DET", mens man står og venter på en migkanduikkeløbeomhjørnermed politimand som er alt, ALT for langsom til at udskrive bøder. Man kunne få den mistanke, at han gør det med vilje, fordi han elsker hvert et sadomasicistisk øjeblik af det. Kæft det tog lang tid for dig, at udfylde en simpelt formular. Fortsat god dag og skråt op! Jaaaaa, jeg var selv ude om det og HVA' SÅ!

Sådan ser det ud når man bliver stoppet af politiet. I tilfælde af, at du ikke har set det før.

NÆSTE!
Jeg har engang hørt en sige, at når noget gentager sig, er det fordi man ikke har lært det man skulle....
eller fordi man skal igennem en eller anden udviklingsfase. OG. Gentagelsen/situationen forstørres og eller forværres, jo længere tid der går....Fik du den?
Det vil altså sige, at vedkomne som har lavet den hersens regel, opererer på sådan cirka denne måde:

1. - Hej, her er et vift/vink med en vognstang (hvad end en vognstang er?)

2. - Hov, det så du vidst ikke. Derfor pander jeg dig en, med selvsamme komiske instrument.
3. - Fordi du er så lam i roen, slår jeg dig nu i gulvet.
4. - Fuck mand. Du fatter jo ikke en bønne. Vognstang pssstvæk! Du har nu følgende valgmuligheder:

            1.depression.
            2. bankerot.
            3. skilsmisse.
            4. miste job.
            5. miste elsket person.
            6. miste førligheden.
            7. sygdom.
            8. afgå ved døden.

Sagt på en anden måde. Du bliver nu sat over for den prøve der hedder: Lær at håndtere dét, at miste sig selv. Værsgo og vælg det ord ovenover der passer bedst til dig.

Mmmmmmmmmmmokay. Tror jeg vælger at min læge, som lugter af ost ud af munden og altid ser ud som om han syntes man er snot dum og dertilhørende briller med flerstyrkeglas, skal sige:
- Jamen Leise, vi ved jo hvordan du er.......? (Han sidder helt alene på sit kontor. Hvem er vi? Og ikke mindst. Hvordan er det jeg er? Spørgsmål der meldte sig da det var for sent) og vi mener det ville gavne dig at tage Remeron og evt. konsultere en psykolog..............................................

Forestil dig nu: Mig stående på gaden, foran en flot, gammel maghonidør som er døren op til min læge. I bragende solskin og kåde forårsmennesker på vej....i en positiv retning. Og jeg. Jeg står i en form for gåen i stå tilstand og kikker på recepten i min hånd. Sådan lidt ved siden af alting, igen. Ikke hørt, ikke forstået og ikke helt set. Tre minutter efter blev jeg stoppet af politiet. Helt rundt på gulvet og meget, meget tæt på græde.

Slog Remeron op på nettet da jeg kom hjem.

Det er et middel mod depression.

Nå....okay.....
Så der må betyde, at den åbenbart er lidt mere gal med mig end jeg var klar over.......Kan godt se, at det måske ikke er helt i orden, at blive liggende i sin seng, fordi man ikke har lyst til at stå op. Dag efter dag. Men jeg er jo bare så træt.

Så kom den der kedafdethed. Grædoggrædoggrædoggrædoggik ned i kiosken og købte bland selv slik for 100 kr. som jeg ikke havde råd til.

Sad og gloede på posen fyldt med slik, remeronen (som i  øvrigt er smeltetabletter, hvis du vil vide det) og på min mobil. Fandt min mors nummer...og min fars.....
Gik i seng. Slikket smagte gammelt, var i tvivl om smeltetabletterne og lysten til at ringe, var der slet ikke.

Det er jo slet ikke sådan her det skal være.

Jeg er helt alene!