Kattens. Det kom helt bag på mig

Stemme: Leise, Leiiiseeee...kom, kom, kom.

Mig: Sig mig engang, er der nogen som kalder på mig....?

Stemme: LeiseLeiseLeise, hvor er du skat?

Mig: Ja gu er der så!......Skat?

Mine ører var fem meter lange. Det kom ude fra trappeopgangen. Jeg blev stående i entreen for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Lige så forsigtigt åbnede jeg døren på klem og i tegnefilmsfart, fløj en rød kat ind af døren, gennem mine ben og fortsatte videre ind i soveværelset

Stemme (vred): Leise NEJ!

Forvirret kikkede jeg efter katten.

Stemmen: Leise du kan ikke...kom herud...du må ikke løbe ind i....Det må du altså undsky....

Stemmen stoppede midt i sin undskyldning og da jeg drejede hovedet for at se, hvem den pludselige genkendelige stemme tilhørte, gik alting i stå.

DET VAR MAGNUS!

Og han ligende en som var faldet ned fra månen.

Magnus: Leise!?

Der opstod en stille evighed mellem os.

Mig: Hedder din kat Leise?

Magnus:.... Ja.....

........................................................Jeg prøvede at finde mening i det hele........

Magnus: Jaaøøh Leise jegøøhm...

Mig: Du får Leise tilbage når hun er klar.

Og så lukkede jeg døren. Med bankende hjerte. Stadig forvirret. Jeg gled ned af døren og sad helt stille. Leise kom hen til mig og begyndte at kæle. Som om den ville trøste. Mens tårerne trillede ned af mine kinder, sad vi der og tog vores tid. Og pludselig hørte jeg Magnuses skridt. Han havde åbenbart ikke rørt sig i al den tid. Jeg fulgte hans skridt nedenunder og hørte ham lukke døren efter sig.

Magnus Just!

Den dag hvor Mary kørte en cyklist ned, overtog jeg spotlyset

Den dag på året hvor alting er mest orange. Hvor bladene falder og mørket overtager lyset i lynets hast. Hvor min far forbliver tavs og jeg gør det samme.     I et forsøg på at glemme det faktum, at jeg er alene. Igen. Den dag, hvor Mary kom på alle landets spisesedler, blev jeg et år ældre.

MEN.

Så stod jeg op før fanden fik sko på. Mest fordi de halvtomme hylder i Føtex skreg på mit ansvar, men også fordi. Jeg kom i tanke om, at jeg havde givet mig selv et løfte.

Jeg tændte stearinlys, lavede min ynglings the og tegnede et flag på A 4 papir. Satte mig ved vinduet og betragtede dagen tage hul på sig selv.

Det var præcis som det skulle være.

Og så fik jeg varm kakao, theboller og fødselsdagssang. Af Føtex. Som opgraderede mig til dagsholdet, hvor alle ved, at der venter flere udfordringer og endnu mere ansvar - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og da jeg kom hjem, kom et bud med blomster. Fra Sofie. Som sang fødselsdagssang, med hele familien i baggrunden, da jeg ringede for at sige tak  - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og jeg blev inviteret på L´estragon. Af min mor. Som huskede, at god mad gør mig lykkelig. Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.

Og mens jeg fik Crème brûlée og takkede for en perfekt dag, gjorde en sød og rød, lille kat sig klar.

Til at gøre sin entre og ændre mit liv.

Forbrugersamfundet længe leve! HURRA?

De sidste par dage, som har været de første dage i mit arbejdsliv, har været et bombardement af indtryk.

Storcenter Nord! Sikke et gedemarked!!!

Og ved du hvad? Det er fyldt til randen med mennesker. Hele tiden!!!!

Hvad laver alle de mennesker der?

Det skal jeg fortælle dig.

De spiser...
I en zombie lignende tilstand, slæber de deres blegfede kroppe og deres afkom, rundt og rundt i et gråt og kunstigt, kanellugtende, neonbelyst center og propper i kæften!

Hvorfor? Fordi de er ligeglade? Fordi de hygger sig? Fordi de kan?

Og et eller andet sted, sidder der nogle mennesker og klapper af hinanden, fordi endnu et hold, er bukket under for "mer salgs" fælden. UDEN AT VIDE DET!!!

Ved du hvad, du kan?

Du kan købe en masse E numre, forklædt som pølsehorn, bagt af en fake bager. 5 stks. til 30 kroner og ungerne eeeelsker det! Et højt betalt menneske, med forstand på krejleri, har været så strategisk snedig, at placere bageren, så den ligger klisteret op af Føtex. Det skaber kaos. Men det er sku da lige meget, for man kan altid liiiige købe en kage til kaffen.

Når man så endelig er kommet ind i Føtex. Kan man købe tre flasker dyr, DYR rødvin, til UNDER halv pris! Og de står ikke i vin afdelingen. Naaaaj da. De står lige når du kommer ind i Føtex! Midt i mellem plastik skoene, som ser dyre ud, men som KUN koster 48 kr!!! Og det kan man jo ikke gå glip af, kan man vel! Og så kan man jo liiige så godt købe tre par. Når nu man er så heldig!

Forholddaophvorerdetbilligtogsåunderkrisentænkengangdeterjo NÆSTEN GRATIS.....Føtex! Jeg tror du elsker mig....!

14 dage efter, bliver det hele smidt ud, så der kan gøres plads til endnu mere billigt og fuldstændig ligegyldigt lort. I fem forskellige varianter!  Som FOLK KØBER!?!?!?!?

Og jeg skal være ligeglad. Jeg skal gøre mit arbejde. Indskærpe mit fokus. Så jeg ikke bliver bange, for det jeg ser. Så jeg kan være her og ikke har lyst til at råbe SÅ VÅGN DOG OOOOOP!

Har fået arbejde!

Da jeg blev alene, kom jeg til at tænke over, hvad jeg havde sagt til min mor, da jeg, uden at tænke over det, kastede de tre eksempler på bordet.

At min kæreste hedder Magnus, at jeg skal studere antropologi og arbejder som receptionist på et imaginært hotel i Guldsmedegade.

Det kunne have været sandt...

Magnus var jo min kæreste. I 8 dage. Og vi har jo egentlig ikke gjort det forbi. Selv om han (51 % sikkert) holder i hånd med en langbenet og langhåret brunette. Og set i bakspejlet, sikkert gentager samme historie som Pikhovedet jeg engang datede, dumpede, datede og dumpede.

Antropologi....bliver måske en realitet. Faktisk bliver jeg mere og mere glad i låget, når jeg læser om uddannelsen. Og så er jyllands hovedstad, SÅ heldig at udbyde den af slagsen, som tiltaler mig mest!
                                                 
                                                       Århus - København
                                                           1    -    0

Mit arbejde....Dagen kom. Jeg har fået et!
Fordi Leise er et menneske, der er kommet så langt, at hun tør tage et. Også selv om genertheden, koldsveden, hjertebanken og den vaklende tro på sig selv, står på spring rundt om hjørnet. Klar til at........ hvad? At skræmme hende. Så hun løber væk. Gemmer sig under dynen og sover dagene væk. Ængstelig for alting. Men i bund og grund kun en ting. At vise hvem hun er, når hun tror, at hun mister kontrollen og skal dø.

Så jeg har sagt ja!......til at stå op klokken kvalme i morgen tidlig. Alle veje fører nemlig til Storcenter nord. Åbenbart også min.

Det er ikke mit drømmejob. Det behøver det heller ikke at være. Det eneste jeg behøver er, at være er tryg nok. Og lige nu, er der intet der skræmmer mig ved, at skulle sætte varer på hylder.

Føtex here I come!

Mor

Hun tog alt plads. Mens hun sad der i stuen. Og snakkede som om vi kendte hinanden.

Om Tage der havde mistet lysten til at arbejde og rejse. Hvilket resulterede i at han pludselig var hjemme.

Så hun havde brug for at komme lidt væk. Og nu sad hun så her og tog mit vejr.

- Hvordan går du og har det skat?

Igen. Afventende. Sårbar. Og hvis jeg ikke vidste bedre, oprigtig. Som en mor der interesserer sig for sin datter.

Jeg har øvet mig længe. Ubevidst. Men nu. Helt bevidst. At se normal ud, selv om jeg er ved at dø indvendig.

Jeg ville så gerne dele, men tilliden var væk. 

For jeg kender jo det her scenarie. Jeg ved hvad der sker, når jeg begynder at fortælle om, hvordan jeg har det. Min forældre vil bare gerne høre, at jeg har det godt. Resten kan de ikke håndtere.

Så jeg løj. Lidt. For hvordan kan jeg være mig selv, når personen overfor mig ikke vil se hvem jeg er!?

Jeg fortalte at mit arbejde er fedt, min kæreste er sød og at jeg glæder mig til at komme i gang med mit studie.

Sårbarheden forsvandt og blev erstattet med et tilfreds smil og en interesse i mit liv, som jeg ikke har oplevet før. Og jeg var lige ved at falde i. Men jeg blev på overfladen.

Skulle blot fortælle lidt mere detaljeret. Kæresten hed Magnus. Jeg vil studere antropologi og jeg arbejder i receptionen, på et hotel ved Guldsmedegade.

Og det var det....Resten klarede hun.

Indtil jeg forstod.

At jeg ikke bryder mig om at føle, at jeg ikke kan være i mit eget hjem.... eller. At jeg rent faktisk har meget svært ved, at tage og give mig selv plads.
(Måske ligesom min mor?)
At jeg ikke bryder mig om, at holde på mig selv og være en anden end jeg er.... Eller. At jeg rent faktisk skal stoppe med, at holde på mig selv og så være mig selv. Uanset om min mor kan relatere til det eller ej.

- Mor... Jeg vil gerne have at du finder et andet sted at bo, mens du er i Århus. Jeg har bare brug for at være mig selv.

Kan man tillade sig det? Er det god opdragelse? Burde man ikke liiiiige strække sig? Du har jo ikke set hende i 10 måneder og nu står hun her. Det er jo sikkert kun et par dage. Måske du skulle pakke det lidt pænere ind? Sige at du har nattevagt og at du derfor har brug for søvn....

HOLD KÆFT MORAL STEMME, PÆNE PIGE OG DÅRLIGE SAMVITTIGHED.

Hun var småsur. Måske følte hun, at jeg var imod hende.... Shut up Leise!
Jeg smilede hele vejen ud til døren og forsikrede hende om, at vi nok skulle komme til at se hinanden igen.

Og så skruede jeg helt op for Medina og dansede alle spændingerne ud af min krop.

http://www.youtube.com/watch?v=UB8cSvgfl_M

Uventet gæst

Og så stod hun der.

Min mor.

Med en kuffert i hver hånd og et sårbart udtryk i øjnene. Afventende.

Fem sekunder føltes som år og jeg glemte at trække vejret.

Fordi hun pludselig var inde for rækkevidde. Fordi hun var blevet ældre. Og fordi jeg kunne mærke knuden i maven, savnet og lysten til at kaste mig om halsen på hende.

Men lod være.

- Hej skat....

- Hej.

- Skal du ikke invitere mig indenfor?

Jeg var i tvivl.

Hvad laver du her mor?
Hvad vil du mig mor?
Hvor længe bliver du denne gang mor?
Hvor lang tid går der så næste gang mor?
Hvordan skal jeg forholde mig til det mor?

Jeg åbnede døren helt og smilede forsigtigt.

- Skal jeg lave noget the?

Gode vibrationer

Sofie ringede.

- Du former selv dit liv.

Haps. Den åd jeg råt.

Og så tog jeg tilløb.

- Sofie...? Kan du hjælpe mig ud af den ring jeg går rundt i, som er blevet så tyndslidt nu, at jeg blot skal række ud, for at bryde den?

One small step for man.......

- Selvfølgelig skat. Godt gået! Hvad kan jeg gøre?

- Hjælpe mig med at finde et arbejde. Jeg skal ud, igang, og føle, at jeg kan bruges til noget.....På en god måde.

- Skat. Jeg er på det! Noget specielt ellers? Nu når du ved, at du bare kan åbne munden og bede om det, du vil have?

- Jeg skal starte stille. Ikke for meget stress og for store forventninger...og så vil jeg arbejde sammen med mennesker der løfter og har overskud.

Bare dét at sige det højt og ikke være bange for at blive skudt ned.

Kunne høre hende nikke, smilende i røret. Og så satte hun himmel og jord i bevægelse.

Hun ringede til sagsbehandleren på den skole jeg gik på, for at få skovlen under min angst. En skole, jeg vil have med i en takketale engang.

Om lidt skal jeg til møde derhenne! Tænk engang.

Var der ikke noget med, at gode vibrationer, har det med at vende tilbage?

Anyhu.

Kan mærke, at jeg er nervøs. Har efterhånden lært, at det er naturligt. Så jeg husker at trække vejret og mærke angsten banke på. Jeg lukker den ikke ind og jeg bruger heller ingen kræfter på, at holde den ude.

Ikke alle sagsbehandlere er på vej ud af døren Leise.

Nå nej.

Jeg former mig en god oplevelse.

For jeg er fyldt med gode vibrationer.

Tilgivelse

Jeg har fundet ud af noget.

Jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal elske mig selv og videre i mit liv, så bliver jeg nødt til at give slip på det som skygger for, at jeg kan det.

Og det var hvad jeg først rigtig forstod, da jeg læste de ord, som en helt tilfældig dag, fandt vej til min lejlighed. Først registererede jeg bare, at det var smukke ord. Men de voksede og voksede og overdøvede alt hvad jeg foretog mig. Og i dag, for lidt siden, satte jeg mig ned og lyttede.


Forgiveness is the key that unlocks the door of resentment and the handcuffs of hatred. It is the power that breaks the chains of bitterness and the shackles of selfishness. - Corrie ten Boom

Vrede, had, bitterhed, jalousi, bedrevidenhed, stolthed, egoisme, fornægtelse. Det er alle mulige følelser, som tager mig til fange og æder mig. Og det er alt sammen mig! JEG ÆDER MIG SELV OP. 

Det er tanker som fører til følelser, som får horisonten til at forsvinde og dagen til at blive sort. Sort som natten.

Og det kan komme. Pludseligt. Selv på en god dag. Fordi jeg midt i alt det gode, alligevel føler, at jeg mangler noget. Fordi jeg så gerne vil dele og øse af min kærlighed....og dér finder ud af, at jeg ikke har de mennesker mere. De mennesker som jeg delte sorger og glæder med. Som jeg kunne give til og som gav mig tilbage. De gav mig hvad jeg manglede. Hvad jeg havde brug for... Engang.

Og medlidenheden og utilfredsheden vokser og skubber til vreden, som skubber til hadet, som... Den ene tager den anden og som dominobrikker falder mit humør.

De mennesker som overtager mine tanker og mit humør, er for stolte, for vrede, for ligeglade eller for fyldt med smerte. Måske er de enda kommet videre. Uden mig. Fordi det var det valg, som var mest rigtig for dem... Uanset hvad. Deres, har intet med mig at gøre. Ikke mere. Alt mit, er alt mit, og det vil jeg ikke lade æde mig op. Det har jeg forstået nu. Og derfor slipper jeg det.

Så.

Kære far, kære mor, kære Bine, kære Magnus og kære alle jer andre, som dukker op i små glimt, fra min fortid.

Vid. At jeg giver slip på de smertefulde og krampagtige tanker, som kommer, hver gang tanken om jer, kryber ind under huden på mig.

Vid, at hver gang det sker, så trækker jeg vejret og vender opmærksomheden tilbage til mit liv.

Vid, at jeg sørger over tabet af jer, fordi det er noget jeg skal igennem.

Vid, at jeg ikke mere kan gå jer i møde. Fordi det lige nu, er for smertefuldt at banke på en dør, der aldrig bliver åbnet.

Men vid også.

Når jeg er klar og er igennem det, jeg skal igennem, så lukker jeg op. Uden smerte. Og lukker ind.

Jeg vil ikke mere lade jeres valg og de valg jeg tog i fortiden, binde mig og styre mig.

Jeg vil videre og jeg vil have det godt, mens jeg går.

Den rigtige fremtid er svær at spå om

Kære Gud den, det, han, hun.

Ja så er jeg her igen....Jeg skriver til dig, fordi jeg er et sted, hvor jeg ikke selv kan besvare mine spørgsmål og finde stopknappen til mine bekymringer. Jeg er rent ud sagt pisse forvirret og jeg har ikke andre end dig. Så. Here goes.

Iakttagelse:

Hvor er der dog mange muligheder i uddannelsesverdenen! Og hvor er det svært, at vide om man vælger rigtigt! Jeg kan jo kun vælge en ting. Og det ene valg, kommer til at påvirke hele mit liv fremover. Og min fremtid skal jo være sikret. Det hører man jo...
Bordet fanger lidt, syntes jeg. For det er en alvorlig ting det her. Det kræver noget af mig. Jeg mener, jeg har efterhånden lært, at det bedste resultat fåes ved udholdenhed. Så du kan godt se det er lidt svært.....ik?

Konklusion.

Det skal være en uddannelse, jeg skal være sikker på, at komme ind på....
Det findes ikke.
Det skal være en uddannelse jeg ved, at jeg kan få arbejde og løn for, bagefter...
Der er ingen garantier.

Jeg kan ikke finde nogle jobopslag på manusskriptforfattere.
Hvor mange manusskriptforfattere findes der egentlig i Danmark? De må da findes et sted... Og hvor mange af dem har fast arbejde?
Det samme gælder skuespillerne... Her har jeg fundet ud af, at der hvert år "udklækkes" seks elever, fra de tre anerkendte skuespillerskoler, som findes i Danmark. Hvor er de? Og hvor mange af dem har fast arbejde? Paprika Steen og Nikolaj Lie Kaas?

Okay så.

Jeg kan blive ergo- eller fysioterapeut. Der er mega mange jobopslag i den afdeling. Sundhed og omsorg boomer. Men er der ikke noget med at de får alt, alt for lidt i løn?

Så kan jeg jo blive læge!
Det er jo bare slet ikke mig.

Tekstforfatter?! Hvordan bliver man det? Og har jeg lyst til at bruge min dag på at finde de bedste og korteste sætninger, der manipulerer flere mennesker til at gå i Netto?!

Rejseskribent....skribent?....journalist?...Så er det måske Danmarks Journalisthøjskole? Og den ligger trods alt i Århus! Men igen....der er ikke nok arbejde....

Dyyyyb indåndning.

Jeg ved med sikkerhed, at det er nødvendigt for mig, at mit arbejde gør mig glad. Og jeg ved, at jeg ikke skal være for meget alene, når jeg arbejder. Det hele peger tilbage på mit humør og min angst. Er jeg først fanget i angst og depressions fælden, jaaaa... så læs min blog. Jeg ryger direkte ind i (syge)dagpenge, kontanthjælps møllen, og det sted gør alt for at spytte mig ud igen. Så hurtigt så muligt! For man skal helst være rask, når man er syg og når man er syg, er der ikke råd til at hjælp. MED MINDRE den hjælp man får, resulterer i arbejde. Hvilket som helst arbejde. For vi er jo en flok forkælede samling møgunger os danskere. Anyhu. Det må betyde, at dem som arbejder for kommunen, så som min distræte og meget travle sagsbehandler, heller ikke tjener særlig meget. Fordi der heller ikke er råd til hende...... Havde hun forudset det, da hun tog sin uddannelse?

Der kom jeg vidst lige ud på et sidespor. Prøver lige at komme tilbage til den positive og optimistiske Leise. Hende som ser de gode slutresultater, samler sig selv op og tager ansvar for sit eget liv. Fordi hun kan!

Og her er det, at du kære Gud, kommer på banen.

Er det planen nu, at jeg skal finde en masse skoler jeg vil ind på, så som Designskolen i Kolding. Og så søge i et væk?

Ja. Velvidende, at jeg kan riskere at få afslag, men at jeg kan samle mig selv op bagefter. Fordi jeg ingen forventinger skal have og fordi, jeg lige er begyndt at tage mig af mig selv og er ved at forstå, hvad der er godt for mig. OG AT. Der er tid nok og alder ikke skal være nogen hindring.

Kære Gud, den, det, han, hun,

Tak fordi du lytter. Ikke taler mig efter munden og afbryder mig, mens jeg taler;)