På årets varmeste dag, tog min far og dukken til Rom...
Fem dage forinden havde han købt en ny Mozart. I forgårs ringede han så pludselig, for lige at høre hvordan det gik....og om jeg kunne passe den lille ny.
Min far bruger kun penge når det er til hans fordel og da jeg ingen bagdel så, ved tilbudet om 8 dage i luksus med alt betalt, flyttede jeg ind i huset ved vandet og mødte verdens grimmeste og mest søde, lille mops, Mozart Junior.
Det hviskede fra alle husets designer møbler, at der havde været forhandlinger ind over. "Hvis du skal have en Mozart til, så vil jeg have 3 uger i Rom, hvor jeg får alt hvad jeg peger på"..... "Du kan få 8 dage og jeg bestemmer resten, basta!". Noget i den stil.
Dukken kunne ikke komme hurtigt nok afsted. Min far, det modsatte. For første gang, tog jeg dukkens parti.
God tur, hej, hej, ja, ja jeg skal nok huske at fodre, tisse, gå tur og låse efter mig FAAAARVEL!
Ude af øje, ude af sind.
HVOR SVÆRT KAN DET LIGE VÆRE, AT PASSE EN HUND!?
Alle døre og vinduer blev åbnet og musikken sat på max. Fandt kold hvidvin i køleskabet og inviterede mig selv på take away sushi i badet, i baghaven. Aaaaaaaah. LIFE IS GOOD WHEN IT'S FREE!
Da kedsomheden fandt mig og jeg pludselig kom i tanke om, at Mozart var grunden til mit paradis, fik jeg mig taget sammen til at gå en tur.................Der var bare lige det problem..... Mozart var væk!
I det sekund jeg fandt ud af hvor fuldstændig nederdrægtig, nosse dumt og ansvarsløst det havde været af mig, kun at tænke på mig selv, lod jeg et dybt, desperat og jamrende brøl, undslippe mine læber.
NEEEEEEEEEEEEEEEJ!
Og så lagde jeg hovedet. Og fes rundt som en skoldet skid, i det der mindende om en uendelighed. Min tro følgesvend og straffen for min tankeløshed, var panik, angst, koldsved, skyld og skam. Indtil jeg havnede på stranden. Hvor miraklet skete.
Det var søndag, stranden var sort af mennesker og i fuld offentlighed, valgte jeg at bryde sammen.
Og som en amerikansk feel good film, i slow motion, hørte jeg mit navn blive nævnt i det fjerne. Jeg så op og kikkede direkte ind i solen, på et udefinerbart menneske, hvis indentitet var slettet, på grund af lyset og på grund af Mozart junior, som vedkommende bar i sin favn. Sidst men ikke mindst, blev alt sort fordi jeg besvimede.
Skal der være drama, så lad der vare drama. Ring til Leise. Hun leverer varen, hver gang!
Som du nok kan tænke dig til, på grund af overskriften til dette indlæg, var personen i solstrålen, Magnus.
Af alle mennesker på denne jord, var det Magnus der reddede Mozart og min dag.
MAGNUS!!!!!
PS.
1. Jeg har det godt
2. Mozart har det godt.
3. Huset har det godt.
4. Magnus fik mit telefon nummer.
5. Han ringede et kvarter efter.
6. Han kommer forbi i morgen.
7. Man kan få noget godt ud af alting.
mandag den 20. august 2012
mandag den 6. august 2012
Tak til John Mayer
Har tilbragt weekenden med John Mayer.
Af flere grunde.
1. Fordi han minder en lille, bitte, bitte, bitte smule om Magnus.
2. Fordi jeg har været så ked af det og fyldt med ensomhed.
3. Fordi den eneste som har kunne trøste mig, har været ham.
John Mayer.
De der stemninger.
De der drømme som efterlader mig i en tilstand af, at bare være ked af det. Og gennemvædet af ensomhed.
Hele dagen. Uden egentlig at kunne sætte fingeren på hvorfor.
Jeg lader det sive igennem mig. Og jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal lade mig farve af det. Blot lade det passere.
Men det er hårdt. Hårdt ikke at lade sig rive med af den stemning. At ligge i sengen en hel dag og dykke i tudebølger. Op og ned.
Jeg øver mig. For jeg har hørt at øvelse gør mester.
Og den her gang, var John Mayer altså en slags redningskrans. Ikke detso mindre var det MIG der tog fat i ham. Og det er nyt! At kunne være stærk nok til at rejse sig og gribe fat i det, som man ubevidst eller bevidst, ved kan hjælpe.
Sang og tekst fulgte mit humør. Jeg er vild med de fleste af hans sange. Gravity, Free fallin', Daughters, Clarity osv. osv. Men den som talte mest til mig, i løbet af weekenden, var War of my life. Teksten gik rent ind! http://www.youtube.com/watch?v=h8_Y_1psB6g
Tilsidst. Igår. Søndag fandt jeg mig selv sidde og skrive en liste over de ting, jeg godt kan lide at lave. De ting som gør mig glad. Og det var rart at finde frem til. Igen.
Så tillykke Leise. Du har lige hjulpet dig selv igennen en kold tyrker og er måske snart slet ikke mere afhængig af stoffet kaldet, ensomkedafdethedsstoffet.
Tak.
Af flere grunde.
1. Fordi han minder en lille, bitte, bitte, bitte smule om Magnus.
2. Fordi jeg har været så ked af det og fyldt med ensomhed.
3. Fordi den eneste som har kunne trøste mig, har været ham.
John Mayer.
De der stemninger.
De der drømme som efterlader mig i en tilstand af, at bare være ked af det. Og gennemvædet af ensomhed.
Hele dagen. Uden egentlig at kunne sætte fingeren på hvorfor.
Jeg lader det sive igennem mig. Og jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal lade mig farve af det. Blot lade det passere.
Men det er hårdt. Hårdt ikke at lade sig rive med af den stemning. At ligge i sengen en hel dag og dykke i tudebølger. Op og ned.
Jeg øver mig. For jeg har hørt at øvelse gør mester.
Og den her gang, var John Mayer altså en slags redningskrans. Ikke detso mindre var det MIG der tog fat i ham. Og det er nyt! At kunne være stærk nok til at rejse sig og gribe fat i det, som man ubevidst eller bevidst, ved kan hjælpe.
Sang og tekst fulgte mit humør. Jeg er vild med de fleste af hans sange. Gravity, Free fallin', Daughters, Clarity osv. osv. Men den som talte mest til mig, i løbet af weekenden, var War of my life. Teksten gik rent ind! http://www.youtube.com/watch?v=h8_Y_1psB6g
Tilsidst. Igår. Søndag fandt jeg mig selv sidde og skrive en liste over de ting, jeg godt kan lide at lave. De ting som gør mig glad. Og det var rart at finde frem til. Igen.
Så tillykke Leise. Du har lige hjulpet dig selv igennen en kold tyrker og er måske snart slet ikke mere afhængig af stoffet kaldet, ensomkedafdethedsstoffet.
Tak.
onsdag den 1. august 2012
MMMMMagnus
Tror jeg er forelsket i Magnus....
Hvordan kan jeg egentlig være det?!
Jeg kender ham jo ikke. Jeg aner ikke hvor han bor, eller om jeg nogensinde kommer til at se ham igen.....selv om vi har det med at støde ind i hinanden i tide og utide.
Måske var han ude på at hævne Bines lille stunt, fra dengang vi så hinanden sidst!? Måske reddede Tusse mig uden jeg var klar over det!.....Måske var han slet ikke interesseret i mig.....
Tak Tusse....Jeg er ked af alt det der skete. Jeg er ked af, at du ikke sagde til mig hvad der foregik. Ked af, at du stjal alle de glas...eller måske ikke ked af det. Mere forundret.
Forundret over, at noget kan forandre sig så hurtigt. Forundret over, at lysten til at se dig, pludselig er væk. Og forundret over, at det ikke gør noget....Måske var det blot skolen vi havde sammen. Dét at vi kunne være der for hinanden og hjælpe hinanden, mens vi begge så vores angst i øjnene.....Måske var det socialfobien der spillede os et puds? Måske var det for hurtigt, at ville åbne så meget op...Måske ikke. Måske tænker jeg for meget over alting....Tjaaaaa det lyder sku egentlig meget rigtigt.
Tanker og bekymringer om fortiden og fremtiden, gør det meget svært for os mennesker, at leve i nuet. Det handler om fokus. Hvis fokus er spredt for alle vinde, er det svært at holde balancen. Nej jeg er ikke en fortune cookie - det er blot sætninger jeg tog med fra skolen, og som jeg har lært en hel del af.........(Skoleforløbet er i øvrigt slut, så jeg "happily arbejdsløs" og helt uden (for)mål...igen).
Jeg er her, lige nu. Lige nu, er jeg her. Foooooookus.
Skulle man hænge sedler op, rundt omkring i byen, hvor man efterlyser ham? Eller er det liiiige voldsomt nok? Måske man skulle starte med at skrive på en enkelt toiletdør. På Train.....på mændenes toiletter....
Eeeej.
Jeg nøjes bare med at sidde her og sukke. I nuet.
Jeg tror hans øjne var brune....
Uuuuuh ja. Hold det fokus;)
SUK.
Hvordan kan jeg egentlig være det?!
Jeg kender ham jo ikke. Jeg aner ikke hvor han bor, eller om jeg nogensinde kommer til at se ham igen.....selv om vi har det med at støde ind i hinanden i tide og utide.
Måske var han ude på at hævne Bines lille stunt, fra dengang vi så hinanden sidst!? Måske reddede Tusse mig uden jeg var klar over det!.....Måske var han slet ikke interesseret i mig.....
Tak Tusse....Jeg er ked af alt det der skete. Jeg er ked af, at du ikke sagde til mig hvad der foregik. Ked af, at du stjal alle de glas...eller måske ikke ked af det. Mere forundret.
Forundret over, at noget kan forandre sig så hurtigt. Forundret over, at lysten til at se dig, pludselig er væk. Og forundret over, at det ikke gør noget....Måske var det blot skolen vi havde sammen. Dét at vi kunne være der for hinanden og hjælpe hinanden, mens vi begge så vores angst i øjnene.....Måske var det socialfobien der spillede os et puds? Måske var det for hurtigt, at ville åbne så meget op...Måske ikke. Måske tænker jeg for meget over alting....Tjaaaaa det lyder sku egentlig meget rigtigt.
Tanker og bekymringer om fortiden og fremtiden, gør det meget svært for os mennesker, at leve i nuet. Det handler om fokus. Hvis fokus er spredt for alle vinde, er det svært at holde balancen. Nej jeg er ikke en fortune cookie - det er blot sætninger jeg tog med fra skolen, og som jeg har lært en hel del af.........(Skoleforløbet er i øvrigt slut, så jeg "happily arbejdsløs" og helt uden (for)mål...igen).
Jeg er her, lige nu. Lige nu, er jeg her. Foooooookus.
Skulle man hænge sedler op, rundt omkring i byen, hvor man efterlyser ham? Eller er det liiiige voldsomt nok? Måske man skulle starte med at skrive på en enkelt toiletdør. På Train.....på mændenes toiletter....
Eeeej.
Jeg nøjes bare med at sidde her og sukke. I nuet.
Jeg tror hans øjne var brune....
Uuuuuh ja. Hold det fokus;)
SUK.
Abonner på:
Opslag (Atom)