Bine var min ven...

Min psykolog har sagt, at det er naturligt med store forandringer, når man efter flere års angst, begynder at få sig selv tilbage.

Og jeg ved hvad hun mener....

Bines og mit forhold er under forandring, og det har det været i et stykke tid. Det er som om, der har hængt en tåge over os, hver gang vi var sammen. Samtidig er tågen lettet mere og mere, for hver gang, og jeg er begyndt at indse...og forstå. At det lakker mod enden.

Jeg ved det er mig. Jeg ved det er mit træk. Men jeg har ikke helt besluttet mig....endnu.  Det skriger til himlen, men det er bare så svært, at skulle såre et andet menneske. Og så er det pisse hårdt, at tage sådan en konfrontation!

Den kunne bare ikke strækkes mere. Jeg kunne mærke, med hver fiber i min krop, at der skulle gøres et eller andet. 

Så jeg tog hen til hende i weekenden. For at se hvor hun var. Hvor vi var.
Hun havde taget på, og var meget kærlig? På en måde jeg ikke har oplevet før. Det var næsten for meget. Og jeg kunne ikke helt lure, hvad der foregik. Men et eller andet var i spil. Det virkede nærmest hysterisk. Som om hun var på noget. Før i tiden ville jeg begynde, at lege bekymret mor/psykolog. Men jeg lod den ligge. Jeg gad simpelthen ikke mere. 

Hun åbnede en flaske rødvin og jeg fik ét glas. Resten drak Bine. Og mens jeg sad der og spyttede ned i mit glas, talte hun om sig selv. Om sine one night stands, om chefen der har et crush på hende, om sine semi kendte venner og bla. bla. bla.

Jeg kastede en sætning omkring mit liv. Om alt det nye som blomstrer, men hun tog den ikke. Hun lod den visne og dø. Og jeg var lige ved at ryge i fælden. Den jeg plejer at ryge i, når jeg føler mig overset og fejlplaceret.

Jeg tog et skridt tilbage, uden at ligge mærke til det. Og så væltede det ud. 

Kære Bine. 
Jeg har fundet ud af, at jeg er mere ked af det, end glad, når jeg er sammen med dig. Det er som om, jeg glemmer mig selv. Som om jeg går på autopilot og et pleaser-gen tager over. Det underdanige, stumme og
altopofrende pleaser-gen, som opfylder alle din ønsker, slikker dig i røven, løfter dig og redder dig.
Og lige meget hvad jeg gør, så ser du mig ikke. Du overser mig, overtræder mine grænser og jeg er ikke mig selv, når jeg er sammen med dig. Jeg er en klumpet lille klat, som ikke kan formulerer mig. Jeg føler mig dum og ligegyldig og sådan skal et venskab ikke være. Sådan vil jeg ikke være. Jeg kan ikke lide at se mig selv sådan. Jeg ved ikke om jeg kan mere. Jo, Bine. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for tid uden dig. Jeg har brug for at komme ovenpå, tage mig af mig selv og skabe sunde relationer. 

Jeg var rød i hovedet, træk næsten ikke vejret og hakkede mig igennem alle ordende. Men jeg fik det trods alt sagt! Ikke helt, som jeg har genfortalt det, men sådan cirka. 

Bine sagde ingenting. Hun gik hen til hoveddøren, åbnede den og lavede en bevægelse der ikke kunne misfortås.

-Skrid!

Og så skred jeg.

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det skulle ske nu og på den måde. Jeg havde regnet med, at jeg havde sagt noget helt andet, trukket lidt i land og forsøgt mig med forskellige løsningsmodeller. Men det som blev sagt, føltes rigtigt for mig og derfor gik jeg. Uden noget drama og "undskyld Bine, jeg mente det ikke alligevel. Tilgiv mig". 

Det vi havde sammen, er forbi.

Det gjorde ondt, men det gjorde også godt.

L som i Lorte vejr, Løvebrøl og Lækre mennesker

Jeg hader regnvejr. Især når det tenderer til monsun. OG. Man skal udenfor!


Hader det især i dag, fordi min cykel er rusten og lyder som en syg hund....kat...whatever. Det primære problem her er, at det føles som om jeg er i tiende gear - op af bakke!
Hader det også fordi, jeg ikke tør tage bussen....Angst, du ved...
Og så hader jeg det allermest fordi sætningen, "Der findes ikke forkert vejr, kun forkert påklædning", fandt adgang til min hjerne og tog kvælertag på mig, i et mother Teresaagtigt forsøg på selvhjælp. 
HOLD SÅ KÆFT! Man må altså godt hade regnvejr, sig selv og alle andre lige nu. JO moralstemme, det må man godt!!!

Rent faktisk blev jeg lettere hysterisk. Kæde knækker, regn skruer op for volumen, regntøj har aldrig været første prioritet OG JEG HAR IKKE ENGANG PMS!

Så midt i det hele. Mellem cyklister, biler, fodgængere og vandland, fik jeg nok. Jeg brølede. Højt!

Det hjalp.

Tusse lavede sort the med skovbær. Sofie kreerede sari af sit tørklæde, mens mit tøj tørrede. Og min lærer fortalte om eksponering, dagsform og et værdistyret liv.

Jeg lænede mig tilbage, overrasket og taknemmelig over, at der eksisterer hjælpsomme mennesker. Kikkede ud af vinduet og nød regnvejret.

Og så stoppede det....


Fakta:
Eksponering = Betyder, at jeg snart skal ud og gøre det, jeg er bange for. Jeg skal eksponere. I grader og i det tempo, jeg er villig til. 
Dagsform = En slags temperatur måling på sig selv og en læren om, hvornår man skal sige nej tak (de fleste mennesker med angst og stress, har brug for en nejhat;).
Værdistyret liv =  At finde frem til og handle på sine værdier, for tilsidst at leve et værdistyret liv!


Lyder sku meget godt. Bring it on!

Tusse - Du er sød på den lækre måde!

Det siger sig selv.

Navnet Tusse virker helt naturligt og er ganske klædeligt til 25 årig sidemand, som spuler sine kinder ud, i tide og utide.

Først tænkte jeg. "Hun er vidst ikke helt normalt hende der" Dengang var det ikke så pænt formuleret. Bagefter tænkte jeg "Men der er et eller andet over hende". For Tusse smiler altid til mig og så er hun pisse sød og oprigtig interesseret. Og de der kinder. De har humor.
I øvrigt er det kun når hun er nervøs, at Louis Armstrong kommer på banen. Hvilket han ofte gør.

Det er heller ikke hver dag, man tager sin angst i kraven og stirrer den dybt i øjnene!

Det gør Tusse.

Derfor er vi blevet venner!

Gåden om Teddy

Jeg gik forbi et vindue i byen i dag.

Derinde så jeg til min rædsel "min" store, mørkebrune Teddybjørn, stå i et butikslignende lokale, blandt en masse mennesker. Det så ud til at være en slags reception.

Komisk.
At betragte sceneriet på afstand.
Skræmmende.
At vide, at Teddybjørnen stadig eksisterer og måske lusker hemmeligt rundt, i Mejlgade og omegn.
Mareridtsagtigt.
At tænke på, at Teddy tilbringer natten i lokalområdet, med hæs vejrtrækning, på jagt efter lille mig.
Til grin.
Hvis det viser sig, at være P som befinder sig inden i. (mon man kan sparke en mand i bamsekostume hårdt nok i nosserne, så han kan mærke det?!)
Lykkelig.
Over at opdage, efter en halv times dedektivarbejde, at mand i Teddybjørn, lejes ud til diverse opgaver.
Ubehageligt, akavet og mega underligt. 
Som en slags maskot eller levende reklamesøjle...
Penge.
Hvor meget mon man får, for at hoppe rundt som bamse eller brumlebi? Hvor meget ville jeg gøre det for?
Nix. 
Tror ikke Teddy og jeg har kemi nok til at blive kollegaer.
Bekymrende. 
Med alle de flashbacks, hvor Teddy danser, hilser og forfølger mig.
Angstfremkaldende.
At se Teddy vinke til mig, da jeg passerer vinduet, for at gå hjem af. (måske er han hemmelig agent og har placeret en GPS på mig!)

Har du? Hvor? Hvorfor?

Hvem er du!?!

SCARY.

Mozart er død

Der stod vi så. Far, dukken og jeg. På dyregravpladsen i Viby. Dukken havde syet min far et sørgebind med velcrolukning og jeg var usikker på, om jeg skulle græde eller grine...

Det var min første begravelse nogensinde.

Kære Mozart. 
Jeg vil aldrig glemme din larmende vejrtrækning og dit mopsede, lidt forskrækkede ansigstudtryk.
Mahler, Strauss, Wolfgang A. Mozart og Gamle Ole vil for altid minde mig om dig.
14 år! Det er godt gået gamle dreng.
Jeg kommer nok til at savne dig.

Far græd stille, diskret og blev stående, da dukken og jeg gik hen til bilen. Vi spiste frokost i stilhed og bagefter gik min far op på sit kontor og kontaktede sit netværk.

Mozart er død og nu vil min far have en dyregravplads i Risskov.