I går var første dag på dagsholdet i Føtex og pludselig kunne jeg se fordelen ved at have været på natholdet. For på dagsholdet er man frissssk. Og hvis man ikke er det, skal de nok sørge for, at man ikke glemmer at være det.
Min nye chef, René, klapper af mig. Ikke fordi han syntes jeg er dygtig, men fordi klapjagt er hans hobby.
- Du har to minutter og så er det direkte ned i fryseboksen Leise Jensen.
Hvert tiende minut dobbelttjekker de om man sover, ved at sætte en jingle på, som hjernevasker samtlige mennesker, der bevæger sig ind i området.
" Ja du hørte riiiigtigt, 25 kroooner"
Den første time, så jeg må selv tage et jagtgevær med på arbejde og skyde højtalersystemet ned, stikke geværet op i næsen på René. Og med hæs stemme sige noget ala.
- Løb René ellers ender du i fryseboksen!
Men efter to timer gav min hjerne op og jeg blev som alle andre. En zombie.
" Føtex er sej, de gør mere for dig".
Og som en pladespiller, hvor pickuppen ridser pladen midt i melodien, skete det, at Bine trådte ind i mit synsfelt.
Hun smilede stort som om alting var ved det gamle. Og i det øjeblik lagde jeg mærke til hendes mave. Den var enorm og jeg kunne ikke få mine øjne fra den.
- Heej?
- Ja, det kunne godt have været øl.
Jeg kikkede op på hende og lagde mærke til noget, jeg ikke havde set, siden vi var små. Oprigtig glæde.
- Ej hvor vildt!
Jeg havde ikke andet at sige, for det var vildt.
- Det bliver en dreng. Holger tror jeg, måske Buster.
Jeg grinede, men Bine fortrak ikke en mine, så jeg nikkede forstående.
- Hvem er er faderen, er det en man kender?
Bine trak smilende på skuldrene. Drillende og lillepigeagtigt.
- Men det bliver en dreng!
- Ja stakkels knægt.
Vi grinede begge.
- Ej Bine hvor er det vildt. Du skal være mor.
Og så nåede vi ikke længere. For Rene og jinglen forstyrrede alting og jeg måtte videre til kaffeafdelingen. Vi gav hinanden et knus og det var dejligt og underligt på samme tid. Bines liv have taget en stor drejning og jeg var ikke en del af det.
Da jeg endelig kom hjem, fandt jeg min mor sidde på trappen foran min dør og vente. Da der ikke var ordentlig forbindelse mellem os, opfangede jeg kun ordene: Skilsmisse. Bliver i Århus. Se mere til hinanden. Pludselig blev jeg slået i hovedet med en hammer og mens min mor gjorde sig klar til at gå, gik jeg i seng.
Leise lå ved mit bryst og spandt. Det gjorde mig rolig og jeg faldt i søvn.
torsdag den 1. november 2012
mandag den 29. oktober 2012
Kattens. Det kom helt bag på mig
Stemme: Leise, Leiiiseeee...kom, kom, kom.
Mig: Sig mig engang, er der nogen som kalder på mig....?
Stemme: LeiseLeiseLeise, hvor er du skat?
Mig: Ja gu er der så!......Skat?
Mine ører var fem meter lange. Det kom ude fra trappeopgangen. Jeg blev stående i entreen for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Lige så forsigtigt åbnede jeg døren på klem og i tegnefilmsfart, fløj en rød kat ind af døren, gennem mine ben og fortsatte videre ind i soveværelset
Stemme (vred): Leise NEJ!
Forvirret kikkede jeg efter katten.
Stemmen: Leise du kan ikke...kom herud...du må ikke løbe ind i....Det må du altså undsky....
Stemmen stoppede midt i sin undskyldning og da jeg drejede hovedet for at se, hvem den pludselige genkendelige stemme tilhørte, gik alting i stå.
DET VAR MAGNUS!
Og han ligende en som var faldet ned fra månen.
Magnus: Leise!?
Der opstod en stille evighed mellem os.
Mig: Hedder din kat Leise?
Magnus:.... Ja.....
........................................................Jeg prøvede at finde mening i det hele........
Magnus: Jaaøøh Leise jegøøhm...
Mig: Du får Leise tilbage når hun er klar.
Og så lukkede jeg døren. Med bankende hjerte. Stadig forvirret. Jeg gled ned af døren og sad helt stille. Leise kom hen til mig og begyndte at kæle. Som om den ville trøste. Mens tårerne trillede ned af mine kinder, sad vi der og tog vores tid. Og pludselig hørte jeg Magnuses skridt. Han havde åbenbart ikke rørt sig i al den tid. Jeg fulgte hans skridt nedenunder og hørte ham lukke døren efter sig.
Magnus Just!
Mig: Sig mig engang, er der nogen som kalder på mig....?
Stemme: LeiseLeiseLeise, hvor er du skat?
Mig: Ja gu er der så!......Skat?
Mine ører var fem meter lange. Det kom ude fra trappeopgangen. Jeg blev stående i entreen for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. Lige så forsigtigt åbnede jeg døren på klem og i tegnefilmsfart, fløj en rød kat ind af døren, gennem mine ben og fortsatte videre ind i soveværelset
Stemme (vred): Leise NEJ!
Forvirret kikkede jeg efter katten.
Stemmen: Leise du kan ikke...kom herud...du må ikke løbe ind i....Det må du altså undsky....
Stemmen stoppede midt i sin undskyldning og da jeg drejede hovedet for at se, hvem den pludselige genkendelige stemme tilhørte, gik alting i stå.
DET VAR MAGNUS!
Og han ligende en som var faldet ned fra månen.
Magnus: Leise!?
Der opstod en stille evighed mellem os.
Mig: Hedder din kat Leise?
Magnus:.... Ja.....
........................................................Jeg prøvede at finde mening i det hele........
Magnus: Jaaøøh Leise jegøøhm...
Mig: Du får Leise tilbage når hun er klar.
Og så lukkede jeg døren. Med bankende hjerte. Stadig forvirret. Jeg gled ned af døren og sad helt stille. Leise kom hen til mig og begyndte at kæle. Som om den ville trøste. Mens tårerne trillede ned af mine kinder, sad vi der og tog vores tid. Og pludselig hørte jeg Magnuses skridt. Han havde åbenbart ikke rørt sig i al den tid. Jeg fulgte hans skridt nedenunder og hørte ham lukke døren efter sig.
Magnus Just!
torsdag den 25. oktober 2012
Den dag hvor Mary kørte en cyklist ned, overtog jeg spotlyset
Den dag på året hvor alting er mest orange. Hvor bladene falder og mørket overtager lyset i lynets hast. Hvor min far forbliver tavs og jeg gør det samme. I et forsøg på at glemme det faktum, at jeg er alene. Igen. Den dag, hvor Mary kom på alle landets spisesedler, blev jeg et år ældre.
MEN.
Så stod jeg op før fanden fik sko på. Mest fordi de halvtomme hylder i Føtex skreg på mit ansvar, men også fordi. Jeg kom i tanke om, at jeg havde givet mig selv et løfte.
Jeg tændte stearinlys, lavede min ynglings the og tegnede et flag på A 4 papir. Satte mig ved vinduet og betragtede dagen tage hul på sig selv.
Det var præcis som det skulle være.
Og så fik jeg varm kakao, theboller og fødselsdagssang. Af Føtex. Som opgraderede mig til dagsholdet, hvor alle ved, at der venter flere udfordringer og endnu mere ansvar - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.
Og da jeg kom hjem, kom et bud med blomster. Fra Sofie. Som sang fødselsdagssang, med hele familien i baggrunden, da jeg ringede for at sige tak - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.
Og jeg blev inviteret på L´estragon. Af min mor. Som huskede, at god mad gør mig lykkelig. Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.
Og mens jeg fik Crème brûlée og takkede for en perfekt dag, gjorde en sød og rød, lille kat sig klar.
Til at gøre sin entre og ændre mit liv.
MEN.
Så stod jeg op før fanden fik sko på. Mest fordi de halvtomme hylder i Føtex skreg på mit ansvar, men også fordi. Jeg kom i tanke om, at jeg havde givet mig selv et løfte.
Jeg tændte stearinlys, lavede min ynglings the og tegnede et flag på A 4 papir. Satte mig ved vinduet og betragtede dagen tage hul på sig selv.
Det var præcis som det skulle være.
Og så fik jeg varm kakao, theboller og fødselsdagssang. Af Føtex. Som opgraderede mig til dagsholdet, hvor alle ved, at der venter flere udfordringer og endnu mere ansvar - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.
Og da jeg kom hjem, kom et bud med blomster. Fra Sofie. Som sang fødselsdagssang, med hele familien i baggrunden, da jeg ringede for at sige tak - Og jeg blev midtpunkt og rød i hovedet. Men jeg nød det. For jeg huskede mig selv på, at give slip og nyde.
Og mens jeg fik Crème brûlée og takkede for en perfekt dag, gjorde en sød og rød, lille kat sig klar.
Til at gøre sin entre og ændre mit liv.
mandag den 22. oktober 2012
Forbrugersamfundet længe leve! HURRA?
De sidste par dage, som har været de første dage i mit arbejdsliv, har været et bombardement af indtryk.
Storcenter Nord! Sikke et gedemarked!!!
Og ved du hvad? Det er fyldt til randen med mennesker. Hele tiden!!!!
Hvad laver alle de mennesker der?
Det skal jeg fortælle dig.
De spiser...
I en zombie lignende tilstand, slæber de deres blegfede kroppe og deres afkom, rundt og rundt i et gråt og kunstigt, kanellugtende, neonbelyst center og propper i kæften!
Hvorfor? Fordi de er ligeglade? Fordi de hygger sig? Fordi de kan?
Og et eller andet sted, sidder der nogle mennesker og klapper af hinanden, fordi endnu et hold, er bukket under for "mer salgs" fælden. UDEN AT VIDE DET!!!
Ved du hvad, du kan?
Du kan købe en masse E numre, forklædt som pølsehorn, bagt af en fake bager. 5 stks. til 30 kroner og ungerne eeeelsker det! Et højt betalt menneske, med forstand på krejleri, har været så strategisk snedig, at placere bageren, så den ligger klisteret op af Føtex. Det skaber kaos. Men det er sku da lige meget, for man kan altid liiiige købe en kage til kaffen.
Når man så endelig er kommet ind i Føtex. Kan man købe tre flasker dyr, DYR rødvin, til UNDER halv pris! Og de står ikke i vin afdelingen. Naaaaj da. De står lige når du kommer ind i Føtex! Midt i mellem plastik skoene, som ser dyre ud, men som KUN koster 48 kr!!! Og det kan man jo ikke gå glip af, kan man vel! Og så kan man jo liiige så godt købe tre par. Når nu man er så heldig!
Forholddaophvorerdetbilligtogsåunderkrisentænkengangdeterjo NÆSTEN GRATIS.....Føtex! Jeg tror du elsker mig....!
14 dage efter, bliver det hele smidt ud, så der kan gøres plads til endnu mere billigt og fuldstændig ligegyldigt lort. I fem forskellige varianter! Som FOLK KØBER!?!?!?!?
Og jeg skal være ligeglad. Jeg skal gøre mit arbejde. Indskærpe mit fokus. Så jeg ikke bliver bange, for det jeg ser. Så jeg kan være her og ikke har lyst til at råbe SÅ VÅGN DOG OOOOOP!
Storcenter Nord! Sikke et gedemarked!!!
Og ved du hvad? Det er fyldt til randen med mennesker. Hele tiden!!!!
Hvad laver alle de mennesker der?
Det skal jeg fortælle dig.
De spiser...
I en zombie lignende tilstand, slæber de deres blegfede kroppe og deres afkom, rundt og rundt i et gråt og kunstigt, kanellugtende, neonbelyst center og propper i kæften!
Hvorfor? Fordi de er ligeglade? Fordi de hygger sig? Fordi de kan?
Og et eller andet sted, sidder der nogle mennesker og klapper af hinanden, fordi endnu et hold, er bukket under for "mer salgs" fælden. UDEN AT VIDE DET!!!
Ved du hvad, du kan?
Du kan købe en masse E numre, forklædt som pølsehorn, bagt af en fake bager. 5 stks. til 30 kroner og ungerne eeeelsker det! Et højt betalt menneske, med forstand på krejleri, har været så strategisk snedig, at placere bageren, så den ligger klisteret op af Føtex. Det skaber kaos. Men det er sku da lige meget, for man kan altid liiiige købe en kage til kaffen.
Når man så endelig er kommet ind i Føtex. Kan man købe tre flasker dyr, DYR rødvin, til UNDER halv pris! Og de står ikke i vin afdelingen. Naaaaj da. De står lige når du kommer ind i Føtex! Midt i mellem plastik skoene, som ser dyre ud, men som KUN koster 48 kr!!! Og det kan man jo ikke gå glip af, kan man vel! Og så kan man jo liiige så godt købe tre par. Når nu man er så heldig!
Forholddaophvorerdetbilligtogsåunderkrisentænkengangdeterjo NÆSTEN GRATIS.....Føtex! Jeg tror du elsker mig....!
14 dage efter, bliver det hele smidt ud, så der kan gøres plads til endnu mere billigt og fuldstændig ligegyldigt lort. I fem forskellige varianter! Som FOLK KØBER!?!?!?!?
Og jeg skal være ligeglad. Jeg skal gøre mit arbejde. Indskærpe mit fokus. Så jeg ikke bliver bange, for det jeg ser. Så jeg kan være her og ikke har lyst til at råbe SÅ VÅGN DOG OOOOOP!
onsdag den 17. oktober 2012
Har fået arbejde!
Da jeg blev alene, kom jeg til at tænke over, hvad jeg havde sagt til min mor, da jeg, uden at tænke over det, kastede de tre eksempler på bordet.
At min kæreste hedder Magnus, at jeg skal studere antropologi og arbejder som receptionist på et imaginært hotel i Guldsmedegade.
Det kunne have været sandt...
Magnus var jo min kæreste. I 8 dage. Og vi har jo egentlig ikke gjort det forbi. Selv om han (51 % sikkert) holder i hånd med en langbenet og langhåret brunette. Og set i bakspejlet, sikkert gentager samme historie som Pikhovedet jeg engang datede, dumpede, datede og dumpede.
Antropologi....bliver måske en realitet. Faktisk bliver jeg mere og mere glad i låget, når jeg læser om uddannelsen. Og så er jyllands hovedstad, SÅ heldig at udbyde den af slagsen, som tiltaler mig mest!
Århus - København
1 - 0
Mit arbejde....Dagen kom. Jeg har fået et!
Fordi Leise er et menneske, der er kommet så langt, at hun tør tage et. Også selv om genertheden, koldsveden, hjertebanken og den vaklende tro på sig selv, står på spring rundt om hjørnet. Klar til at........ hvad? At skræmme hende. Så hun løber væk. Gemmer sig under dynen og sover dagene væk. Ængstelig for alting. Men i bund og grund kun en ting. At vise hvem hun er, når hun tror, at hun mister kontrollen og skal dø.
Så jeg har sagt ja!......til at stå op klokken kvalme i morgen tidlig. Alle veje fører nemlig til Storcenter nord. Åbenbart også min.
Det er ikke mit drømmejob. Det behøver det heller ikke at være. Det eneste jeg behøver er, at være er tryg nok. Og lige nu, er der intet der skræmmer mig ved, at skulle sætte varer på hylder.
Føtex here I come!
At min kæreste hedder Magnus, at jeg skal studere antropologi og arbejder som receptionist på et imaginært hotel i Guldsmedegade.
Det kunne have været sandt...
Magnus var jo min kæreste. I 8 dage. Og vi har jo egentlig ikke gjort det forbi. Selv om han (51 % sikkert) holder i hånd med en langbenet og langhåret brunette. Og set i bakspejlet, sikkert gentager samme historie som Pikhovedet jeg engang datede, dumpede, datede og dumpede.
Antropologi....bliver måske en realitet. Faktisk bliver jeg mere og mere glad i låget, når jeg læser om uddannelsen. Og så er jyllands hovedstad, SÅ heldig at udbyde den af slagsen, som tiltaler mig mest!
Århus - København
1 - 0
Mit arbejde....Dagen kom. Jeg har fået et!
Fordi Leise er et menneske, der er kommet så langt, at hun tør tage et. Også selv om genertheden, koldsveden, hjertebanken og den vaklende tro på sig selv, står på spring rundt om hjørnet. Klar til at........ hvad? At skræmme hende. Så hun løber væk. Gemmer sig under dynen og sover dagene væk. Ængstelig for alting. Men i bund og grund kun en ting. At vise hvem hun er, når hun tror, at hun mister kontrollen og skal dø.
Så jeg har sagt ja!......til at stå op klokken kvalme i morgen tidlig. Alle veje fører nemlig til Storcenter nord. Åbenbart også min.
Det er ikke mit drømmejob. Det behøver det heller ikke at være. Det eneste jeg behøver er, at være er tryg nok. Og lige nu, er der intet der skræmmer mig ved, at skulle sætte varer på hylder.
Føtex here I come!
tirsdag den 16. oktober 2012
Mor
Hun tog alt plads. Mens hun sad der i stuen. Og snakkede som om vi kendte hinanden.
Om Tage der havde mistet lysten til at arbejde og rejse. Hvilket resulterede i at han pludselig var hjemme.
Så hun havde brug for at komme lidt væk. Og nu sad hun så her og tog mit vejr.
- Hvordan går du og har det skat?
Igen. Afventende. Sårbar. Og hvis jeg ikke vidste bedre, oprigtig. Som en mor der interesserer sig for sin datter.
Jeg har øvet mig længe. Ubevidst. Men nu. Helt bevidst. At se normal ud, selv om jeg er ved at dø indvendig.
Jeg ville så gerne dele, men tilliden var væk.
For jeg kender jo det her scenarie. Jeg ved hvad der sker, når jeg begynder at fortælle om, hvordan jeg har det. Min forældre vil bare gerne høre, at jeg har det godt. Resten kan de ikke håndtere.
Så jeg løj. Lidt. For hvordan kan jeg være mig selv, når personen overfor mig ikke vil se hvem jeg er!?
Jeg fortalte at mit arbejde er fedt, min kæreste er sød og at jeg glæder mig til at komme i gang med mit studie.
Sårbarheden forsvandt og blev erstattet med et tilfreds smil og en interesse i mit liv, som jeg ikke har oplevet før. Og jeg var lige ved at falde i. Men jeg blev på overfladen.
Skulle blot fortælle lidt mere detaljeret. Kæresten hed Magnus. Jeg vil studere antropologi og jeg arbejder i receptionen, på et hotel ved Guldsmedegade.
Og det var det....Resten klarede hun.
Indtil jeg forstod.
At jeg ikke bryder mig om at føle, at jeg ikke kan være i mit eget hjem.... eller. At jeg rent faktisk har meget svært ved, at tage og give mig selv plads.
(Måske ligesom min mor?)
At jeg ikke bryder mig om, at holde på mig selv og være en anden end jeg er.... Eller. At jeg rent faktisk skal stoppe med, at holde på mig selv og så være mig selv. Uanset om min mor kan relatere til det eller ej.
- Mor... Jeg vil gerne have at du finder et andet sted at bo, mens du er i Århus. Jeg har bare brug for at være mig selv.
Kan man tillade sig det? Er det god opdragelse? Burde man ikke liiiiige strække sig? Du har jo ikke set hende i 10 måneder og nu står hun her. Det er jo sikkert kun et par dage. Måske du skulle pakke det lidt pænere ind? Sige at du har nattevagt og at du derfor har brug for søvn....
HOLD KÆFT MORAL STEMME, PÆNE PIGE OG DÅRLIGE SAMVITTIGHED.
Hun var småsur. Måske følte hun, at jeg var imod hende.... Shut up Leise!
Jeg smilede hele vejen ud til døren og forsikrede hende om, at vi nok skulle komme til at se hinanden igen.
Og så skruede jeg helt op for Medina og dansede alle spændingerne ud af min krop.
http://www.youtube.com/watch?v=UB8cSvgfl_M
Om Tage der havde mistet lysten til at arbejde og rejse. Hvilket resulterede i at han pludselig var hjemme.
Så hun havde brug for at komme lidt væk. Og nu sad hun så her og tog mit vejr.
- Hvordan går du og har det skat?
Igen. Afventende. Sårbar. Og hvis jeg ikke vidste bedre, oprigtig. Som en mor der interesserer sig for sin datter.
Jeg har øvet mig længe. Ubevidst. Men nu. Helt bevidst. At se normal ud, selv om jeg er ved at dø indvendig.
Jeg ville så gerne dele, men tilliden var væk.
For jeg kender jo det her scenarie. Jeg ved hvad der sker, når jeg begynder at fortælle om, hvordan jeg har det. Min forældre vil bare gerne høre, at jeg har det godt. Resten kan de ikke håndtere.
Så jeg løj. Lidt. For hvordan kan jeg være mig selv, når personen overfor mig ikke vil se hvem jeg er!?
Jeg fortalte at mit arbejde er fedt, min kæreste er sød og at jeg glæder mig til at komme i gang med mit studie.
Sårbarheden forsvandt og blev erstattet med et tilfreds smil og en interesse i mit liv, som jeg ikke har oplevet før. Og jeg var lige ved at falde i. Men jeg blev på overfladen.
Skulle blot fortælle lidt mere detaljeret. Kæresten hed Magnus. Jeg vil studere antropologi og jeg arbejder i receptionen, på et hotel ved Guldsmedegade.
Og det var det....Resten klarede hun.
Indtil jeg forstod.
At jeg ikke bryder mig om at føle, at jeg ikke kan være i mit eget hjem.... eller. At jeg rent faktisk har meget svært ved, at tage og give mig selv plads.
(Måske ligesom min mor?)
At jeg ikke bryder mig om, at holde på mig selv og være en anden end jeg er.... Eller. At jeg rent faktisk skal stoppe med, at holde på mig selv og så være mig selv. Uanset om min mor kan relatere til det eller ej.
- Mor... Jeg vil gerne have at du finder et andet sted at bo, mens du er i Århus. Jeg har bare brug for at være mig selv.
Kan man tillade sig det? Er det god opdragelse? Burde man ikke liiiiige strække sig? Du har jo ikke set hende i 10 måneder og nu står hun her. Det er jo sikkert kun et par dage. Måske du skulle pakke det lidt pænere ind? Sige at du har nattevagt og at du derfor har brug for søvn....
HOLD KÆFT MORAL STEMME, PÆNE PIGE OG DÅRLIGE SAMVITTIGHED.
Hun var småsur. Måske følte hun, at jeg var imod hende.... Shut up Leise!
Jeg smilede hele vejen ud til døren og forsikrede hende om, at vi nok skulle komme til at se hinanden igen.
Og så skruede jeg helt op for Medina og dansede alle spændingerne ud af min krop.
http://www.youtube.com/watch?v=UB8cSvgfl_M
mandag den 15. oktober 2012
Uventet gæst
Og så stod hun der.
Min mor.
Med en kuffert i hver hånd og et sårbart udtryk i øjnene. Afventende.
Fem sekunder føltes som år og jeg glemte at trække vejret.
Fordi hun pludselig var inde for rækkevidde. Fordi hun var blevet ældre. Og fordi jeg kunne mærke knuden i maven, savnet og lysten til at kaste mig om halsen på hende.
Men lod være.
- Hej skat....
- Hej.
- Skal du ikke invitere mig indenfor?
Jeg var i tvivl.
Hvad laver du her mor?
Hvad vil du mig mor?
Hvor længe bliver du denne gang mor?
Hvor lang tid går der så næste gang mor?
Hvordan skal jeg forholde mig til det mor?
Jeg åbnede døren helt og smilede forsigtigt.
- Skal jeg lave noget the?
Min mor.
Med en kuffert i hver hånd og et sårbart udtryk i øjnene. Afventende.
Fem sekunder føltes som år og jeg glemte at trække vejret.
Fordi hun pludselig var inde for rækkevidde. Fordi hun var blevet ældre. Og fordi jeg kunne mærke knuden i maven, savnet og lysten til at kaste mig om halsen på hende.
Men lod være.
- Hej skat....
- Hej.
- Skal du ikke invitere mig indenfor?
Jeg var i tvivl.
Hvad laver du her mor?
Hvad vil du mig mor?
Hvor længe bliver du denne gang mor?
Hvor lang tid går der så næste gang mor?
Hvordan skal jeg forholde mig til det mor?
Jeg åbnede døren helt og smilede forsigtigt.
- Skal jeg lave noget the?
Abonner på:
Opslag (Atom)