Et øjebliks ro og kaos

Jeg restituerer. Efter hårdt slag i hjertet, maven og hvis jeg havde været mand, ville de nedre regioner også have lidt nød. Kort sagt. Min krop gør ondt!

Hvorfor?

Fordi.

Vi skulle eksponerer.
Med vi, mener jeg, Tusse og jeg.
Med eksponering mener jeg: at gøre dét, jeg ikke tør (er ængstelig over), men som jeg rigtig gerne vil. I et tempo hvor jeg selv kan følge med. Formål: At overvinde angsten eller endnu bedre. At kunne være i den, uden den styrer mig, og nå dertil, hvor jeg tør og kan dét, jeg rigtig gerne vil. Sagt på en anden måde. BABYSTEPS.

Anyhu.

Tusse og jeg skulle i byen.
Eksponeringsøvelse: Høje hæle, krigsmaling og socialisering - Uden at lyve!
Vi skulle altså udfordre vores feminine sider og samtidig være bundærlige omkring hvem vi var. Hvilket vil sige, at jeg ikke fik lov til at gemme mig bag mine sneakers, hættetrøjen og Karen Enghøj, der nogen gange læser Antropologi på Århus Univeristet og andre gange går på Gøglerskolen, fordi hun vil være skuespiller. Alt afhængig af humøret og hvilken mand hun møder.

Jeg skulle bare være Leise....

Og jeg glædede mig rent faktisk. Mest fordi min partner in crime og jeg, var i synk. Nervøse, men trygge. Eksponeringsreglerne var i hus, så intet burde kunne gå galt....Med mindre, den ene af os gjorde noget fuldstændig uventet!!?!

Eksponeringsreglerne lød sådan: Hvis en af os, kom over 7 i "angsttalrækken", var det bare med at finde en vej ud, UDEN at slå sig selv oven i hovedet med, at øvelsen mislykkedes.
Talrækken strækker sig fra 0 til 10. Og hvis du skulle være i tvivl, betyder 10 " I have left the building and is now on my way to the hospital".

Nå, men der var vi så. To lækre, lidt akavede tøser, på høje hæle, med læbestift og et ekstra lag mascara. Klar til at vælte byen i al ærlighed.

Jeg spoler tiden frem til cirka 02.00. Vi befinder os på Train og alt er gået efter planen. Sådan cirka.
Tusse har meget svært ved at falde ned og jeg spørger hende gentagne gange, om alt er fint og hvad tal hun ligger på. Hun når ikke over 5 en eneste gang og jeg stoler på hende, selv om jeg stusser lidt over, at vi har cyklet rundt det meste af aftenen og været steder, jeg ikke anede eksisterede. Da vi når Train, klokken ca. 01.00, siger jeg stop. Jeg er træt i benene og vil bare gerne ha' noget at drikke, hygge, flirte, danse OG lære Tusse bedre at kende. For det går pludselig op for mig, at jeg egentlig ikke kender hende særlig godt. Men hver gang jeg spørger ind til hende, bemærker jeg, at bassunkinderne går i gang.
Det er først på Train, det går op for mig, at hun bevidst undgår alle mine spørgsmål, ved at flygte....Jeg forstår.
I stedet for at tale - forsøger jeg mig med en anden taktik. Jeg inviterer hende ud på dansegulvet. Men Tusse vil hellere sidde og er helt fin med, at jeg indtager dansegulvet alene. Og det gør jeg, for jeg har sådan lyst til at danse. Desuden er jeg meget modig den aften!

Idet jeg træder ud på dansegulvet, ændres musikken fra MEGET hurtig til MEGET langsom. Alt bliver mørkt og diskokuglen går i gang. De fleste forlader dansegulvet og jeg prøver at lade som ingenting. Jo jo, jeg kan da også danse alene, på et halvtomt dansegulv, til en sang der ligger op til kys og kærlighed....og det gør jeg så, for sangen er fantastisk. Jeg lukker øjenene og giver mig hen til Massive Attack - Teardrop.  
http://www.youtube.com/watch?v=yftOy8kz7aE

Midt under sangen åbner jeg øjnene og ser at Tusse betragter mig med et saligt smil på læben. En hurtig tanke flyver gennem mit hoved, men jeg når ikke at tænke den til ende. Jeg får nemlig øje på Magnus som står ved baren. Han betragter mig også...Men det rør mig underligt nok ikke. Jeg kan rent faktisk lide det. Vi holder hinandens blik. Længe. Han smiler. Jeg gør det samme. Lukker øjnene og nyder, at jeg føler mig tryg i dette hypnotiserende musikocean.

Da jeg åbner øjene igen, står Magnus foran mig. Ham der engang cyklede mig ned og virkede som en spasser, men som lige nu....
- Hej Leise.
Jeg bliver forvirret. Hvor kender han mit navn fra?
- Må jeg danse med dig?
Jeg nikker og vil spørge om en helt masse, men tier stille. For jeg vil hellere nyde de sekunder af gnist, ro og lykke, jeg mærker lige nu, inden sangen er forbi.

Kan det virkelig være rigtigt det her? Jeg er helt rolig.

Og så, da sangen er færdig, er der tre sekunders stilhed, hvor vi bliver stående. I omfavnelse. Og det der skulle ha' være så smukt, forstyrres af et kæmpe brag, der får os begge til at give slip på hinanden.

Den hurtige og meget høje musik sætter ind.

Tusse har rejst sig op. 500 glas ligger spredt rundt på gulvet. De er faldet ud af hendes taske! Hun stirrer på mig og så løber hun.

Jeg er målløs. Kikker på Magnus. Han holder fast i min hånd.
- Inden du forsvinder Leise så lov mig at vi ses igen!
- Undskyld, siger jeg og giver slip.

Der er kun få mennesker ude foran Train. Jeg råber efter Tusse, men hun er ikke til at se nogen steder. Jeg begynder at løbe, men aner ikke hvilken retning jeg skal løbe i, for jeg ved ikke hvor hun bor....Jeg aner ikke hvor hende, jeg har gået og kaldt min nye bedste veninde, bor!!? Jeg har hendes taske og leder fabrilsk efter hendes pung i håb om, at der ligger en adresse, jeg kan bruge til noget.....Hvorfor fanden har hun taget alle de glas?! Jeg skærer mig på en glassplint. Det bløder. Tempoet skrues ned. Jeg stopper, putter fungeren i munden og finder hendes pung. Der er billeder af mig over alt... I hendes pung, i hendes kalender og på hendes mobiltelefon. Jeg stirrer på dem og alle brikkerne falder pludselig på plads.

Tusse er forelsket i mig.

Jeg cykler hjem til hende og da hun endelig lukker mig ind, kan jeg se at hun har grædt. Jeg trøster hende så godt jeg kan. Men det hjælper ikke. Det er som om der er en afstand mellem os. Tusse er forandret. Eller også er det mig. Allerede inden vi skilles den nat, ved jeg, at vi ikke kommer til at se hinanden igen.

Og så cyklede jeg tilbage. Til Train. Men Magnus var der ikke mere.

Da jeg kom hjem, græd jeg. Pludselig var det hele blevet så tungt, at bære på.