- Du ejer ikke skyggen af socialfobi.
Det var de første ord, jeg hørte fra Sofies mund og det var det sekund, jeg begyndte at elske hende. Søde, smilende og æblekindede Sofie.
- Du er bare genert Leise, og så har du været alene alt for længe, uden nogen har hjulpet dig.
Det var sådan hun sagde. Ordret. Og efter at have tygget på det et par dage, begyndte det at give mening. Sådan havde jeg aldrig set det før.
Sofie er kreativ lærer på den skole jeg er begyndt på. Det er en skole, hvor der er fyldt med sådan nogen som mig. Og her skal jeg gå i 13 uger, blive klogere på min angst og lære at gebærde mig ude i den "virkelige verden".
Og en af de ting som står på skemaet, er altså kreativt værksted. Sådan lidt tosse anstalts agtigt, lær at male dine følelser ud. Og her bor Sofie. Og efter at have haft en time med hende, fandt jeg ud af, det slet ikke er så tosset alligevel. Det er egentlig ret stort.
Det var befriende at komme derind. Men også skræmmende. Befriende, fordi jeg pludselig følte mig normal og skræmmende, fordi jeg ikke gjorde. De første dage var der helt stille i klassen. Altså som i HELT, MUSSE, BUM STILLE. Vi var omkring 12 elever i klassen. Hold kæft nogle festaber, tænkte jeg. Og pludselig gik det op for mig, at jeg jo var en af dem. En af dem, som valgte at sidde helt stille, afventende, genert og fyldt med uro i kroppen.
Det er åbenbart sådan det er, at have social forbi....?
Eller lad mig hellere omformulerer det. At være genert og ikke ha' øvet den sociale muskel i alt, ALT for lang tid. På den måde, hvor man bare taler, uden at tænke over, at man er grim, dum, kedelig og helt forkert. Og i øvrigt også, er helt sikker på, at den man taler med, syntes det samme.
Ind til videre har jeg lært, at det bare er tanker i mit hoved. En vane. Som jeg selv kan ændre. Hvis jeg virkelig er klar på, at gøre noget ved det...
Første skridt er, at være havnet her.
(Tænk at der fandtes noget godt ved at komme kontanthjælp)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar